Jeg er måske lidt ond, men jeg åbnede en flaske champagne og skålede med en tidligere kollega og veninde, da jeg hørte at min tidligere arbejdsgiver var gået konkurs.

Det er ikke fordi jeg normalt er i den slags humør, men denne her arbejdsgiver har givet mig så mange problemer, at jeg bare er glad for at der ikke er andre der nu bliver udsat for samme lort.

Det hele startede da jeg gik ned med stress, det i sig selv er ikke spor sjovt, specielt ikke når alle syntes at min arbejdsgiver da var SÅ sød og forstående... Og ja det var han sikkert også, vel og mærke overfor alle de rette personer (sagsbehandlere osv...) Hans etiske sans var bestemt ikke veludviklet da han udbasunerede i butikken at jeg var kommet på medikation. Det ville jeg nok gerne selv bestemme hvem skulle vide.

Jeg rystede over hele kroppen hvis jeg skulle til møde med ham - men som den person jeg nu engang er, dukkede jeg op selvom jeg vidste at det ville give mig ekstra dage lukket inde i min lejlighed, gemt under dynen. Han formåede at få mig til at føle at det var mig der var noget i vejen med, at der bestemt ikke var noget i vejen med måden han styrede sine butikker på og at jeg bare skulle tage mig sammen.
Det gyser stadig i mig når jeg skal forbi en af butikkerne, og da de ligger ret centralt, var det ret tit...

Selvfølgelig kunne jeg ikke komme tilbage til det, så efter 120 dages sygdom blev jeg fyret. Og nu skulle man tro at mine besværligheder var ovre - det troede jeg ihvertfald. Jeg havde lige en kort kontrovers med en sagsbehandler der skrev et brev til mig og fortalte at hun havde raskmeldt mig dagen efter min fyring, med den begrundelse at jeg havde været i godt humør til vores sidste møde?! Men da jeg ikke kunne overskue at fortsætte kampen med den ... gav jeg mig, og blev nu rigtig ledig.

Feriepenge burde være rimelig simpelt, og det har jeg altid troet at de var, men nu da jeg var blevet "rask" ville jeg holde lidt ferie og kontaktede min gamle chef for at høre hvordan jeg skulle bære mig ad. For jeg havde jo ikke fået en feriekort fra ham da jeg stoppede.
Det tog 3 mails til ham, før jeg fik et svar og flere måneders kamp for at få ham til at hoste op med pengene. Det der endte med at skulle til, var en trussel om en politianmeldelse, hvis pengene ikke stod på min konto en bestemt dag, på et bestemt klokkeslet.

Det var sidste års feriepenge, nu skulle jeg så bruge dette års... Jeg gruede for at skulle til i kamp med ham igen, og valgte med vilje en dato hvor jeg ville få 5 ugers dagpenge ud i stedet for 4, så jeg ville kunne gemme dem, i stedet for de penge jeg bare vidste at jeg skulle vente på, og slås for igen...
Jeg gik ind med mit feriekort, lagde det på hans bord og hørte så ikke mere...

Da jeg havde skrevet 2 rykkere pr mail, fik jeg endelig svar at han var gået konkurs og at jeg nu skulle kontakte Lønmodtagernes Garantifond... Oookay...? Udfyldte og kopierede en masse papirer til dem og fik det sendt. Fik ret hurtigt svar om at de havde en ekspeditionstid på 10 uger - hvilket fik mig til at grine lettere hysterisk, for humoren var ret klar for mig. Det var sikkert samme tid som det ville tage for mig at få pengene fra den tidligere chef alligevel, så hvad helvede...

Jeg er til nu blevet kastet rundt i systemet og er endt hos Dansk Erhverv, som jeg håber er hurtigere end alle de andre, men jeg har lært min lektie og forventer bestemt ikke noget!

Det sjoveste var da jeg læste en artikel i den lokale avis om hans konkurs. Han gav skylden videre til bankerne og tog intet på sig selv. Min tanke er at hvis han nu havde overvejet sin politik, købt mindre ind, så han kunne betale sine regninger - så kunderne kunne have fået deres bestillinger og derfor ikke var gået til andre forhandlere eller helt var blevet væk. Eller bare på det basale havde behandlet sit personale ordentligt - så det ikke endte med at 4 af dem gik ned med stress, så ville det nok have været et bedre sted med en bedre stemning. Og måske... måske... ville han stadig have en butik eller 5...