Monday, 5 December 2011

Händels "Messias"

Det har været et livslangt ønske, at komme til at synge Halleluja koret fra Händels "Messias" !!!

Nu hvor vi er halvvejs gennem prøverne, må jeg indrømme, at den er så smuk at engle burde blive sunget ned fra himlen. Men jeg er mindst ligeså begejstret for de andre kordele vi synger fra "Messias".
At det lige er Halleluja koret, der bliver trukket frem hver gang, er næsten synd for resten, og ved I hvad? Halleluja, er ikke engang slutningen på det hele?! Se, det troede jeg jo i min uskyldighed...
Men nej, den er ca lidt efter midten...

Da brevet lå i postkassen, med noder og oplysninger om hvornår jeg skulle møde til korprøver, stod jeg nærmest og hoppede op og ned udenfor.
Der var ihvertfald et meget stort grin på mit ansigt!
Jeg var SÅ begejstret for at jeg endelig kunne komme til at synge den, og ja bare komme til at synge igen. Jeg har sunget i kor i mange år og det er et sus uden lige, at stå ved siden af basserne og fysisk mærke deres stemmer gå ind og vibrere i ens egen krop.

Min næste handling var logisk, når man tænker, det var mig der udførte den. Jeg lavede research. Gik på biblioteket og bestilte alle de udgaver af "Messias" som jeg kunne komme i nærheden af - det var ikke mange, desværre kun 3, men det gav et ret nuanceret billede.
Vidste du at der ikke er en "rigtig" udgave? Händel lavede den rask væk om, alt efter hvilket slags kor han havde at arbejde med.
Derfor er Dublin udgaven ikke ligesom London udgaven - Dublin havde vist ikke helt de samme talenter som London på det tidspunkt.
Men der skulle være lavet minimum 10 udgaver, som han selv omarrangerede. 

Det giver det jo et meget menneskeligt træk, syntes jeg!

Ved sidste prøve havde vi den "rigtige" dirigent til at lede os.
Giancarlo Andretta har været chefdirigent i Århus symfoniorkester siden 2003 og har en meget tydelig passion for sit arbejde. Jeg har endnu ikke oplevet ham gnaven eller i dårligt humør, tværtimod har han med humor præsteret at få tenorer og basser til at kikke op, mens de læser noder... Nu mangler alle vi andre bare. Hans syn på musik smitter af, og jeg sad det meste af prøven og virkelig anstrengte mig for, at læse noderne perfekt og få dem ud i den rigtige timing - til trods for at jeg synger efter gehør og ikke kan læse noder, andet end se når det går op eller ned... Jeg sad også og ønskede, at jeg var så dygtig at jeg kunne kontakte ham og bede om enetimer, for jeg tror han ville kunne udøve mirakler.

Sidder lige nu og irriterer mine naboer. For der findes en hjemmeside, hvor man kan få afspillet den stemme man skal synge - og det har jeg gjort på repeat siden jeg kom hjem, for 2 timer siden. (http://www.cyberbass.com/)
Men ih hvor jeg glæder mig til at komme til kor i aften. Der er altid nye mennesker at sidde ved siden af, og interessante historier at høre - når vi altså ikke synger. For det er jo det, vi primært kommer efter.

Det bliver også super fantastisk når der kommer orkester på, men det sker desværre først på selve koncertdagen. Heldigvis får vi lige lov til at øve en generalprøve først, inden publikum bliver lukket ind.
Det er nok meget godt!

No comments:

Post a Comment