Battle of the Nations

Sidder og griner af kærlige mænd der krammer hinanden.
Det gælder nok ikke helt som kram - men det ser kærligt ud?

Nogle middelalder venner er taget til Polen, for at deltage i Battle of the Nations, et slags VM i middelalder kamp i fuldrustning.

Det første jeg så, var meget gule kontrollører - hvilket fik mig til at tænke på "Glow-sticks".
"Glow in the dark Knights"?
Skal man også knække dem her på midten for at få dem til at lyse?
For ser du, det ville forklare alle de kram de kæmpende uddeler!
De lægger kælent hovederne sammen og prøver så at smække armene om hinanden
- sværd og skjold kommer i vejen og dem prøver de ihærdigt at komme af med, men de sidder fast og derfor slår de lidt på hinanden i "kramme" forsøget.

Jeg håber at det kommer til at virke mere seriøst senere hen, når det bliver "vores" drenge der skal ind på slagmarken. Men når de kan vinde pga en panserhandske der er gået lidt i et led og ikke fordi de har fået så mange bank at de ikke kan stå op længere - ja så går lidt af glansen af... For mig...

Jeg er sikker på at der er mange der er helt oppe og køre over teknikkerne der bliver lagt i og tidsalderen på rustningen osv...

Mit beklædnings blik fandt straks Rus-bukser og vikinge kjortler... Og officielle damer i jeans.
Om jeg er lidt kritisk? Ja, når de slår det stort op, så skal det helst i min verden være så korrekt som muligt.
Specielt når kravet for deltagelse var, at man har et komplet sæt middelalder tøj.
(Vikinge tøj og middelalder tøj er ikke det samme.)

Men for mig var det heller aldrig kampene det kom an på.
For mig var det stemningen på pladsen - specielt når publikum var gået hjem.
Den fornemmelse af sammenhold, os mod resten af verdenen, plads til de mærkeligere af os, plads til alle...

Og så er det forresten fløjtende ligegyldigt, hvad folk har på af tøj, eller ej...
Bare de har det sjovt.

Lede mig...

Eller...

Jeg blev ringet op af personalet på Fars plejehjem idag. En dame der spurgte om jeg ville køre far til Neurolog i morgen.
Jeg har sovet virkelig dårligt i nat, så jeg kunne slet ikke overskue at skulle ud og "være på" allerede, så jeg sagde nej tak. At jeg desværre ikke kunne, fordi der havde været en meget kort frist fra deres side.
Det havde været meningen at han skulle til neurolog d.10 april, men det havde de lavet om, uden at sige noget til mig, og den dato havde jeg været klar...

Istedet har jeg planer om at besøge ham, når jeg alligevel skal passe hund og bil for mor i weekenden. Så kan han få et besøg af en meget emsig teenage hund der larmer når hun ikke får sin vilje.
Godt hun er skøn, ellers ville man blive skør af hende.

Jeg må desværre indrømme at jeg har dårlig samvittighed over at have sagt nej, men på den anden side så har jeg vel egentlig lov til at have et liv der ikke involverer ham.
Så jeg har besluttet mig for at det var okay, at vælge mig selv, fremfor min far...