Stormvejr

"Blæsten rusker og rykker.
Tager i håret så det rejser sig op og hvirvler rundt om hovedet.
Griber fat i jakken og prøver at trække den anden vej.
Du smiler og ler, da vinden blæser håret ind i ansigtet på dig og tvinger dig til at stå stille og nyde det.
Frisk luft, blæst lige ind i hovedet og op under skørterne."

Jeg elsker blæsevejr! Jo vildere jo bedre.
Hvis det blæser og jeg skal sove, kan jeg ligge i timevis og følge "bølgerne" op og ned, ud og ind.
Når jeg går ude i vejret, er det med et stort smil på og ekstrem nydelse i blodårerne.

I min barndom var jeg lidt mere ekstrem.
Når det stormede, kunne min mor altid finde mig oppe i det gamle elmetræ.
Højt oppe og helt ude i de tynde grene. Hvor jeg hujede og lo højt. Lige ind imod blæsten.
Med fingre der var forkrampede og kolde af at holde fast så stormen ikke skubbede mig ned.
Og ben der var viklet rundt om den gren jeg nu havde valgt som holdepunkt.

Af en eller anden årsag kan min mor ikke lide blæsevejr...

Händels "Messias"

Det har været et livslangt ønske, at komme til at synge Halleluja koret fra Händels "Messias" !!!

Nu hvor vi er halvvejs gennem prøverne, må jeg indrømme, at den er så smuk at engle burde blive sunget ned fra himlen. Men jeg er mindst ligeså begejstret for de andre kordele vi synger fra "Messias".
At det lige er Halleluja koret, der bliver trukket frem hver gang, er næsten synd for resten, og ved I hvad? Halleluja, er ikke engang slutningen på det hele?! Se, det troede jeg jo i min uskyldighed...
Men nej, den er ca lidt efter midten...

Da brevet lå i postkassen, med noder og oplysninger om hvornår jeg skulle møde til korprøver, stod jeg nærmest og hoppede op og ned udenfor.
Der var ihvertfald et meget stort grin på mit ansigt!
Jeg var SÅ begejstret for at jeg endelig kunne komme til at synge den, og ja bare komme til at synge igen. Jeg har sunget i kor i mange år og det er et sus uden lige, at stå ved siden af basserne og fysisk mærke deres stemmer gå ind og vibrere i ens egen krop.

Min næste handling var logisk, når man tænker, det var mig der udførte den. Jeg lavede research. Gik på biblioteket og bestilte alle de udgaver af "Messias" som jeg kunne komme i nærheden af - det var ikke mange, desværre kun 3, men det gav et ret nuanceret billede.
Vidste du at der ikke er en "rigtig" udgave? Händel lavede den rask væk om, alt efter hvilket slags kor han havde at arbejde med.
Derfor er Dublin udgaven ikke ligesom London udgaven - Dublin havde vist ikke helt de samme talenter som London på det tidspunkt.
Men der skulle være lavet minimum 10 udgaver, som han selv omarrangerede. 

Det giver det jo et meget menneskeligt træk, syntes jeg!

Ved sidste prøve havde vi den "rigtige" dirigent til at lede os.
Giancarlo Andretta har været chefdirigent i Århus symfoniorkester siden 2003 og har en meget tydelig passion for sit arbejde. Jeg har endnu ikke oplevet ham gnaven eller i dårligt humør, tværtimod har han med humor præsteret at få tenorer og basser til at kikke op, mens de læser noder... Nu mangler alle vi andre bare. Hans syn på musik smitter af, og jeg sad det meste af prøven og virkelig anstrengte mig for, at læse noderne perfekt og få dem ud i den rigtige timing - til trods for at jeg synger efter gehør og ikke kan læse noder, andet end se når det går op eller ned... Jeg sad også og ønskede, at jeg var så dygtig at jeg kunne kontakte ham og bede om enetimer, for jeg tror han ville kunne udøve mirakler.

Sidder lige nu og irriterer mine naboer. For der findes en hjemmeside, hvor man kan få afspillet den stemme man skal synge - og det har jeg gjort på repeat siden jeg kom hjem, for 2 timer siden. (http://www.cyberbass.com/)
Men ih hvor jeg glæder mig til at komme til kor i aften. Der er altid nye mennesker at sidde ved siden af, og interessante historier at høre - når vi altså ikke synger. For det er jo det, vi primært kommer efter.

Det bliver også super fantastisk når der kommer orkester på, men det sker desværre først på selve koncertdagen. Heldigvis får vi lige lov til at øve en generalprøve først, inden publikum bliver lukket ind.
Det er nok meget godt!

"Dage du ikke glemmer..."

Kender du de dage du bare ikke glemmer?
Dage der går ind i din hukommelsesbank som nogle af dem der kan trækkes frem på kolde grå vinterdage?

Mine er blandt andet fra Indien, hvor jeg for engangs skyld kunne holde varmen.

Farverne der dominerer overalt, sarier og kulørte tunikaer.
Jeg elsker at huske på farverne der var overalt og fik mig i godt humør så snart jeg trak gardinerne fra om morgenen. Jeg hang tit ud af vinduet inden jeg gik ned til morgenmad. Udsigtet var skøn - samtidig med at den var rigtig forfærdelig.
På den ene side af vejen lå hotellet, et beboelseskvarter og boder langs vejen med alt - og jeg mener alt: der var levende kyllinger, gamle bøger i stakke, kulørte armbånd og plastik smykker i bunker, frugt stablet op i flotte tårne, en gadeskrædder der sad med en træde symaskine osv... På den anden side var der en enkelt række med boder og små butikker og bagved det lå slummen.
Gråt, beskidt, larmende... og alligevel var det kontrasten mellem de to sider af vejen der gav det hele et helt specielt liv.

Bilerne brugte hornet hele tiden, så larmen var enorm. Tit holdt det hele stille mens nogle få utålmodige sjæle prøvede at væve sig ind og ud mellem auto-rickshaws, taxaer, biler, motorcykler, scotere, almindelige cykler og rigtig mange fodgængere.
Det eneste tidspunkt der var cirka stille, var fra kl 01-06. Men det gjorde intet, for det var integreret med det at være i Indien, at det ville have været mærkeligt hvis der var stille.
(Nu boede jeg også i en del af Mumbai der ikke normalt ser turister, så det at trafikken stod stille? Måske noget med en blondine der hang ud af et vindue fra 2 sal og kiggede på folk?)

Maam, maam, can I get you anything, maam? You smell nice, maam. What are you using? (soap?!) Can I carry your bags maam? Where are you from maam? Denmark? where is that maam?

En dreng - der sikkert i hans verden var en mand, fulgte mig troligt fra jeg kom ned fra mit værelse og ind til restauranten - Han stoppede udenfor og snakkede med vagten til hotellet mens jeg spiste og var så klar til at hjælpe mig med alt muligt når jeg kom ud igen.
I get you rickshaw maam? Where you go next, maam? To Internet café maam? You need help maam?
Det var ikke altid jeg behøvede at svare ham, selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne. Men han var i reglen bare glad for at kunne grine stort til de andre ung-tjenere over at han turde snakke med mig.

Jeg fik flere gange mulighed for at bruge hans assistance så jeg kunne komme til at stikke ham nogle drikkepenge, jeg tror ikke de fik en særlig god betaling fra hotellet. Men det er vel heller ikke nødvendigt når der officielt er 17 mio indbyggere i Mumbai og Gud ved hvor mange flere, hvis man tæller slumstormerne og fortorvs folket med...

Gud hvor jeg savner at rejse, at møde nye mennesker, se nye ting, spise ny mad, tjekke facts, LÆRE...
Det perfekte for mig ville være at få det seneste job jeg har søgt, hvor en stor del er at skulle rejse og se en masse af de ting præcis jeg lægger mærke til. De ting der giver en lidt anden vinkel på det hele, humoren i at en 15 årig flirter med en der kunne være hans mor... Se, det grinede jeg jo meget af, og gav lidt flere drikkepenge...