Den der ven fra "Engang"

Jeg havde en ven, en jeg var rigtig glad for. Vi groede lidt fra hinanden og det blev ikke så tit vi sås.

Som det nu vil være for enhver der oplever det, var det noget af et chok for mig, da jeg fik beskeden: At han var blevet taget med fingrene i kagedåsen...

Han havde taget nøgenbilleder af nogle venners børn...

Jeg var dybt chokeret!
- Som jeg er sikker på at de fleste ville blive.

Hvordan kunne min ven, en fyr der var sød, rar, og utroligt mærkelig på den fede måde, være så langt ude?

Hans mekanik og baggrunde kender jeg ikke... Jeg er ikke sikker på at han selv gør det.

Men jeg kan da ikke lade være med at spekulere på hvorfor? 

Om det er noget der ligger genetisk i en, eller en teknisk hjernefejl?

Hvad får lige en ellers sund og rask fyr til at finde billeder af nøgne børn seksuelt ophidsende?

Jeg ved der er meget der får skylden for disse sager, som regel den populære ting fra 80'erne: Ens arv eller miljø, til tider begge dele eller en helt tredje ting.

Hans baggrund var meget af det jeg tænkte på, om der kunne være en forklaring i den et sted?

- Mest fordi jeg gerne vil have at der er en forklaring udefra, og ikke inde fra ham selv...

Hvis jeg fik lov, ville jeg jo gerne skyde  noget af skylden på hans mor.

Jeg var engang med hjemme og blive præsenteret. Moderen, der måske vejede 45 kg, kiggede grundigt på mig, tog mig tilside og sagde noget i retningen af: Du er sød nok, men du trænger nu til at tabe dig... Hvis jeg nu ikke havde været bagstiv og med begyndende tømmermænd, ville jeg måske havde husket min teenage usikkerhed, taget hende seriøst og troet på at hun da helt sikkert havde ret.

Som det nu var, kiggede jeg på hende, op, ned og op igen, mens jeg overvejede om jeg skulle kaste op på hende og spurgte til sidst med et sødt smil om hun havde en hovedpine pille.

Da jeg fik det med nøgenbillederne af vide, havde jeg allerede mistet kontakten til ham. Og jeg er ikke sikker på hvordan jeg ville have det med at se ham igen.

Der var jo engang...

Men hvordan kan man se forbi den altoverskyggende hæslighed og se det venskab der var "dengang".

Jeg håber selvfølgelig at han fik hjælp på et professionelt plan og at det aldrig nogensinde vil ske igen. Men med den slags vil der altid være spøgelset tilbage – vil det ske igen? Vil der ske andet og mere? Hvad hvis han får børn selv? Hvor stopper det?

Det er en skrækkelig tanke, men jeg kan ikke stoppe den, og det giver et lille gib i mig hvis jeg ser en der ligner ham i bussen, på gaden eller i en butik. Jeg har lyst til at gå ud, væk, skynde mig. Og det er jo egentlig skrækkeligt, for tænk nu hvis han har gjort et kæmpe arbejde, har fundet ud af hvad det var der fik ham til det. Aldrig nogensinde vil gøre det igen og måske endda har undskyldt overfor dem der var involveret.

Fortjener han så ikke en chance mere?

Den del af mig der er fair, siger jo...

Den meget personlige del af mig der er et barn, skriger nej...

Så spørgsmålet er: Hvem man skal lytte til?

Jeg er måske lidt ond, men jeg åbnede en flaske champagne og skålede med en tidligere kollega og veninde, da jeg hørte at min tidligere arbejdsgiver var gået konkurs.

Det er ikke fordi jeg normalt er i den slags humør, men denne her arbejdsgiver har givet mig så mange problemer, at jeg bare er glad for at der ikke er andre der nu bliver udsat for samme lort.

Det hele startede da jeg gik ned med stress, det i sig selv er ikke spor sjovt, specielt ikke når alle syntes at min arbejdsgiver da var SÅ sød og forstående... Og ja det var han sikkert også, vel og mærke overfor alle de rette personer (sagsbehandlere osv...) Hans etiske sans var bestemt ikke veludviklet da han udbasunerede i butikken at jeg var kommet på medikation. Det ville jeg nok gerne selv bestemme hvem skulle vide.

Jeg rystede over hele kroppen hvis jeg skulle til møde med ham - men som den person jeg nu engang er, dukkede jeg op selvom jeg vidste at det ville give mig ekstra dage lukket inde i min lejlighed, gemt under dynen. Han formåede at få mig til at føle at det var mig der var noget i vejen med, at der bestemt ikke var noget i vejen med måden han styrede sine butikker på og at jeg bare skulle tage mig sammen.
Det gyser stadig i mig når jeg skal forbi en af butikkerne, og da de ligger ret centralt, var det ret tit...

Selvfølgelig kunne jeg ikke komme tilbage til det, så efter 120 dages sygdom blev jeg fyret. Og nu skulle man tro at mine besværligheder var ovre - det troede jeg ihvertfald. Jeg havde lige en kort kontrovers med en sagsbehandler der skrev et brev til mig og fortalte at hun havde raskmeldt mig dagen efter min fyring, med den begrundelse at jeg havde været i godt humør til vores sidste møde?! Men da jeg ikke kunne overskue at fortsætte kampen med den ... gav jeg mig, og blev nu rigtig ledig.

Feriepenge burde være rimelig simpelt, og det har jeg altid troet at de var, men nu da jeg var blevet "rask" ville jeg holde lidt ferie og kontaktede min gamle chef for at høre hvordan jeg skulle bære mig ad. For jeg havde jo ikke fået en feriekort fra ham da jeg stoppede.
Det tog 3 mails til ham, før jeg fik et svar og flere måneders kamp for at få ham til at hoste op med pengene. Det der endte med at skulle til, var en trussel om en politianmeldelse, hvis pengene ikke stod på min konto en bestemt dag, på et bestemt klokkeslet.

Det var sidste års feriepenge, nu skulle jeg så bruge dette års... Jeg gruede for at skulle til i kamp med ham igen, og valgte med vilje en dato hvor jeg ville få 5 ugers dagpenge ud i stedet for 4, så jeg ville kunne gemme dem, i stedet for de penge jeg bare vidste at jeg skulle vente på, og slås for igen...
Jeg gik ind med mit feriekort, lagde det på hans bord og hørte så ikke mere...

Da jeg havde skrevet 2 rykkere pr mail, fik jeg endelig svar at han var gået konkurs og at jeg nu skulle kontakte Lønmodtagernes Garantifond... Oookay...? Udfyldte og kopierede en masse papirer til dem og fik det sendt. Fik ret hurtigt svar om at de havde en ekspeditionstid på 10 uger - hvilket fik mig til at grine lettere hysterisk, for humoren var ret klar for mig. Det var sikkert samme tid som det ville tage for mig at få pengene fra den tidligere chef alligevel, så hvad helvede...

Jeg er til nu blevet kastet rundt i systemet og er endt hos Dansk Erhverv, som jeg håber er hurtigere end alle de andre, men jeg har lært min lektie og forventer bestemt ikke noget!

Det sjoveste var da jeg læste en artikel i den lokale avis om hans konkurs. Han gav skylden videre til bankerne og tog intet på sig selv. Min tanke er at hvis han nu havde overvejet sin politik, købt mindre ind, så han kunne betale sine regninger - så kunderne kunne have fået deres bestillinger og derfor ikke var gået til andre forhandlere eller helt var blevet væk. Eller bare på det basale havde behandlet sit personale ordentligt - så det ikke endte med at 4 af dem gik ned med stress, så ville det nok have været et bedre sted med en bedre stemning. Og måske... måske... ville han stadig have en butik eller 5...