Svigersøn, svoger osv

NEJ, det var kun en vittighed...

Mit besøg hos Namans familie var en god oplevelse og han fik mange ord med på vejen fra dem, da de opdagede at jeg havde været i Mumbai i en måned og først blev inviteret med hjem, den aller sidste dag jeg var der.

Men han havde ret i at han bor ret kort fra hotellet, det tog måske 10 minutter i auto rickshaw at komme derhen. Det var et meget tydeligt boligkvarter og hans mor havde sneget sig ud på altanen, for at se mig mens vi gik ind på området.

Deres indgangspartier er bestemt ikke nemme at genkende, jeg ville umiddelbart tro at man går helt forkert. Men mest fordi det hele ser så nusset ud.

De boede på 1.sal og man kom direkte ind i deres stue. Ingen gang. Så jeg satte skoene samme sted som Naman og gik med ind og hilste på. Lejligheden var en to-værelses lejlighed. Et soveværelse hvor børnene sover og en stue hvor forældrene sover. Et køkken og en gang der forbinder det hele. Så aldrig om de havde et badeværelse også.

Hilste på en meget genert mor, der skyndte sig ud i køkkenet efter jeg var blevet hilst på med den traditionelle "namaste" hilsen. Hans kusine kom ind i lokalet og rakte mig et glas vand. Jeg var den eneste der fik et glas og alle sad så og kiggede på mig, mens jeg lidt genert drak af vandet.

Vi kom heldigvis igang med at snakke og jeg fik fortalt at kusinen var kommet samme dag, efter at have rejst med sin mor i bus i mange timer. Så mange at de gså havde sovet i den.
Hun var naturligvis meget træt og tydeligvis genert.
Men søsteren, der er et par år ældre end Naman talte heldigvis ret meget.

Så hun og jeg fik talt om mit ophold, hvor jeg havde været, hvad jeg havde set, hvem jeg havde besøgt. Alle var enige om at jeg havde betalt alt for meget for min sari og at jeg skulle have haft dem med ud istedet, for de ville have hjulpet mig meget bedre end Niyati og Zoya.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forsvare dem, og fik skudt ind at eftersom de var de eneste piger jeg havde mødt, så var det jo logisk nok at det var deres steder jeg havde været for at shoppe.

Her kiggede alle på Naman der heldigvis rødmede lidt og det var så første gang hvor han fik afvide af familien, at han skulle have taget mig med hjem tidligere, så de kunne have mødt mig, for de kunne godt lide mig og ville gerne have lært mig bedre at kende.

Fik frokost hos dem, en tallerken kom ind med chapati på - brød - og en masse små retter i mindre skåle. Alt på samme tallerken. Den fik jeg og så og kunne balancerede med, mens jeg ventede på at andre også fik noget. Naman fik også en tallerken og alle bad mig gå igang med at spise. Jeg kludrede lidt i det som altid og endte med at sætte mig på min venstre hånd, for ikke at komme til at bruge den. Efterhånden som vi blev færdige fik andre også noget at spise og moderen spiste til allersidst.

Meget mærkelig oplevelse, men maden var god og jeg fik også komplimenteret hende for den mange gange.

En nabodame kom ind efter frokosten, meget tydeligt for at se på giraffen og alle morede sig over hendes nysgerrighed der var blevet vendt til chok, da hun fik min alder og singlestatus at vide. Jeg havde været ret hurtig til at fortælle dem min alder i starten, for at de ikke troede på Naman der jo havde drillet dem med at han ville giftes med mig.

Da hun gik ud igen lo hele bunken og fortalte at nu havde damen noget at tale om de næste mange dage. Hun er åbenbart sådan en der kommer uanmeldt og stikker næsen i alt.

Faderen fik endelig lov til at vise mig sin import/eksport forretning. Hvilket var et skab med poser - han hentede den ene ting efter den anden og satte på sofaen, så jeg kunne beundre dem. Det var en masse ler ting, askebærer, krukker, klokker, skåle, figurer osv. Moderen lavede lys og dem fik jeg også at se.

Alle var ret spændte på min reaktion og jeg kunne mærke på dem, at Naman havde overdrevet en anelse med, at jeg gerne vil have en butik selv en dag...!

Jeg fik afvide at jeg bare kunne vælge lige hvad jeg gerne ville have, så måtte jeg FÅ det. Jeg kunne heldigvis sige at jeg ikke havde plads til så meget, og det begrænsede heldigvis deres gavmildhed en anelse. Men fik en masse under alle omstændigheder og tog en masse billeder af alt sammen, så jeg har noget konkret på hvad det var.

Jeg har lovet at jeg vil fortælle videre om det, så der måske kan blive en import ting ud af det, til Danmark også. Har siden fået afvide at der er en anti dumpings told på indiske varer på 62,5 % hvilket er helt vanvittigt. Men vil bestemt gøre hvad jeg kan for at fortælle videre om hans ting og priserne.

Blev inviteret til aftensmad og sagde ja tak, da jeg godt kunne lide dem og ikke vidste hvad vi ellers skulle lave resten af aftenen. Vi tog tilbage til hotellet og jeg fik pakket det sidste ned i kufferten med stort besvær og mange overvejelser om hvor meget den mon vejede efterhånden?!

Blev på hotellet det meste af tiden, med et smut eller tre forbi den lille skrædder der enten havde glemt det tøj jeg havde fået lovning på var færdigt, eller også ikke var færdig endnu. Efter 3 besøg hos ham, havde han endelig fået det "hentet" og jeg kunne få og betale det. Han var heldigvis ret rimelig med prisen og det blev ikke mere end vi havde aftalt mundtligt tidligere.

Fik også det pakket ned og var glad for at kufferten kunne udvides og håbede på at lynlåsen holdt til den store tur hjem.

Det bankede på døren om aftenen og en tjener kom ind med en pakke til mig. Det viste sig at være en gave fra Nirmala Row - damen fra skrædderbutikken, hvor jeg havde købt sarien. Hun havde sendt mig en kurta i hvid med de fineste broderier og hæklede kanter. Jeg ringede hende op og takkede hende overstrømmende. Og lovede at jeg nok skulle sende en sms til hende, når jeg var nået sikkert hjem til Danmark.

Da vi tog afsted til aftensmaden, havde jeg nok forventet at vi skulle mødes alle sammen. Og blev noget overrasket da vi for det første kørte til et hotel, og derefter var det kun de to piger der kom. De havde bestemt at det ville være kedeligt for mig at komme hjem til dem og spise, da det bare ville blive noget af det samme som til frokosten. Men vi hyggede da alligevel og pigerne var ved at dø af grin da vi efter maden gik over til en stand og Naman købte "mundfriskere" til os alle.

Det er bananblade med forskellig smag indeni. En lille pakke af krydderier, sukker og parfume. Jeg tog en bid og skulle overtales ret meget for overhovedet at tage en mere. De andre puttede det dirrekte i munden og tyggede glade på det. Jeg var ved at kaste op. Smed resten ud til stor morskab for alle andre ved vejen og tog afsked med pigerne oog kørte tilbage til hotellet for at vente på at klokken skulle blive 1.20 om natten.