"Dage du ikke glemmer..."

Kender du de dage du bare ikke glemmer?
Dage der går ind i din hukommelsesbank som nogle af dem der kan trækkes frem på kolde grå vinterdage?

Mine er blandt andet fra Indien, hvor jeg for engangs skyld kunne holde varmen.

Farverne der dominerer overalt, sarier og kulørte tunikaer.
Jeg elsker at huske på farverne der var overalt og fik mig i godt humør så snart jeg trak gardinerne fra om morgenen. Jeg hang tit ud af vinduet inden jeg gik ned til morgenmad. Udsigtet var skøn - samtidig med at den var rigtig forfærdelig.
På den ene side af vejen lå hotellet, et beboelseskvarter og boder langs vejen med alt - og jeg mener alt: der var levende kyllinger, gamle bøger i stakke, kulørte armbånd og plastik smykker i bunker, frugt stablet op i flotte tårne, en gadeskrædder der sad med en træde symaskine osv... På den anden side var der en enkelt række med boder og små butikker og bagved det lå slummen.
Gråt, beskidt, larmende... og alligevel var det kontrasten mellem de to sider af vejen der gav det hele et helt specielt liv.

Bilerne brugte hornet hele tiden, så larmen var enorm. Tit holdt det hele stille mens nogle få utålmodige sjæle prøvede at væve sig ind og ud mellem auto-rickshaws, taxaer, biler, motorcykler, scotere, almindelige cykler og rigtig mange fodgængere.
Det eneste tidspunkt der var cirka stille, var fra kl 01-06. Men det gjorde intet, for det var integreret med det at være i Indien, at det ville have været mærkeligt hvis der var stille.
(Nu boede jeg også i en del af Mumbai der ikke normalt ser turister, så det at trafikken stod stille? Måske noget med en blondine der hang ud af et vindue fra 2 sal og kiggede på folk?)

Maam, maam, can I get you anything, maam? You smell nice, maam. What are you using? (soap?!) Can I carry your bags maam? Where are you from maam? Denmark? where is that maam?

En dreng - der sikkert i hans verden var en mand, fulgte mig troligt fra jeg kom ned fra mit værelse og ind til restauranten - Han stoppede udenfor og snakkede med vagten til hotellet mens jeg spiste og var så klar til at hjælpe mig med alt muligt når jeg kom ud igen.
I get you rickshaw maam? Where you go next, maam? To Internet café maam? You need help maam?
Det var ikke altid jeg behøvede at svare ham, selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne. Men han var i reglen bare glad for at kunne grine stort til de andre ung-tjenere over at han turde snakke med mig.

Jeg fik flere gange mulighed for at bruge hans assistance så jeg kunne komme til at stikke ham nogle drikkepenge, jeg tror ikke de fik en særlig god betaling fra hotellet. Men det er vel heller ikke nødvendigt når der officielt er 17 mio indbyggere i Mumbai og Gud ved hvor mange flere, hvis man tæller slumstormerne og fortorvs folket med...

Gud hvor jeg savner at rejse, at møde nye mennesker, se nye ting, spise ny mad, tjekke facts, LÆRE...
Det perfekte for mig ville være at få det seneste job jeg har søgt, hvor en stor del er at skulle rejse og se en masse af de ting præcis jeg lægger mærke til. De ting der giver en lidt anden vinkel på det hele, humoren i at en 15 årig flirter med en der kunne være hans mor... Se, det grinede jeg jo meget af, og gav lidt flere drikkepenge...