Hmmm... Ja okay...
Foerst og fremmest saa er mit moede med Namans foraeldre blevet udskudt til i morgen, fordi hans foraeldre lige skulle noget i aften. Derudover fik jeg lige afvide at han har sagt til sin mor at jeg er en potentiel svigerdatter?! Bare for at forklare hvorfor han inviterer mig hjem?!!!!!! HVA BE HVA?!
Jeg kunne ikke lade vaere med at grine, for jeg er SAA langt fra at vaere en svigerdatter som noget, for det foerste er jeg 15 aar aeldre end ham, og for det andet Nej Tak... Der er andre hernede som er MEGET mere interessante end ham. For at sige det paent - hm, var det paent?
Men han grinede mens han sagde det, saa jeg tror, og haaber, at han tager pis paa sin mor og at hun er klar over det... I min verden skal man ikke have en undskyldning for at invitere en ven eller veninde med hjem, men det skal man maaske her?
Som de nu goer det bedst, saa er hverken skraedderen med polo'er til mor faerdig, eller min egen sari - ja okay tror nok at min sari er faerdig, men fruen var der ikke, hun ville komme i morgen og hjaelpe mig med den der. Saa jeg skulle gerne faa mine sidste ting da, og naa at pakke dem ned i min efterhaanden overbelastede kuffert. Vil gerne have taget en del billeder af hvordan den skal saettes fast paa mig, saa jeg ved det til en anden gang...
Niyati og Zoya kom forbi idag og vi gik op paa restauranten paa oeverste etage for at spise, hygge og saa de kunne ryge hookah. Vi havde det ret sjovt og jeg fik taget lidt billeder af dem, som jeg nok skal laegge op naar jeg engang kommer i naerheden af noget ordentligt internet, der vil samarbejde med min mobil... Suk...
Men derudover saa er jeg ved at vaere klar til at skulle ud og have en drink for sidste gang her i Mumbai - for denne gang - Saa vidt jeg ved, saa bliver vi: Atit, Mangal, Naman og mig... Saa bare fordi jeg kan, saa vil jeg tage paent toej paa og have saa meget sjov som jeg kan. De er alle blevet nogle venner som jeg gerne vil holde kontakten med naar jeg kommer hjem.
Har foresten faaet skrevet en ret god artikkel paa engelsk om det at vaere her i Mumbai som single, meget hvid kvinde og om alle de forskelle der er. Saa skal bare have kopieret den over paa en pind og sendt den til de aviser som jeg har faaet en mailadresse paa.
Irene Mathiasen
Freelance journalist...
Tuesday, 18 January 2011
Monday, 17 January 2011
To dage endnu
Saa jeg er saa smaat begyndt at pakke min kuffert igen. Iflg mine papirer fra Turkish Airlines, saa kan jeg have op til 30 kg med i flyet - hm, tror bestemt der er mere...
Jeg flyver hjem paa torsdag, torsdag morgen for at vaere praecis. Flyver kl 05.25 og lufthavnen har oeget sikkerheden saa de beder om at man skal komme 3 timer foer afgang, saa vi tager fra hotellet kl 01.45. Det giver lidt tid til at diskutere prisen paa ekstra bagage...
Var ude og koebe film igaar - og mere stof - saa jeg skal til at vaere kreativ for at smide rundt med kufferten.
Det skal nok blive sjovt at tage med toget fra Kbh til Aarhus. Har allerede bestemt mig for at jeg gerne maa tage en taxa hjem i Aarhus.
Men fandt noget rigtig laekkert stof igaar og senere idag skal jeg forbi min skraedder og proeve min sari, med bluse og underskoert. Saa har de lige en dag til at rette i, hvis det ikke er helt perfekt. Glaeder mig til at proeve den paa, for den er virkelig smuk! Fruen til ejeren har lovet at vise mig hvordan man saetter den rigtigt.
Bliver noedt til at hoppe af igen, har lidt travlt idag, skal hjem til Namans foraeldre og hilse paa i aften og se hvad det er de importerer og eksporterer. Spaendende, Naman har lovet at jeg maa koebe noget af det, hvis jeg falder for nogle af tingene.
Jeg flyver hjem paa torsdag, torsdag morgen for at vaere praecis. Flyver kl 05.25 og lufthavnen har oeget sikkerheden saa de beder om at man skal komme 3 timer foer afgang, saa vi tager fra hotellet kl 01.45. Det giver lidt tid til at diskutere prisen paa ekstra bagage...
Var ude og koebe film igaar - og mere stof - saa jeg skal til at vaere kreativ for at smide rundt med kufferten.
Det skal nok blive sjovt at tage med toget fra Kbh til Aarhus. Har allerede bestemt mig for at jeg gerne maa tage en taxa hjem i Aarhus.
Men fandt noget rigtig laekkert stof igaar og senere idag skal jeg forbi min skraedder og proeve min sari, med bluse og underskoert. Saa har de lige en dag til at rette i, hvis det ikke er helt perfekt. Glaeder mig til at proeve den paa, for den er virkelig smuk! Fruen til ejeren har lovet at vise mig hvordan man saetter den rigtigt.
Bliver noedt til at hoppe af igen, har lidt travlt idag, skal hjem til Namans foraeldre og hilse paa i aften og se hvad det er de importerer og eksporterer. Spaendende, Naman har lovet at jeg maa koebe noget af det, hvis jeg falder for nogle af tingene.
Sunday, 16 January 2011
Manglende gen
Jeg har vaeret ude til frokost idag, blev inviteret af en soed butiksejer og hans frue. Rigtig soede mennesker!
Som jeg altid goer, tog jeg afsted i god tid. Hvilket jeg er rigtig glad for, for selvom Deepak lavede et fint lille kort til mig, med pile, gadenavne og et stort kryds hvor deres bygning... Ja, jeg gik vild... Eller rettere, jeg gik for langt og maatte gaa tilbage og spoerge alle jeg moedte paa min vej om jeg gik i den rigtige retning. Men det er jo ogsaa en maade at moede mennesker paa.
De boede paa 6 sal og fjollede mig gik op af alle trapperne til 4.sal hvor jeg moedte en mand der tog mig med i elevatoren og bankede paa den rigtige doer for mig. De grinede meget af min fantastiske evne til at fare vild, paa trods af et kort og meget kort vej derhen... men det var okay, for jeg grinede ogsaa - kan jeg andet?!
Jeg er meget glad for at jeg havde taget noget af det haandvaerk med fra dk til dem. Jeg havde to broderede poser til at opbevare ting i, og en akvarel af en del af den gamle by. De blev meget glade for det og jeg var glad for at kunne give det til dem. Jeg ville ikke have kunnet lide at komme uden noget. Det er ret uhoefligt, syntes jeg, naar man kommer et sted for foerste gang.
Vi fik en rigtig hyggelig frokost, der var 4 retter paa bordet. Fisk, kylling, en groen ret med linser og en roed ret med linser og boenner. Dertil chapati broed og ris. Jeg var rigtig dygtig og spiste kun med hoejre haand. Men jeg kunne nemt se at de er meget bedre til det end jeg. Jeg fik ikke rigtig det hele med, og maatte koncentrere mig for ikke at ende med mad i hele hovedet.
Efter maden sad vi i deres sofa og sludrede igen, de forklarede lidt om hinduisme og de fire kaster der er. Fandt ogsaa ud af at min vaert var fra kriger kasten og nedstammer fra konger. Midt i det hele ringede en niece og de gik paa Skype for at sludre, jeg blev praesenteret og hele samtalen foregik paa engelsk saa jeg ogsaa kunne vaere med. Dejligt. Det viste sig at fruen i huset kender et par journalister saa hun ringede hurtigt til dem og spurgte om de ikke kunne give mig et par mail adresser, naar jeg nu skriver saa meget om mine oplevelser, saa de ogsaa kunne laese om det i deres aviser. Dem skulle jeg gerne faa i morgen...
Spaendende ikke?!
Som jeg altid goer, tog jeg afsted i god tid. Hvilket jeg er rigtig glad for, for selvom Deepak lavede et fint lille kort til mig, med pile, gadenavne og et stort kryds hvor deres bygning... Ja, jeg gik vild... Eller rettere, jeg gik for langt og maatte gaa tilbage og spoerge alle jeg moedte paa min vej om jeg gik i den rigtige retning. Men det er jo ogsaa en maade at moede mennesker paa.
De boede paa 6 sal og fjollede mig gik op af alle trapperne til 4.sal hvor jeg moedte en mand der tog mig med i elevatoren og bankede paa den rigtige doer for mig. De grinede meget af min fantastiske evne til at fare vild, paa trods af et kort og meget kort vej derhen... men det var okay, for jeg grinede ogsaa - kan jeg andet?!
Jeg er meget glad for at jeg havde taget noget af det haandvaerk med fra dk til dem. Jeg havde to broderede poser til at opbevare ting i, og en akvarel af en del af den gamle by. De blev meget glade for det og jeg var glad for at kunne give det til dem. Jeg ville ikke have kunnet lide at komme uden noget. Det er ret uhoefligt, syntes jeg, naar man kommer et sted for foerste gang.
Vi fik en rigtig hyggelig frokost, der var 4 retter paa bordet. Fisk, kylling, en groen ret med linser og en roed ret med linser og boenner. Dertil chapati broed og ris. Jeg var rigtig dygtig og spiste kun med hoejre haand. Men jeg kunne nemt se at de er meget bedre til det end jeg. Jeg fik ikke rigtig det hele med, og maatte koncentrere mig for ikke at ende med mad i hele hovedet.
Efter maden sad vi i deres sofa og sludrede igen, de forklarede lidt om hinduisme og de fire kaster der er. Fandt ogsaa ud af at min vaert var fra kriger kasten og nedstammer fra konger. Midt i det hele ringede en niece og de gik paa Skype for at sludre, jeg blev praesenteret og hele samtalen foregik paa engelsk saa jeg ogsaa kunne vaere med. Dejligt. Det viste sig at fruen i huset kender et par journalister saa hun ringede hurtigt til dem og spurgte om de ikke kunne give mig et par mail adresser, naar jeg nu skriver saa meget om mine oplevelser, saa de ogsaa kunne laese om det i deres aviser. Dem skulle jeg gerne faa i morgen...
Spaendende ikke?!
Saturday, 15 January 2011
Wellness dag... Mmmmmmmmm
Saa endelig fik jeg taget mig sammen til at holde en spa dag, sammen med Niyati og Zoya. De kom og hentede mig omkring kl 13, vi gik ned i restauranten i stueetagen og fik frokost inden vi tog afsted mod Juhu. Ja, det hedder omraadet... Vi startede med at finde et vekselbureau, saa jeg kunne faa vekslet min medbragte valuta. Det var rart at det var blevet gjort, for det gav mig lige til 10 dages hotel, spa turen og en vildt flot sari, men mere om det senere.
Vi fandt spa stedet, det laa ovenpaa en beroemt haarsalon og man skulle klemme sig ind i den mindste elevator som jeg nogen sinde har set! Stedet var meget moerkt, med taendte stearinlys og en kraftig duft af roegelse. Naar oejnene lige havde vaennet sig til det, ar det ret rart. Vi fik en rundtur og blev spurgt hvad vi havde lyst til. Vi valgte en omgang massage, manicure og pedicure.
Jeg startede ud med massage, fantastisk! Jeg glemmer altid hvor anspaendt jeg er, indtil nogen tager fat i mine muskler. Det burde vaere noget som man bare fik hver maaned eller oftere!
Efter en dejlig omgang massage, gik jeg ud hvor Niyati sad og fik ordnet foedder og haender. Hun grinede af mit meget afslappede udtryk. Da hun var faerdig, blev det min tur. En mand sad ved mine foedder og en kvinde ordnede mine haender. Mine foedder har aldrig foelt sig mere forkaelede! Det hele tog omkring 3 timer og jeg elskede det! Jeg er gaaet derfra med pink neglelak paa taerne, dejlig bloed hud! Mine fingre, haender og underarme har aldrig foeltes saadan! Jeg fandt det meget nemt at sidde og bare nyde hele seancen.
Jeg fik en fransk manicure paa fingerne, og det var manden der lavede det. Han brugte maaske 5 minutter ialt paa begge haender. Og jeg har aldrig set noget mere praecist. Hold da op!!! Hans haender rystede slet ikke da han uden skabelon lagde den hvide tip paa.
Bagefter blev jeg hentet af Naman, der var i en tilstand af surmuleri.
Han havde ment at jeg skulle have ladet vaere med at invitere pigerne med mig i spa, fordi han ikke mente at de fortjente det. Saa han surmulede over at jeg selv tog en beslutning. Jeg kiggede paa ham, som jeg bedst goer det, tog min Ipod frem og hoerte musik hele vejen hjem, mens jeg saa ud paa de menneskelige myrer, med enorme bylter paa hovederne...
Inden vi ankom til hotellet, spurgte han mig, hvor jeg tog ham hen senere - vi skulle have vaeret ud og danse - jeg kiggede paa ham med loeftede oejenbryn og spurgte om vi snakkede igen? Da han skulle til at fortaelle mig hvordan jeg skal bruge mine penge en gang til, affaerdigede jeg ham og sagde at vi ikke skulle nogen steder, for jeg havde ikke lyst mere.
Jeg hoppede ud af auto rickshaw'en ved hotellet og gik ind alene.
Jeg var dygtig og fik betalt for hotellet frem til igaar, saa nu mangler jeg kun at betale for de sidste 5 dage, hvilket jeg goer inden jeg tjekker ud onsdag aften/nat. Jeg er meget glad for at de stiller en bil til raadighed fra hotellet!
Oppe paa vaerelset blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad sidde inde, saa jeg tog min taske og gik ud igen. Fandt om bag nogle bygninger - hvor jeg tidligere havde set en butik med stof - og gik ind. Det var det naest bedste jeg har gjort paa hele min tur hernede!
Der var en hyggelig mand derinde, som talte et godt engelsk, han viste mig en masse smukke sari stoffer og jeg endte med at bruge en mindre formue paa en sari, hvor de saa syr blusen og underskoertet til den. Jeg skal proeve den paa tirsdag. Han tilboed ogsaa at hans frue ville vise mig hvordan den skal saettes, saa jeg ved hvordan man goer, inden jeg tager hjem. Fruen kom ogsaa, og var lige saa venlig og vi endte med at sidde og tale i 2 timer.
De har inviteret mig til frokost senere idag og jeg har fundet nogle af de danske ting frem, som jeg vil give som vaertinde gave. Fruen gav mig en masse fine ting igaar. Hun gav mig 4 stykker sesam slik kugler, en kegle med uraffineret roersukker, en kasse roegelse og en smuk gul blomst der duftede saa dejligt - den ligger nu paa mit natbord og dufter. Jeg glaeder mig til at komme forbi dem og se hvordan et indisk hjem ser ud indefra. Og til at proeve at vaere gaest paa en anden maade.
Da jeg gik hjem, gik jeg ind omkring BaskinRobbins - et is sted - og bestilte chokolade og mango is. Tog det med hjem til hotellet og sad og spiste det, da Naman og hans ven bankede paa. De kom ind med store smil paa og sagde at de ville tage mig med ud og spise aftensmad. Jeg insisterede paa at jeg foerst ville spise min is - skraekkeligt spild ellers, og det er kun anden gang jeg har faaet is hernede...
Vi tog afsted i en rickshaw og koerte kort, til vi kom til det hotel, vi har spist forkost paa mange gange foer. Hans ven tog videre og det var kun Naman og jeg der spiste aftensmad. Jeg har ham mistaenkt for at have planlagt det, saa vi kunne tale ud om sagerne. Hvilket vi ogsaa gjorde. Jeg fik forklaret ham at jeg er en voksen kvinde, det er mine penge og at jeg nok selv skulle bestemme hvad og hvem jeg bruger dem paa! Han bakkede en anelse ud og kom med en lam undskyldning om at han da ville have fundet nogle mere vaerdige piger som jeg kunne have taget med. Jeg loeftede oejenbrynet igen, og han stoppede... Tror muligvis at min kropssprog lovede ham bank, hvis han blev ved...?! Saa vi er vist blevet venner igen. Han vil stadig gerne invitere mig hjem til sine foraeldre, saa jeg kan se hvad faderen saelger af kunsthaandvaerk - haaber vi naar det.
Vi fandt spa stedet, det laa ovenpaa en beroemt haarsalon og man skulle klemme sig ind i den mindste elevator som jeg nogen sinde har set! Stedet var meget moerkt, med taendte stearinlys og en kraftig duft af roegelse. Naar oejnene lige havde vaennet sig til det, ar det ret rart. Vi fik en rundtur og blev spurgt hvad vi havde lyst til. Vi valgte en omgang massage, manicure og pedicure.
Jeg startede ud med massage, fantastisk! Jeg glemmer altid hvor anspaendt jeg er, indtil nogen tager fat i mine muskler. Det burde vaere noget som man bare fik hver maaned eller oftere!
Efter en dejlig omgang massage, gik jeg ud hvor Niyati sad og fik ordnet foedder og haender. Hun grinede af mit meget afslappede udtryk. Da hun var faerdig, blev det min tur. En mand sad ved mine foedder og en kvinde ordnede mine haender. Mine foedder har aldrig foelt sig mere forkaelede! Det hele tog omkring 3 timer og jeg elskede det! Jeg er gaaet derfra med pink neglelak paa taerne, dejlig bloed hud! Mine fingre, haender og underarme har aldrig foeltes saadan! Jeg fandt det meget nemt at sidde og bare nyde hele seancen.
Jeg fik en fransk manicure paa fingerne, og det var manden der lavede det. Han brugte maaske 5 minutter ialt paa begge haender. Og jeg har aldrig set noget mere praecist. Hold da op!!! Hans haender rystede slet ikke da han uden skabelon lagde den hvide tip paa.
Bagefter blev jeg hentet af Naman, der var i en tilstand af surmuleri.
Han havde ment at jeg skulle have ladet vaere med at invitere pigerne med mig i spa, fordi han ikke mente at de fortjente det. Saa han surmulede over at jeg selv tog en beslutning. Jeg kiggede paa ham, som jeg bedst goer det, tog min Ipod frem og hoerte musik hele vejen hjem, mens jeg saa ud paa de menneskelige myrer, med enorme bylter paa hovederne...
Inden vi ankom til hotellet, spurgte han mig, hvor jeg tog ham hen senere - vi skulle have vaeret ud og danse - jeg kiggede paa ham med loeftede oejenbryn og spurgte om vi snakkede igen? Da han skulle til at fortaelle mig hvordan jeg skal bruge mine penge en gang til, affaerdigede jeg ham og sagde at vi ikke skulle nogen steder, for jeg havde ikke lyst mere.
Jeg hoppede ud af auto rickshaw'en ved hotellet og gik ind alene.
Jeg var dygtig og fik betalt for hotellet frem til igaar, saa nu mangler jeg kun at betale for de sidste 5 dage, hvilket jeg goer inden jeg tjekker ud onsdag aften/nat. Jeg er meget glad for at de stiller en bil til raadighed fra hotellet!
Oppe paa vaerelset blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad sidde inde, saa jeg tog min taske og gik ud igen. Fandt om bag nogle bygninger - hvor jeg tidligere havde set en butik med stof - og gik ind. Det var det naest bedste jeg har gjort paa hele min tur hernede!
Der var en hyggelig mand derinde, som talte et godt engelsk, han viste mig en masse smukke sari stoffer og jeg endte med at bruge en mindre formue paa en sari, hvor de saa syr blusen og underskoertet til den. Jeg skal proeve den paa tirsdag. Han tilboed ogsaa at hans frue ville vise mig hvordan den skal saettes, saa jeg ved hvordan man goer, inden jeg tager hjem. Fruen kom ogsaa, og var lige saa venlig og vi endte med at sidde og tale i 2 timer.
De har inviteret mig til frokost senere idag og jeg har fundet nogle af de danske ting frem, som jeg vil give som vaertinde gave. Fruen gav mig en masse fine ting igaar. Hun gav mig 4 stykker sesam slik kugler, en kegle med uraffineret roersukker, en kasse roegelse og en smuk gul blomst der duftede saa dejligt - den ligger nu paa mit natbord og dufter. Jeg glaeder mig til at komme forbi dem og se hvordan et indisk hjem ser ud indefra. Og til at proeve at vaere gaest paa en anden maade.
Da jeg gik hjem, gik jeg ind omkring BaskinRobbins - et is sted - og bestilte chokolade og mango is. Tog det med hjem til hotellet og sad og spiste det, da Naman og hans ven bankede paa. De kom ind med store smil paa og sagde at de ville tage mig med ud og spise aftensmad. Jeg insisterede paa at jeg foerst ville spise min is - skraekkeligt spild ellers, og det er kun anden gang jeg har faaet is hernede...
Vi tog afsted i en rickshaw og koerte kort, til vi kom til det hotel, vi har spist forkost paa mange gange foer. Hans ven tog videre og det var kun Naman og jeg der spiste aftensmad. Jeg har ham mistaenkt for at have planlagt det, saa vi kunne tale ud om sagerne. Hvilket vi ogsaa gjorde. Jeg fik forklaret ham at jeg er en voksen kvinde, det er mine penge og at jeg nok selv skulle bestemme hvad og hvem jeg bruger dem paa! Han bakkede en anelse ud og kom med en lam undskyldning om at han da ville have fundet nogle mere vaerdige piger som jeg kunne have taget med. Jeg loeftede oejenbrynet igen, og han stoppede... Tror muligvis at min kropssprog lovede ham bank, hvis han blev ved...?! Saa vi er vist blevet venner igen. Han vil stadig gerne invitere mig hjem til sine foraeldre, saa jeg kan se hvad faderen saelger af kunsthaandvaerk - haaber vi naar det.
Thursday, 13 January 2011
Pokkers maade at vaagne paa
Saa jeg blev vaekket kl 6.50 i morges, ved at nogen proevede at komme ind i mit hotelvaerelse, kunne hoere en noegle og at haandtaget blev forsoegt trykket ned...
Da personen blev ved, stod jeg op og gik over til doeren og spurgte hvem det var?! Intet svar, men personen forsoegte igen at aabne doeren, jeg raabte at jeg altsaa ikke delte vaerelse med nogen og hvem helvede det var, stadig intet svar. Personen opgav efter 2-3 minutter og da var jeg endelig vaagen nok til at have taget toej paa og overveje hvad jeg lige skulle goere. Da der havde vaeret stille lidt, aabnede jeg doeren og der var selvfoelgelig ingen derude.
Ringede ned til receptionen og spurgte om de havde sendt nogen op til mig, efter jeg havde skulle forklare at Nej, jeg ville IKKE have sendt nogen op, men at jeg ville vide om DE havde sendt nogen op. Proevede han at fortaelle mig at det sikkert var drengen med aviserne. Men det vidste jeg godt at det ikke var, for han larmer ikke og der kom foerst aviser efter jeg havde lagt paa.
Men jeg var blevet ret forskraekket og det var foerst efter, at jeg kom til at taenke paa hvad jeg kunne bruge som vaaben i tilfaelde af at nogen rent faktisk kommer ind i mit vaerelse. Jeg har en gaffel liggende ovenpaa koeleskabet, men den kommer man ikke langt med, jo det goer ondt at faa den jaget i haanden - bare spoerg Jan - men ville det vaere nok.
Fandt min parfume frem saa nu staar den ogsaa saa den er nem at faa fat i, og jeg VED at den goer ondt at faa i oejnene, for det har jeg engang proevet ved et uheld.
Saa har indtil nu vaeret lettere urolig, og irriteret over at jeg ikke bare aabnede doeren og gav personen et meget hoejt moegfald. Men samtidig kan jeg ikke lade vaere med at huske paa at jeg trods alt er fremmed, enlig og derfor et nemmere bytte, end hvis jeg havde vaeret sammen med en anden.
Da personen blev ved, stod jeg op og gik over til doeren og spurgte hvem det var?! Intet svar, men personen forsoegte igen at aabne doeren, jeg raabte at jeg altsaa ikke delte vaerelse med nogen og hvem helvede det var, stadig intet svar. Personen opgav efter 2-3 minutter og da var jeg endelig vaagen nok til at have taget toej paa og overveje hvad jeg lige skulle goere. Da der havde vaeret stille lidt, aabnede jeg doeren og der var selvfoelgelig ingen derude.
Ringede ned til receptionen og spurgte om de havde sendt nogen op til mig, efter jeg havde skulle forklare at Nej, jeg ville IKKE have sendt nogen op, men at jeg ville vide om DE havde sendt nogen op. Proevede han at fortaelle mig at det sikkert var drengen med aviserne. Men det vidste jeg godt at det ikke var, for han larmer ikke og der kom foerst aviser efter jeg havde lagt paa.
Men jeg var blevet ret forskraekket og det var foerst efter, at jeg kom til at taenke paa hvad jeg kunne bruge som vaaben i tilfaelde af at nogen rent faktisk kommer ind i mit vaerelse. Jeg har en gaffel liggende ovenpaa koeleskabet, men den kommer man ikke langt med, jo det goer ondt at faa den jaget i haanden - bare spoerg Jan - men ville det vaere nok.
Fandt min parfume frem saa nu staar den ogsaa saa den er nem at faa fat i, og jeg VED at den goer ondt at faa i oejnene, for det har jeg engang proevet ved et uheld.
Saa har indtil nu vaeret lettere urolig, og irriteret over at jeg ikke bare aabnede doeren og gav personen et meget hoejt moegfald. Men samtidig kan jeg ikke lade vaere med at huske paa at jeg trods alt er fremmed, enlig og derfor et nemmere bytte, end hvis jeg havde vaeret sammen med en anden.
Wednesday, 12 January 2011
En uge tilbage
Saa jeg har en uge tilbage af mit Indiens eventyr og jeg vil gerne indroemme at jeg ikke har set ret mange turist steder, men jeg har til gengaeld faaet et meget unikt indblik i deres hverdag hernede. Jeg har set alle deres mange farver, baade de triste og de straalende. Jeg er blevet roert ved af tiggende boern og voksne. Jeg har koert i den forkerte vejbane mere end en gang, og her mener jeg ikke kun at de koerer i hoejre side, men ogsaa at de koerer i venstre hvis de mener de skal fremad hurtigere end alle andre.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
En uge tilbage
Saa jeg har en uge tilbage af mit Indiens eventyr og jeg vil gerne indroemme at jeg ikke har set ret mange turist steder, men jeg har til gengaeld faaet et meget unikt indblik i deres hverdag hernede. Jeg har set alle deres mange farver, baade de triste og de straalende. Jeg er blevet roert ved af tiggende boern og voksne. Jeg har koert i den forkerte vejbane mere end en gang, og her mener jeg ikke kun at de koerer i hoejre side, men ogsaa at de koerer i venstre hvis de mener de skal fremad hurtigere end alle andre.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
Monday, 10 January 2011
HORN OK PLEASE
Jeg ser mange maerkelige ting i Indien, men maerkelige i den forstand at de er anderledes fra hvordan det er i DK.
F.eks staar der bag paa de fleste biler "HORN OK PLEASE" Og det tager de alle sammen saa serioest at de dytter paa livet loes. De dytter for at goere opmaerksom paa sig selv, paa at de nu koerer indenom, koerer i modsatte retning, vil forbi, eller bare hvis der er blevet groent for et semi sekund siden og ingen har flyttet sig endnu.
Jeg er meget glad for, at jeg ikke skal koere hernede, og kan kun give rejseboegerne ret.
Hvis du overvejer at koere bil hernede, lad vaere!
Der er godt nok trafik regler, men ingen syntes at foelge dem.
Hvis der er et lyskryds, saa kan alle lysene i det vaere taendt paa samme tid. Med baade pile den ene og den anden vej, samt det roede lys der blinker muntert...
Blev hentet igaar af Niyati. Det var Zoya's foedselsdag, hun blev 17. Ja de er alle skraekkeligt unge, men meget underholdende...
Vi koerte afsted til noget der bliver kaldt et "mega mall".
Auto rickshaw chauffoeren mente bestemt han vidste hvor det var, og for saa selv vild. Han maatte spoerge to andre chauffoerer om vej, inden vi endelig kom i den rigtige retning. Men jeg var glad, for saa fik jeg set mere af Mumbai, og igaar var det saa en masse baggyder med hunde, katte - ja har endelig set katte hernede - og en masse mennesker der lever deres liv saa alle kan se det.
Naar man koerer forbi fortorvene, ser man mange bylter liggende overalt, eller lagt op i traerne. Det er fortorvs folket, der har hele deres liv deroppe. Deres liv syntes elendigt, og alligevel ser man mange smaa boern der render rundt og leger og har det sjovt. Sikkert inden de bliver store nok til at gaa ud og tigge blandt de hurtigt koerende biler, rickshaws, motorcykler osv.
Talte med Niyati om det, og hendes mening er at de slet ikke har lyst til at faa et arbejde, eller til at arbejde for pengene. Hun sagde at hvis man tilbyder dem, at de kan komme og lave et stykke arbejde for en, og saa vil man betale dem for det, saa siger de nej tak. Hvis de bliver flyttet ind i et hus af regeringen, saa saelger de huset, tager pengene og flytter ud paa gaderne igen. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det giver et godt billede af hvordan middelklassen ser paa dem.
Vi lavede ikke meget i det mega mall, vi kiggede paa vinduer, fandt en McDonalds - som de er helt i svime over hernede og kalder sund mad?! Og sad i en times tid og snakkede. Vi havde fundet to af hendes venner som der holdt os med selskab.
Jeg fik dem overtalt til at vi skulle ned i bunden af stedet, for da vi var kommet ind havde jeg set en butik som JEG ville ind i "Costa's" en kaffe cafe, med RIGTIG kaffe. Saa jeg bestilte den stoerste kop kaffe de havde og brugte lang tid paa at drikke den, mens de stadig snakkede loes paa Hindi.
Jeg forstaar ikke saa forfaerdelig meget, men til tider kan jeg laese deres kropssprog og saa smider de engelske ord ind ogsaa. Saa som regel har jeg en god ide om hvad der foregaar.
Der var oven i koebet en Vero Moda / Jack & Jones butik. Saa Danmark bliver da repraesenteret hernede. Og det lyder som om jeg ikke har set flere danske produkter og det har jeg bestemt. Oven i koebet en reklame for Grundfos paa siden af en bus...
Efter vi havde brugt 3 timer paa at sidde og snakke - og drikke kaffe - koerte vi afsted for at moedes med Zoya.
Undervejs stoppede vi ved et kryds eller noget og auto rickshaw'en blev omringet af boern. To paa hver side, der alle rakte armene ind for at tigge om penge og roere ved os. Jeg fik verfet nogle af haenderne vaek, da de skulle til at roere mig i ansigtet. Men ikke alle sammen. Det er ikke altid lige nemt at ignorere dem. Men jeg kunne heller ikke lade vaere med at grine til dem inden vi koerte videre og haaber ikke det blev opfattet arrogant.
Zoya havde valgt at vi skulle fejre hendes dag, et sted hvor "hookah" er in. Det er naermest som et diskotek, med DJ og meget daempet lys og i dette her specielle sted, var der saekkestole rundt omkring nogle meget lave borde, hvor vandpiben blev placeret saa alle kunne komme til.
Paa doeren ind, havde jeg bidt maerke i at man skal vaere 18 for at vaere der, men det lod ikke til at bekymre nogle af dem, og jeg tvivler paa at nogle af dem er over 18... Men det var meget hyggeligt, vi fik roeget lidt - nej de andre gjorde - jeg sad og kiggede paa dem og rokkede med til musikken og grinede af dem, da de alle skulle roere ved mit haar... "Det er bare saa bloedt...!" Vi kom oven i koebet ud og danse lidt. Og ja jeg foelte mig lidt som en kegle, men man kommer langt med at grine af sig selv.
Vi blev der til kl 20.20 og saa koerte vi over til Niyati's lejligheds kompleks, hvor hun og jeg ventede et stykke tid paa Naman.
Naman havde vaeret til en screen test igaar og det var gaaet ret godt iflg ham selv. Han var ihvertfald i maegtig godt humoer. Det er en screen test til en film der skal indspilles engang i Maj, saa han skal naa at finde nogle muskler frem i traeningscentret inden da - fyren vejer omkring 50 kg og er lidt hoejere end mig...! Men altsaa rollen som han er i betragtning til er som tredie hovedrolle. Og de andre to der er tale om, er nogle af de stoerre skuespillere i Indien.
F.eks staar der bag paa de fleste biler "HORN OK PLEASE" Og det tager de alle sammen saa serioest at de dytter paa livet loes. De dytter for at goere opmaerksom paa sig selv, paa at de nu koerer indenom, koerer i modsatte retning, vil forbi, eller bare hvis der er blevet groent for et semi sekund siden og ingen har flyttet sig endnu.
Jeg er meget glad for, at jeg ikke skal koere hernede, og kan kun give rejseboegerne ret.
Hvis du overvejer at koere bil hernede, lad vaere!
Der er godt nok trafik regler, men ingen syntes at foelge dem.
Hvis der er et lyskryds, saa kan alle lysene i det vaere taendt paa samme tid. Med baade pile den ene og den anden vej, samt det roede lys der blinker muntert...
Blev hentet igaar af Niyati. Det var Zoya's foedselsdag, hun blev 17. Ja de er alle skraekkeligt unge, men meget underholdende...
Vi koerte afsted til noget der bliver kaldt et "mega mall".
Auto rickshaw chauffoeren mente bestemt han vidste hvor det var, og for saa selv vild. Han maatte spoerge to andre chauffoerer om vej, inden vi endelig kom i den rigtige retning. Men jeg var glad, for saa fik jeg set mere af Mumbai, og igaar var det saa en masse baggyder med hunde, katte - ja har endelig set katte hernede - og en masse mennesker der lever deres liv saa alle kan se det.
Naar man koerer forbi fortorvene, ser man mange bylter liggende overalt, eller lagt op i traerne. Det er fortorvs folket, der har hele deres liv deroppe. Deres liv syntes elendigt, og alligevel ser man mange smaa boern der render rundt og leger og har det sjovt. Sikkert inden de bliver store nok til at gaa ud og tigge blandt de hurtigt koerende biler, rickshaws, motorcykler osv.
Talte med Niyati om det, og hendes mening er at de slet ikke har lyst til at faa et arbejde, eller til at arbejde for pengene. Hun sagde at hvis man tilbyder dem, at de kan komme og lave et stykke arbejde for en, og saa vil man betale dem for det, saa siger de nej tak. Hvis de bliver flyttet ind i et hus af regeringen, saa saelger de huset, tager pengene og flytter ud paa gaderne igen. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det giver et godt billede af hvordan middelklassen ser paa dem.
Vi lavede ikke meget i det mega mall, vi kiggede paa vinduer, fandt en McDonalds - som de er helt i svime over hernede og kalder sund mad?! Og sad i en times tid og snakkede. Vi havde fundet to af hendes venner som der holdt os med selskab.
Jeg fik dem overtalt til at vi skulle ned i bunden af stedet, for da vi var kommet ind havde jeg set en butik som JEG ville ind i "Costa's" en kaffe cafe, med RIGTIG kaffe. Saa jeg bestilte den stoerste kop kaffe de havde og brugte lang tid paa at drikke den, mens de stadig snakkede loes paa Hindi.
Jeg forstaar ikke saa forfaerdelig meget, men til tider kan jeg laese deres kropssprog og saa smider de engelske ord ind ogsaa. Saa som regel har jeg en god ide om hvad der foregaar.
Der var oven i koebet en Vero Moda / Jack & Jones butik. Saa Danmark bliver da repraesenteret hernede. Og det lyder som om jeg ikke har set flere danske produkter og det har jeg bestemt. Oven i koebet en reklame for Grundfos paa siden af en bus...
Efter vi havde brugt 3 timer paa at sidde og snakke - og drikke kaffe - koerte vi afsted for at moedes med Zoya.
Undervejs stoppede vi ved et kryds eller noget og auto rickshaw'en blev omringet af boern. To paa hver side, der alle rakte armene ind for at tigge om penge og roere ved os. Jeg fik verfet nogle af haenderne vaek, da de skulle til at roere mig i ansigtet. Men ikke alle sammen. Det er ikke altid lige nemt at ignorere dem. Men jeg kunne heller ikke lade vaere med at grine til dem inden vi koerte videre og haaber ikke det blev opfattet arrogant.
Zoya havde valgt at vi skulle fejre hendes dag, et sted hvor "hookah" er in. Det er naermest som et diskotek, med DJ og meget daempet lys og i dette her specielle sted, var der saekkestole rundt omkring nogle meget lave borde, hvor vandpiben blev placeret saa alle kunne komme til.
Paa doeren ind, havde jeg bidt maerke i at man skal vaere 18 for at vaere der, men det lod ikke til at bekymre nogle af dem, og jeg tvivler paa at nogle af dem er over 18... Men det var meget hyggeligt, vi fik roeget lidt - nej de andre gjorde - jeg sad og kiggede paa dem og rokkede med til musikken og grinede af dem, da de alle skulle roere ved mit haar... "Det er bare saa bloedt...!" Vi kom oven i koebet ud og danse lidt. Og ja jeg foelte mig lidt som en kegle, men man kommer langt med at grine af sig selv.
Vi blev der til kl 20.20 og saa koerte vi over til Niyati's lejligheds kompleks, hvor hun og jeg ventede et stykke tid paa Naman.
Naman havde vaeret til en screen test igaar og det var gaaet ret godt iflg ham selv. Han var ihvertfald i maegtig godt humoer. Det er en screen test til en film der skal indspilles engang i Maj, saa han skal naa at finde nogle muskler frem i traeningscentret inden da - fyren vejer omkring 50 kg og er lidt hoejere end mig...! Men altsaa rollen som han er i betragtning til er som tredie hovedrolle. Og de andre to der er tale om, er nogle af de stoerre skuespillere i Indien.
Saturday, 8 January 2011
Muligvis i dansehumoer...?
Saa jeg endte med at komme ud og shoppe igaar, da Naman kom forbi omkring kl 14 og spurgte mig hvad jeg gerne ville i dagens anledning. Jeg fik sagt at jeg ville have mig et par nye levi's jeans og vi koerte afsted i en auto rickshaw i en rum tid.
Fandt et godt og meget flot sted som jeg bestemt gerne vil tilbage til igen, det laa i naerheden af Powai lake, eller noget. Meget flotte bygninger, creme farvede og velholdte. Desvaerre var der ikke laengere en Levi's butik der, saa vi koerte et andet sted hen, hvor det tog ret lang tid, da Naman sendte ham i alle mulige retninger. Han talte om at det var hurtigere paa den maade, jeg er ikke sikker paa at han havde ret, men jeg noed turen, for jeg fik set en masse af Mumbais dobbelthed.
Det er ret fasinerende med alle de forskelle der er, fattigdom og righed. Rent og beskidt... Paa en 20 mins tur, kan man naa at se alle forskellene.
Vi kom hen til et andet indkoebscenter hvor de havde en Levi's butik og jeg fik et par bukser med mig ind i proeverummet. Til min store fryd kunne jeg se at jeg er gaaet et nummer ned i stoerrelse...
Desvaerre oedelagde ekspedienten det, ved at fortaelle mig at disse her bukser havde en del mere elastik i stoffet, og derfor skulle man gerne et nummer ned... Pokkers, troede lige...
Men nej, hvordan skulle det vaere muligt at tabe sig her, naar maden smager saa godt og fylder saa meget. Deres portioner for en person, burde vaere for to, og jeg kaemper dagligt for at spise bare halvdelen.
Ekspedienten proevede selvfoelgelig at saelge mig flere par bukser, og jeg har nu proevet skinny ogsaa, men nej, mine ben ser bare fjollede ud i dem, og synsmaessigt ser jeg ud til at vaelte. Bootcut, er stadig mit buksevalg.
Gik ind i en bog butik bagefter og fandt en Dan Brown, da jeg forlaengst er faerdig med den bog jeg havde med mig. Fandt ogsaa en vegetarisk kogebog, med ret mange af de retter i som jeg bedst kan lide hernede, og er faktisk spaendt paa at komme hjem og proeve at lave det selv.
Maaske ender jeg ligefrem med at kunne lave mad?!
Vi endte paa en bar hvor vi ventede paa 5 andre mennesker. Naman havde i dagens anledning bestemt sig for at ham og Niyati godt kunne vaere i lokale sammen, saa hun og Zoya kom, Atit kom ogsaa og var lige saa behagelig som altid. Han kiggede paa de billeder jeg har taget til nu, med mit elendige mobil kamera, og sagde at de faktisk var gode - saa hoeflig er han.
Saa spurgte han og jeg ville se hans, og hev en Blackberry frem med en masse billeder af ham sammen med en masse kendte, selv Salman... Pokkers!
Han har arbejdet for et eller andet selskab der havde med beroemtheder at goere i over et aar og havde faaet et godt forhold til mange af dem. Inden han gik solo og aabnede sin egen restaurant.
En anden fyr kom, og jeg er meget glad for at han stavede sit navn, for det meste lyder som volapyk naar de ogsaa taler hurtigt. Ham her hedder Kavash og har et sikkerhedsfirma med udsmidere osv. Han var en af de unge mennesker der bestemt har taget Bollywoods toejstil til sig. Hans skjorte var aaben helt ned til midt paa brystet...
Efter et stykke tid kom den sidste af selskabet. Han var ret lys i huden, smilede meget og var tydelig vellidt af de fleste. Han hedder Vinnod og viste sig at vaere en beroemthed - ikke at jeg kender noget som helst til hvad han har lavet. Men de andre var ret glade for ham, og jeg maa indroemme at jeg kunne godt lide hans selskab.
I det hele taget er de fleste af Namans venner nogle rare mennesker og for det mest velopdragne og hoeflige, lige som jeg har det bedst med - ja ja, ved det godt, jeg ER meget gammeldags. Men jeg kan godt lide naar folk siger paent goddag, farvel, tak og saa videre...
Det viste sig at Kavash bor i gaa afstand af mit hotel og han tilboed at tage mig med ud at danse i aften sammen med Atit. Haaber at Atit kommer med, for ham stoler jeg lidt mere paa end paa Kavash...
Ja og her gik stroemmen til hele omraadet, saa nu skriver jeg dagen efter, d.9 Januar...
Men altsaa Kavash dukkede op ved mit hotel kl 23.30 paa min foedselsdag og fik receptionen til at ringe op til mig. Jeg har en grum tanke om at han mente jeg var et nemt bytte. Og mine instinkter gik totalt amok og jeg fik sagt til ham at det foerst var d.8 at vi skulle i byen.
Da Naman og Niyati dukkede op dagen efter fik jeg sagt til naman at jeg ikke stoler ret meget paa Kavash og han gav mig ret i at der er noget uldent ved ham. Faktisk gik han saa vidt som at sige at jeg kun skulle tage med i byen, hvis Atit eller han var med. For de to ville sikre sig at jeg kom hjem sikkert. Hmmmm...?!
Da klokken var omkring 21 var jeg lidt vel loren ved det hele, og gik ned i receptionen for at tale med ham der sidder der. Han kunne fortaelle at de som regel ikke tillader at der kommer gaester op paa vaerelserne, og da slet ikke op til en enlig, fremmed, kvinde. For hvis det var en inder der blev udsat for noget, ville de kunne bestikke politiet til at tillade hotellet at fortsaette, men hvis det var mig, saa ville hverken mit land eller Indien lade det ligge og saa ville hotellet have problemer.
Min aftale med dem i receptionen, blev at hvis der kommer nogen efter kl 23 skal de sendes vaek igen. De behoever ikke engang at ringe op til mig. Kun Naman eller familie maa komme i kontakt med mig efter da.
Saa jeg endte med IKKE at komme ud og danse, hvilket er lidt trist, for jeg vil gerne opleve den side af den indiske ungdom ogsaa. Har sagt til Naman at vi skal ud og danse paa naeste fredag eller loerdag, saa jeg har proevet det inden jeg tager hjem igen.
Paa den mere fjollede side... Saa har jeg faaet det rigtige mobilnummer paa Salman Khan og overvejer hvad og om jeg skal skrive til ham. Jeg ved godt at jeg aldrig faar saadan en chance igen, og det ville aerge mig hvis jeg nu kunne moede ham og jeg ikke fik proevet det.
Forslag til hvad jeg skal skrive er meget velkomne!!!
Fandt et godt og meget flot sted som jeg bestemt gerne vil tilbage til igen, det laa i naerheden af Powai lake, eller noget. Meget flotte bygninger, creme farvede og velholdte. Desvaerre var der ikke laengere en Levi's butik der, saa vi koerte et andet sted hen, hvor det tog ret lang tid, da Naman sendte ham i alle mulige retninger. Han talte om at det var hurtigere paa den maade, jeg er ikke sikker paa at han havde ret, men jeg noed turen, for jeg fik set en masse af Mumbais dobbelthed.
Det er ret fasinerende med alle de forskelle der er, fattigdom og righed. Rent og beskidt... Paa en 20 mins tur, kan man naa at se alle forskellene.
Vi kom hen til et andet indkoebscenter hvor de havde en Levi's butik og jeg fik et par bukser med mig ind i proeverummet. Til min store fryd kunne jeg se at jeg er gaaet et nummer ned i stoerrelse...
Desvaerre oedelagde ekspedienten det, ved at fortaelle mig at disse her bukser havde en del mere elastik i stoffet, og derfor skulle man gerne et nummer ned... Pokkers, troede lige...
Men nej, hvordan skulle det vaere muligt at tabe sig her, naar maden smager saa godt og fylder saa meget. Deres portioner for en person, burde vaere for to, og jeg kaemper dagligt for at spise bare halvdelen.
Ekspedienten proevede selvfoelgelig at saelge mig flere par bukser, og jeg har nu proevet skinny ogsaa, men nej, mine ben ser bare fjollede ud i dem, og synsmaessigt ser jeg ud til at vaelte. Bootcut, er stadig mit buksevalg.
Gik ind i en bog butik bagefter og fandt en Dan Brown, da jeg forlaengst er faerdig med den bog jeg havde med mig. Fandt ogsaa en vegetarisk kogebog, med ret mange af de retter i som jeg bedst kan lide hernede, og er faktisk spaendt paa at komme hjem og proeve at lave det selv.
Maaske ender jeg ligefrem med at kunne lave mad?!
Vi endte paa en bar hvor vi ventede paa 5 andre mennesker. Naman havde i dagens anledning bestemt sig for at ham og Niyati godt kunne vaere i lokale sammen, saa hun og Zoya kom, Atit kom ogsaa og var lige saa behagelig som altid. Han kiggede paa de billeder jeg har taget til nu, med mit elendige mobil kamera, og sagde at de faktisk var gode - saa hoeflig er han.
Saa spurgte han og jeg ville se hans, og hev en Blackberry frem med en masse billeder af ham sammen med en masse kendte, selv Salman... Pokkers!
Han har arbejdet for et eller andet selskab der havde med beroemtheder at goere i over et aar og havde faaet et godt forhold til mange af dem. Inden han gik solo og aabnede sin egen restaurant.
En anden fyr kom, og jeg er meget glad for at han stavede sit navn, for det meste lyder som volapyk naar de ogsaa taler hurtigt. Ham her hedder Kavash og har et sikkerhedsfirma med udsmidere osv. Han var en af de unge mennesker der bestemt har taget Bollywoods toejstil til sig. Hans skjorte var aaben helt ned til midt paa brystet...
Efter et stykke tid kom den sidste af selskabet. Han var ret lys i huden, smilede meget og var tydelig vellidt af de fleste. Han hedder Vinnod og viste sig at vaere en beroemthed - ikke at jeg kender noget som helst til hvad han har lavet. Men de andre var ret glade for ham, og jeg maa indroemme at jeg kunne godt lide hans selskab.
I det hele taget er de fleste af Namans venner nogle rare mennesker og for det mest velopdragne og hoeflige, lige som jeg har det bedst med - ja ja, ved det godt, jeg ER meget gammeldags. Men jeg kan godt lide naar folk siger paent goddag, farvel, tak og saa videre...
Det viste sig at Kavash bor i gaa afstand af mit hotel og han tilboed at tage mig med ud at danse i aften sammen med Atit. Haaber at Atit kommer med, for ham stoler jeg lidt mere paa end paa Kavash...
Ja og her gik stroemmen til hele omraadet, saa nu skriver jeg dagen efter, d.9 Januar...
Men altsaa Kavash dukkede op ved mit hotel kl 23.30 paa min foedselsdag og fik receptionen til at ringe op til mig. Jeg har en grum tanke om at han mente jeg var et nemt bytte. Og mine instinkter gik totalt amok og jeg fik sagt til ham at det foerst var d.8 at vi skulle i byen.
Da Naman og Niyati dukkede op dagen efter fik jeg sagt til naman at jeg ikke stoler ret meget paa Kavash og han gav mig ret i at der er noget uldent ved ham. Faktisk gik han saa vidt som at sige at jeg kun skulle tage med i byen, hvis Atit eller han var med. For de to ville sikre sig at jeg kom hjem sikkert. Hmmmm...?!
Da klokken var omkring 21 var jeg lidt vel loren ved det hele, og gik ned i receptionen for at tale med ham der sidder der. Han kunne fortaelle at de som regel ikke tillader at der kommer gaester op paa vaerelserne, og da slet ikke op til en enlig, fremmed, kvinde. For hvis det var en inder der blev udsat for noget, ville de kunne bestikke politiet til at tillade hotellet at fortsaette, men hvis det var mig, saa ville hverken mit land eller Indien lade det ligge og saa ville hotellet have problemer.
Min aftale med dem i receptionen, blev at hvis der kommer nogen efter kl 23 skal de sendes vaek igen. De behoever ikke engang at ringe op til mig. Kun Naman eller familie maa komme i kontakt med mig efter da.
Saa jeg endte med IKKE at komme ud og danse, hvilket er lidt trist, for jeg vil gerne opleve den side af den indiske ungdom ogsaa. Har sagt til Naman at vi skal ud og danse paa naeste fredag eller loerdag, saa jeg har proevet det inden jeg tager hjem igen.
Paa den mere fjollede side... Saa har jeg faaet det rigtige mobilnummer paa Salman Khan og overvejer hvad og om jeg skal skrive til ham. Jeg ved godt at jeg aldrig faar saadan en chance igen, og det ville aerge mig hvis jeg nu kunne moede ham og jeg ikke fik proevet det.
Forslag til hvad jeg skal skrive er meget velkomne!!!
Thursday, 6 January 2011
7 januar...
Ja saa er det saa min foedselsdag idag.
Jeg blev trukket ud af sengen kl 24.01 igaar af Naman der hamrede paa min doer. Han ville vaere den foerste til at oenske mig tillykke med foedselsdagen. Han var fornuftig nok, til at komme med en chokolade kage... Han medbragte ogsaa en ven Adit - ham der har egen restaurant et eller andet sted i Mumbai. Og de to sang saa foedselsdagssang for mig og da jeg havde skaaret kagen for - med en gaffel - fodrede de mig begge to et stykke kage.
Aabenbart en tradition. Jeg fik lidt for mange associationer til bryllupper, specielt da Naman tvaerede et stykke ud paa kinden af mig... Skal bestemt lige vide hvad det betyder i deres verden?!
Nej jeg tror ikke jeg er blevet gift med ham, men tanken om at det skulle bringe held og lykke i det naeste aar gik da igennem mit hoved. Hvorpaa jeg gik ud og vaskede ansigtet igen.
Jeg har ingen ide om hvad der kommer til at ske idag, hvad de har af planer for mig. I teorien er det mig der skal bestemme hvad der skal ske, men jeg HAR sagt at hvis jeg skal bestemme, saa vil jeg moede Salman Khan, og det kommer nok ikke ligefrem til at ske - manden er en meget travl mand, og lidt for kendt, til bare at gaa paa gaden og moedes med mig. Haaber at vi kan komme et sted hen, hvor jeg kan faa en ordentlig kop kaffe. Det ville faktisk goere min dag, tror jeg. Naar nu Salman khan er udelukket...
Skriver mere senere...
Jeg blev trukket ud af sengen kl 24.01 igaar af Naman der hamrede paa min doer. Han ville vaere den foerste til at oenske mig tillykke med foedselsdagen. Han var fornuftig nok, til at komme med en chokolade kage... Han medbragte ogsaa en ven Adit - ham der har egen restaurant et eller andet sted i Mumbai. Og de to sang saa foedselsdagssang for mig og da jeg havde skaaret kagen for - med en gaffel - fodrede de mig begge to et stykke kage.
Aabenbart en tradition. Jeg fik lidt for mange associationer til bryllupper, specielt da Naman tvaerede et stykke ud paa kinden af mig... Skal bestemt lige vide hvad det betyder i deres verden?!
Nej jeg tror ikke jeg er blevet gift med ham, men tanken om at det skulle bringe held og lykke i det naeste aar gik da igennem mit hoved. Hvorpaa jeg gik ud og vaskede ansigtet igen.
Jeg har ingen ide om hvad der kommer til at ske idag, hvad de har af planer for mig. I teorien er det mig der skal bestemme hvad der skal ske, men jeg HAR sagt at hvis jeg skal bestemme, saa vil jeg moede Salman Khan, og det kommer nok ikke ligefrem til at ske - manden er en meget travl mand, og lidt for kendt, til bare at gaa paa gaden og moedes med mig. Haaber at vi kan komme et sted hen, hvor jeg kan faa en ordentlig kop kaffe. Det ville faktisk goere min dag, tror jeg. Naar nu Salman khan er udelukket...
Skriver mere senere...
Ugyldig flybillet hjem... suk
Ja det maatte jo ske, ja altsaa den del hvor der gaar noget galt.
Fik endelig Naman til at ringe til flyselskabet igaar og de kunne fortaelle mig at da jeg ikke rejste med dem ned, paa den paagaeldende dato, ja saa er min hjemrejsebillet ugyldig.
Jeg er igang med at proeve at komme i kontakt med GoLeif, for at faa dem til at annullere den til d.21 januar og bestille den igen. Har faaet lovning paa at Jet Airways vil refundere mine penge uden at traekke et gebyr og saa skulle jeg kunne faa en billet igen. Haaber det virkelig er saa nemt, eller hvad skal vi lige kalde det...?!
Efter jeg fik det afvide igaar, var jeg dybt frustreret og klar til bare at bruge penge paa en ny billet hjem nu, fordi jeg kom i tanke om hvor nemt det er at bo i et land man kender, og hvor svaert det er her i forhold til. Og det er uden at sige noget om at jeg har det meget nemt. Jeg er kvinde, jeg er turist, jeg kan tage hjem herfra igen...
Bare taenk paa alle dem der ikke kan, og hvor de andre klasser mener at de selv er ude om det hele, fordi de blev foedt i den "forkerte" kaste. Spurgte Naman om de fattige og han kom med en meget interessant tanke. Interessant fordi den er SAA blind.
Han sagde at de fattige i virkeligheden har det ret godt, ja de bor i slummen, men de skal ikke betale husleje og de kan vaere gadesaelgere der tjener op til 100.000 Rs om maaneden. Uden problemer. De vildt rige har det ogsaa nemt, for de har alle pengene. Og at det er dem i middelklassen der er fanget og har de stoerste problemer.
Ja hvis ALLE de fattige gik paa gaden og solgte ting, kunne det godt vaere at de kunne tjene godt paa det, men det er det ikke. Laeste en artikkel i en af aviserne idag der fortalte om en tidligere politibetjent der havde vaeret kontrakt ansat og var kommet til skade med den ene oeje og ben i tjenesten. Han var blevet fyret paa graat papir og han og hans familie sover nu paa fortorvet. Hvis de er heldige kan de tigge sig til 100 Rs pr dag. Det er ingenting! Det er omkring 12 kr... Han fortalte at han kunne heller ikke tage familien med sig tilbage til den landsby hvor han kommer fra, fordi dem han bekaempede leder efter ham og vil slaa ham og familien ihjel hvis de faar en chance.
Saa livet er ikke fedt for de fattige, de kan kun haabe paa at de kan finde nok penge til at sende deres boern i skole og at ungerne er kloge nok til et af de faa legater der bliver sat fra til de fattigste - hvis de altsaa kan finde pengene til boeger...
Vil gaa hjem og overveje hvad jeg vil goere i morgen - paa min foedelsdag.
Skrives...
Fik endelig Naman til at ringe til flyselskabet igaar og de kunne fortaelle mig at da jeg ikke rejste med dem ned, paa den paagaeldende dato, ja saa er min hjemrejsebillet ugyldig.
Jeg er igang med at proeve at komme i kontakt med GoLeif, for at faa dem til at annullere den til d.21 januar og bestille den igen. Har faaet lovning paa at Jet Airways vil refundere mine penge uden at traekke et gebyr og saa skulle jeg kunne faa en billet igen. Haaber det virkelig er saa nemt, eller hvad skal vi lige kalde det...?!
Efter jeg fik det afvide igaar, var jeg dybt frustreret og klar til bare at bruge penge paa en ny billet hjem nu, fordi jeg kom i tanke om hvor nemt det er at bo i et land man kender, og hvor svaert det er her i forhold til. Og det er uden at sige noget om at jeg har det meget nemt. Jeg er kvinde, jeg er turist, jeg kan tage hjem herfra igen...
Bare taenk paa alle dem der ikke kan, og hvor de andre klasser mener at de selv er ude om det hele, fordi de blev foedt i den "forkerte" kaste. Spurgte Naman om de fattige og han kom med en meget interessant tanke. Interessant fordi den er SAA blind.
Han sagde at de fattige i virkeligheden har det ret godt, ja de bor i slummen, men de skal ikke betale husleje og de kan vaere gadesaelgere der tjener op til 100.000 Rs om maaneden. Uden problemer. De vildt rige har det ogsaa nemt, for de har alle pengene. Og at det er dem i middelklassen der er fanget og har de stoerste problemer.
Ja hvis ALLE de fattige gik paa gaden og solgte ting, kunne det godt vaere at de kunne tjene godt paa det, men det er det ikke. Laeste en artikkel i en af aviserne idag der fortalte om en tidligere politibetjent der havde vaeret kontrakt ansat og var kommet til skade med den ene oeje og ben i tjenesten. Han var blevet fyret paa graat papir og han og hans familie sover nu paa fortorvet. Hvis de er heldige kan de tigge sig til 100 Rs pr dag. Det er ingenting! Det er omkring 12 kr... Han fortalte at han kunne heller ikke tage familien med sig tilbage til den landsby hvor han kommer fra, fordi dem han bekaempede leder efter ham og vil slaa ham og familien ihjel hvis de faar en chance.
Saa livet er ikke fedt for de fattige, de kan kun haabe paa at de kan finde nok penge til at sende deres boern i skole og at ungerne er kloge nok til et af de faa legater der bliver sat fra til de fattigste - hvis de altsaa kan finde pengene til boeger...
Vil gaa hjem og overveje hvad jeg vil goere i morgen - paa min foedelsdag.
Skrives...
Wednesday, 5 January 2011
Sari stof og Kurta stof...!!!
Saa jeg er begyndt at finde mig selv til rette hernede, er kommet saa langt at jeg er begyndt at gaa rundt i omraadet omkring hotellet og gaar ind i butikkerne og taler med folk - saa kan man se hvor desperat jeg er efter voksent selskab naar jeg overfalder sagesloese indere i deres butikker og de slet ikke kan slippe vaek. Nej, tror faktisk de syntes det er meget sjovt.
Jeg fandt en stofbutik igaar, han sludrede loes alt i mens han fandt det ene toerklaede frem efter det andet, og endeloese Kurta'er - en kurta er en slags tunika der enten er slidset op i siderne og gaar til knaeerne, eller en lang udgave der gaar ned over knaeene og som naermest er en kjole. De fleste er i farver som kun ser godt ud paa indere men det viste sig at ham her ogsaa havde stof til at lave dem ud af og jeg endte med at koebe til tre. Og et par leggings og to toerklaeder. Han sendte en dreng ind efter en sodavand til mig, gav mig sin stol og sludrede saa med mig i ret lang tid. Om hvor jeg var fra, hvad jeg lavede og imens raabte han ud til de mennesker der kom forbi at han havde en tosset turist som gaest i butikken og de var behoerigt imponeret og kom ogsaa over for at grine med over at jeg havde betalt ham naesten det som han havde bedt om. Ja jeg pruttede, men kun en lille smule, for priserne paa det samme stof, koster meget mere inde i byen og jeg kunne godt lide ideen om at jeg havde reddet hans omsaetning for dagen. Han havde til gengaeld skaffet mig noget fint bomuldsstof.
Gik op til cybercafeen, hvor jeg ikke kom laengere end til halvtaget, foer en af dem der sidder udenfor og syr paa meget gamle symaskiner, kunne fortaelle mig at den var lukket for dagen, pga en daarlig internet forbindelse. Ham jeg talte med, viste sig at vaere skraedder, og jeg spurgte ham om han ville kunne kopiere noget for mig. Han fortalte mig hvor der var endnu en stofbutik og jeg gik tilbage til hotellet med mit bytte inden jeg gik over paa den anden side og tjekkede den anden stofbutik ud.
Dette var en sari butik - ja okay, de havde ogsaa andet, men mest sari stof. Jeg fik fortalt at jeg gerne ville se paa stof og pludselig laa der de smukkeste stykker stof foran mig. FARLIGT!
Jeg endte med at koebe 7 sarier, alle i meget smukke farver og de fleste til at sy af. Gik hjem til hotellet og spredte det hele ud paa min seng mens jeg frydede mig over farverne og moenstrene. Fandt 4 stykker stof frem, mors Polo skjorte og gik ned til skraedderen med det hele. Han tog maal af skjorten mens jeg kiggede paa og valgte tre af stofferne ud - det sidste ville falde forkert hvis det blev syet op i en polo. Og jeg kom derfra med et loefte om at de tre ville vaere faerdige paa mandag og at jeg selvfoelgelig faar resterne af stoffet med mig igen. 450 Rs skal jeg af med for at faa syet 3 polo'er. Meget spaendt paa hvordan resultatet bliver. For hvis det bliver godt, skal jeg have bestilt nogle flere til hende. Og saa ogsaa lige til mig selv, nu jeg er igang.
Men alt i alt, er jeg begyndt at finde roen i mig selv hernede. Det holdt haardt en overgang, men jeg er begyndt at foele mig - om ikke hjemme - saa rimelig tryg. Specielt efter jeg har vaeret saa meget rundt i mit naer omraade. Hvilket er godt, for lille Naman har ikke vaeret paa besoeg siden i forgaars.
Han spurgte mig hvad jeg oensker mig i foedselsdagsgave og jeg svarede Salman Khan... Siden har jeg ikke set ham, saa hvis der en morgen staar noget om Salmans bortfoerelse i aviserne, ved jeg hvem der gjorde det. Nej pjat, han sagde at han ville se om han kunne arrangere et moede, men han var ikke sikker paa at han kunne. For Salman er lidt uberegnelig, og nogen gange vil han gerne stille op til saadan noget og andre gange faar man en saek lort i hovedet...
Men fik ogsaa grint af den bemaerkning over geden sammen med Naman, der kunne fortaelle mig, at den er god nok. Hvis gedens ejere ser at man tager billeder af den, kan man godt risikere at de smider sten efter en. Den er aabenbart ogsaa et helligt dyr hernede - hvorpaa de spiser den... Men jeg kan godt maerke at der er en meget stor forskel i kulturer, og at jeg nogle gange kommer til at traede i spinaten pga min humor, mit frisind, eller mit koen. For selv om kvinder er noget der bliver passet paa, hernede. Gaar der ikke en dag uden at jeg laeser i aviserne at nogen er blevet tortureret af svigerfamilien pga manglende medgift, voldtaget af arbejdsgivere, eller myrdet af den simple grund at deres familie ikke har raad til dem. Skraemmende tanker!
Jeg fandt en stofbutik igaar, han sludrede loes alt i mens han fandt det ene toerklaede frem efter det andet, og endeloese Kurta'er - en kurta er en slags tunika der enten er slidset op i siderne og gaar til knaeerne, eller en lang udgave der gaar ned over knaeene og som naermest er en kjole. De fleste er i farver som kun ser godt ud paa indere men det viste sig at ham her ogsaa havde stof til at lave dem ud af og jeg endte med at koebe til tre. Og et par leggings og to toerklaeder. Han sendte en dreng ind efter en sodavand til mig, gav mig sin stol og sludrede saa med mig i ret lang tid. Om hvor jeg var fra, hvad jeg lavede og imens raabte han ud til de mennesker der kom forbi at han havde en tosset turist som gaest i butikken og de var behoerigt imponeret og kom ogsaa over for at grine med over at jeg havde betalt ham naesten det som han havde bedt om. Ja jeg pruttede, men kun en lille smule, for priserne paa det samme stof, koster meget mere inde i byen og jeg kunne godt lide ideen om at jeg havde reddet hans omsaetning for dagen. Han havde til gengaeld skaffet mig noget fint bomuldsstof.
Gik op til cybercafeen, hvor jeg ikke kom laengere end til halvtaget, foer en af dem der sidder udenfor og syr paa meget gamle symaskiner, kunne fortaelle mig at den var lukket for dagen, pga en daarlig internet forbindelse. Ham jeg talte med, viste sig at vaere skraedder, og jeg spurgte ham om han ville kunne kopiere noget for mig. Han fortalte mig hvor der var endnu en stofbutik og jeg gik tilbage til hotellet med mit bytte inden jeg gik over paa den anden side og tjekkede den anden stofbutik ud.
Dette var en sari butik - ja okay, de havde ogsaa andet, men mest sari stof. Jeg fik fortalt at jeg gerne ville se paa stof og pludselig laa der de smukkeste stykker stof foran mig. FARLIGT!
Jeg endte med at koebe 7 sarier, alle i meget smukke farver og de fleste til at sy af. Gik hjem til hotellet og spredte det hele ud paa min seng mens jeg frydede mig over farverne og moenstrene. Fandt 4 stykker stof frem, mors Polo skjorte og gik ned til skraedderen med det hele. Han tog maal af skjorten mens jeg kiggede paa og valgte tre af stofferne ud - det sidste ville falde forkert hvis det blev syet op i en polo. Og jeg kom derfra med et loefte om at de tre ville vaere faerdige paa mandag og at jeg selvfoelgelig faar resterne af stoffet med mig igen. 450 Rs skal jeg af med for at faa syet 3 polo'er. Meget spaendt paa hvordan resultatet bliver. For hvis det bliver godt, skal jeg have bestilt nogle flere til hende. Og saa ogsaa lige til mig selv, nu jeg er igang.
Men alt i alt, er jeg begyndt at finde roen i mig selv hernede. Det holdt haardt en overgang, men jeg er begyndt at foele mig - om ikke hjemme - saa rimelig tryg. Specielt efter jeg har vaeret saa meget rundt i mit naer omraade. Hvilket er godt, for lille Naman har ikke vaeret paa besoeg siden i forgaars.
Han spurgte mig hvad jeg oensker mig i foedselsdagsgave og jeg svarede Salman Khan... Siden har jeg ikke set ham, saa hvis der en morgen staar noget om Salmans bortfoerelse i aviserne, ved jeg hvem der gjorde det. Nej pjat, han sagde at han ville se om han kunne arrangere et moede, men han var ikke sikker paa at han kunne. For Salman er lidt uberegnelig, og nogen gange vil han gerne stille op til saadan noget og andre gange faar man en saek lort i hovedet...
Men fik ogsaa grint af den bemaerkning over geden sammen med Naman, der kunne fortaelle mig, at den er god nok. Hvis gedens ejere ser at man tager billeder af den, kan man godt risikere at de smider sten efter en. Den er aabenbart ogsaa et helligt dyr hernede - hvorpaa de spiser den... Men jeg kan godt maerke at der er en meget stor forskel i kulturer, og at jeg nogle gange kommer til at traede i spinaten pga min humor, mit frisind, eller mit koen. For selv om kvinder er noget der bliver passet paa, hernede. Gaar der ikke en dag uden at jeg laeser i aviserne at nogen er blevet tortureret af svigerfamilien pga manglende medgift, voldtaget af arbejdsgivere, eller myrdet af den simple grund at deres familie ikke har raad til dem. Skraemmende tanker!
Monday, 3 January 2011
Yay, sightseeing...!
Saa kom vi endelig paa lidt sightseeing...
Startede ud med at jeg blev ringet op af receptionisten der ville hoere om jeg havde bestilt en bil for dagen...? Ikke saa vidt jeg vidste, saa jeg bad ham vente lidt og proevede saa at ringe Naman op fra min hotel telefon - intet held... Saa jeg gik ned i receptionen og fik ham til at forklare mig det, een gang til.
Han grinede undskyldende til mig og fortalte at det var min ven Naman der havde ringet ham op, sagt til ham at han skulle bestille en bil til os, til kl 10 og at jeg skulle betale 1300 Rs for det. Oookay?
Der var ikke ret meget andet at goere end vente paa Naman og saa finde ud af hvad han havde i tankerne. Da han endelig kom var den 10.30 og bilen havde holdt der i over en halv time. Vi hoppede ind og den koerte os ned i byen hvor vi aabenbart skulle i kirke. Gudstjenesten, hvis man kan kalde det, det. Varede i 3 timer!!! Jeg har aldrig vaeret ude for noget lignende, og det meste af tiden sad jeg og taenkte paa den stakkels bil, der meget hellere ville koere rundt med mig i Mumbai end holde paa en varm P-plads.
Grunden til at det tog saa lang tid, var fordi der var en pastor fra South Carolina paa besoeg, saa alle skulle vise hvad de kunne og bagefter skulle han jo ogsaa vise hvordan han bar sig ad. Det var meget som en slags frikirke, hvor alle sang med paa de popsange de mente var salmer. Det var okay, jeg har ikke noget imod at gaa til en pop koncert, mit problem kommer naar de fortaeller mig at verden snart gaar under, men at netop VI der var medlemmer af denne kirke, vil blive sparet. Lidt for meget Jehovas vidner for mig. Men endelig efter tre timer, kunne vi komme ud ogen, hvilket jeg var lykkelig for, for jeg hundefroes! De havde A/C 'en blaesende lige ned paa mig, og der var aerlig talt ikke nok mennesker i rummet til at varme det op. Selvom der var godt fyldt.
Vi koerte en tur i en dejlig varm bil bagefter - den havde staaet i solen.
Vi koerte hen til et eller andet sted, hvor vi skulle springe ud af bilen mens den holdt i et lyskryds. De andre to gik meget hurtigt og jeg taenkte at de nok gerne ville finde et sted at spise, da ingen af os havde faaet morgenmad. Men pludselig stod vi i koe for at komme ind i et Krishna tempel og jeg blev hurtigt verfet ind i dame linien.
Efter en tur gennem metal detektorer og hvad de kalder en "pad down" var vi inde i templets forgaard. De andre to fandt mig hurtigt og vi gik over hvor man tager skoene af. Mine roeg ned i min taske. Ville meget gerne have dem paa igen. Saa over for at vaske haender og hurtigt ind i en koe igen.
Jeg har aldrig vaeret saa hurtigt inde og ude af et tempel foer! Selvom der nok var 2000 mennesker, saa tog det ikke mere end en 20-25 min. Jeg fik hurtigt set en Krishna figur og fik lov til at sige nej tak til dem der gerne ville saelge mig blomster og andet.
Fik ogsaa den udsoegte fornoejelse af at en eller anden skulle pille ved mit haar. Det var en absolut foerste gang. Efter vi var gaaet ud igen, brugte Mangal og Naman lang tid paa at diskutere de restaurenter vi kom forbi, Naman ville have fast food, det ville Mangal ikke. Endelig noget mad, men inden da skulle vi op af en smal stejl stige til 1.sal hvor der ogsaa var borde. God mad. Groen karry et med okra og ananas. Jeg fik naan broed til.
Saa ud og lede efter bilen igen. Den var rigtig god til at gemme sig, faktisk vil jeg sige, at den havde et vist talent for det!
Da vi var inde i bilen igen, koerte vi ned mod havnen for at komme til Gateway of India. Det var en lang tur og jeg fik mulighed for at tage nogle billeder med mit meget daarlige mobil kamera. Nej har stadig ikke fundet et kamera, og det kan snart heller ikke betale sig. Mangal kommenterede ret meget paa mine billeder, mest paa hvor daarlige de var taget, og da jeg sagde at det var et daarligt kamera og svaert ud af en bil, mente han at det bare var mig der var en daarlig fotograf. Det var mig en stor fornoejelse at bede ham om at proeve, og se at han heller ikke kunne.
Jeg havde lige taget et billede af en ged, da han sagde at jeg skulle passe paa med at tage billeder af dem, for hvis de opdagede det, kunne de finde paa at smide sten efter mig. Jeg knaekkede sammen af grin, med billedet af en ged der smed med sten, i hovedet og Mangal blev vist lidt fornaermet over at jeg saadan grinede af de fattige. Jeg kunne slet ikke forklare ham at det var mit mentale billede der fik mig til at grine.
Tror vi er mere forskellige end man lige skulle tro foerst.
Men altsaa kom til at holde i en meget lang koe og vi hoppede igen ud af bilen og gik det sidste stykke ned til Gateway. Der var der endnu engang ret spaeret af for alle. Saa vi igen skulle igennem en masse kontrol, hvor de kiggede ned i taskerne, foerte os gennem endnu en metal detektor - der selvfoelgelig gaar af, for alle har jo metal paa i disse dage. Men kom ind og blev straks overfaldet af en masse "Hawkers" gadesaelgere, der vil saelge hvad som helst, billeder af en selv op mod Gateway, slik, is, plastikbiler, ristede toerrede aerter, osv, osv, osv... Nej jeg faldt ikke for noget af det, men gik paent udenom, og sagde nej tak hver gang de antastede mig. Jeg fik taget et billede af Naman og mig op af Gateway, med min mobil og et par billeder af et helt trae, der var daekket af duer. Sjovt nok, sad der ingen under det?!
De to Taj hoteller er ret flotte og viser kun at inderne faktisk er i stand til at bygge smukke ting, naar de vil.
Man kunne tydeligt se at byen nede ved havnd var meget mere velholdt og velbygget, end den fattige del af Mumbai som jeg bor i. Og det selvom mit hotel faktisk er smukt, og ville vaere fantastisk, hvis der blev gjort mere ud af velligeholdelsen.
Mit badevaerelse er holdt i groen og beige granit, doeren derud har en smuk glasrude med et aetset moenster i og hvis de skiftede den halvraadne traeramme ud, der bestemt ikke holder meget, ville det hjaelpe meget. Men jeg taenker at det ogsaa har meget med vejret at goere. Der er nok ikke mange der har raad til at fjerne skimmel svamp - eller hvad det er, der loeber ned af alle ydre vaegge - hele tiden og det er et meget fugtigt klima. Men har set flere huse hvor jeg gerne ville have penge til at goere dem i stand for, for blandt beton blokkene, og blik skurene, er der nogle faa smukke bygningsvaerker imellem.
Vi gik efter en halv times tid og proevede at finde bilen igen. Naman spurgte mig om jeg havde proevet sukkerroers saft, jeg svarede nej og inden jeg fik tilfoejet at jeg heller ikke havde lyst. Stod han med et glas foran mig. Pokkers, saa blev jeg noedt til at proeve det. Jeg havde mine tvivl om glassets renlighed og ja indholdets... men drak lidt og fandt det alt for soedt. Saa undskyldte mig og sagde at det ikke lige var min smag. Hvilket muligvis var uhoefligt af mig, men jeg havde jo ikke sagt jeg gerne ville have det.
Der ligger hjemloese hunde overalt og de er saa meget en del af mit billede af Indien at jeg undrede mig foerste gang jeg saa en ged der laa og var en meget stor hund. Har ogsaa set en del koer, men flest geder og hunde. Overfor hvor jeg bor, er der en sort hane der spankulerer rundt og loeber ud mellem bilerne paa gaden som en traenet proffessionel. Det ser vildt ud, specielt fordi jeg stadig kigger mig godt for, inden jeg proever noget lignende. Naman har en tendens til at gribe fat i min arm og traekke mig med sig over. Det er dog ikke saerlig noedvendigt laengere. Jeg har godt selv oplevet at de, for det meste, koerer udenom folk. Og ellers stopper de 2 cm fra dem og dytter vildt med hornet.
Fortovene er en helt anden sag. Jeg tror ikke Inderne ved hvad de er der for. De bruger dem ihvertfald ikke, de gaar for det meste ude paa vejen og ser undrende paa mig naar jeg gar derinde.
Har lige opdaget at der sidder et par svenskere bag mig i cafeen, dejligt! Saa er jeg ikke den eneste blonde person i dette omraade. Har faktisk oplevet at nogle unger stillede sig op og tog billeder af mig med deres mobiler. Saa inderne har ikke noget at lade os hoere for, og hvis jeg havde vidst det med stenene, ville jeg muligvis have... nej jeg ville ikke. Som det var nu, lavede jeg ansigter af dem og sendte dem et stort grin inden jeg gik videre.
Jeg tvivler paa at jeg kommer til at se ret meget til Bollywood. Jeg fik afvide af Mangal at naar det nu bliver min foedselsdag, er det mig der skal bestemme hvad jeg vil lave og ikke Naman. Saa jeg sagde prompte at saa ville jeg hilse paa Salman. De griner meget over at jeg godt kan lide ham, men jeg tror det er mere fordi jeg er fremmed, for de er ogsaa selv ret begejstrede for ham. Mangal har indroemmet at han desuden er vild med Katrina Kaif, og vi har meget hurtig aftalt at han faar hende og saa faar jeg Salman. Men om den holder i virkeligheden - tvivler. Har forresten tiltusket mig Salmans mobilnummer, men ved ikke om jeg kan faa mig selv til at bruge det. Han jeg har det fra, ville nok faa en del problemer naar det viste sig at det var ham jeg havde snubbet det fra. Jep, jeg opdagede det da jeg skulle tjekke noget for ham paa hans mobil. Ikke hans navn, men en foeselsdags hilsen... Der passede meget fint paa den dato der er Salmans.
Fnis! Hvor besynderlig et afsnit er dette her lige. Og hvor mange har faaet noget ud af den, eller rettere det ud af den som det var meningen.
Ja ja I ved jo godt alle sammen at jeg ER lettere besynderlig. Lige nu overvejer jeg hvordan jeg bedst kan tage kontakt til hende der sidder bag mig og skriver loes ogsaa. Tror jeg vil vente i naerheden til hun er faerdig og saa spoerge hende hvor de bor henne. Kunne vaere sjovt hvis de er i naerheden og jeg kunne joine dem lidt...?
Startede ud med at jeg blev ringet op af receptionisten der ville hoere om jeg havde bestilt en bil for dagen...? Ikke saa vidt jeg vidste, saa jeg bad ham vente lidt og proevede saa at ringe Naman op fra min hotel telefon - intet held... Saa jeg gik ned i receptionen og fik ham til at forklare mig det, een gang til.
Han grinede undskyldende til mig og fortalte at det var min ven Naman der havde ringet ham op, sagt til ham at han skulle bestille en bil til os, til kl 10 og at jeg skulle betale 1300 Rs for det. Oookay?
Der var ikke ret meget andet at goere end vente paa Naman og saa finde ud af hvad han havde i tankerne. Da han endelig kom var den 10.30 og bilen havde holdt der i over en halv time. Vi hoppede ind og den koerte os ned i byen hvor vi aabenbart skulle i kirke. Gudstjenesten, hvis man kan kalde det, det. Varede i 3 timer!!! Jeg har aldrig vaeret ude for noget lignende, og det meste af tiden sad jeg og taenkte paa den stakkels bil, der meget hellere ville koere rundt med mig i Mumbai end holde paa en varm P-plads.
Grunden til at det tog saa lang tid, var fordi der var en pastor fra South Carolina paa besoeg, saa alle skulle vise hvad de kunne og bagefter skulle han jo ogsaa vise hvordan han bar sig ad. Det var meget som en slags frikirke, hvor alle sang med paa de popsange de mente var salmer. Det var okay, jeg har ikke noget imod at gaa til en pop koncert, mit problem kommer naar de fortaeller mig at verden snart gaar under, men at netop VI der var medlemmer af denne kirke, vil blive sparet. Lidt for meget Jehovas vidner for mig. Men endelig efter tre timer, kunne vi komme ud ogen, hvilket jeg var lykkelig for, for jeg hundefroes! De havde A/C 'en blaesende lige ned paa mig, og der var aerlig talt ikke nok mennesker i rummet til at varme det op. Selvom der var godt fyldt.
Vi koerte en tur i en dejlig varm bil bagefter - den havde staaet i solen.
Vi koerte hen til et eller andet sted, hvor vi skulle springe ud af bilen mens den holdt i et lyskryds. De andre to gik meget hurtigt og jeg taenkte at de nok gerne ville finde et sted at spise, da ingen af os havde faaet morgenmad. Men pludselig stod vi i koe for at komme ind i et Krishna tempel og jeg blev hurtigt verfet ind i dame linien.
Efter en tur gennem metal detektorer og hvad de kalder en "pad down" var vi inde i templets forgaard. De andre to fandt mig hurtigt og vi gik over hvor man tager skoene af. Mine roeg ned i min taske. Ville meget gerne have dem paa igen. Saa over for at vaske haender og hurtigt ind i en koe igen.
Jeg har aldrig vaeret saa hurtigt inde og ude af et tempel foer! Selvom der nok var 2000 mennesker, saa tog det ikke mere end en 20-25 min. Jeg fik hurtigt set en Krishna figur og fik lov til at sige nej tak til dem der gerne ville saelge mig blomster og andet.
Fik ogsaa den udsoegte fornoejelse af at en eller anden skulle pille ved mit haar. Det var en absolut foerste gang. Efter vi var gaaet ud igen, brugte Mangal og Naman lang tid paa at diskutere de restaurenter vi kom forbi, Naman ville have fast food, det ville Mangal ikke. Endelig noget mad, men inden da skulle vi op af en smal stejl stige til 1.sal hvor der ogsaa var borde. God mad. Groen karry et med okra og ananas. Jeg fik naan broed til.
Saa ud og lede efter bilen igen. Den var rigtig god til at gemme sig, faktisk vil jeg sige, at den havde et vist talent for det!
Da vi var inde i bilen igen, koerte vi ned mod havnen for at komme til Gateway of India. Det var en lang tur og jeg fik mulighed for at tage nogle billeder med mit meget daarlige mobil kamera. Nej har stadig ikke fundet et kamera, og det kan snart heller ikke betale sig. Mangal kommenterede ret meget paa mine billeder, mest paa hvor daarlige de var taget, og da jeg sagde at det var et daarligt kamera og svaert ud af en bil, mente han at det bare var mig der var en daarlig fotograf. Det var mig en stor fornoejelse at bede ham om at proeve, og se at han heller ikke kunne.
Jeg havde lige taget et billede af en ged, da han sagde at jeg skulle passe paa med at tage billeder af dem, for hvis de opdagede det, kunne de finde paa at smide sten efter mig. Jeg knaekkede sammen af grin, med billedet af en ged der smed med sten, i hovedet og Mangal blev vist lidt fornaermet over at jeg saadan grinede af de fattige. Jeg kunne slet ikke forklare ham at det var mit mentale billede der fik mig til at grine.
Tror vi er mere forskellige end man lige skulle tro foerst.
Men altsaa kom til at holde i en meget lang koe og vi hoppede igen ud af bilen og gik det sidste stykke ned til Gateway. Der var der endnu engang ret spaeret af for alle. Saa vi igen skulle igennem en masse kontrol, hvor de kiggede ned i taskerne, foerte os gennem endnu en metal detektor - der selvfoelgelig gaar af, for alle har jo metal paa i disse dage. Men kom ind og blev straks overfaldet af en masse "Hawkers" gadesaelgere, der vil saelge hvad som helst, billeder af en selv op mod Gateway, slik, is, plastikbiler, ristede toerrede aerter, osv, osv, osv... Nej jeg faldt ikke for noget af det, men gik paent udenom, og sagde nej tak hver gang de antastede mig. Jeg fik taget et billede af Naman og mig op af Gateway, med min mobil og et par billeder af et helt trae, der var daekket af duer. Sjovt nok, sad der ingen under det?!
De to Taj hoteller er ret flotte og viser kun at inderne faktisk er i stand til at bygge smukke ting, naar de vil.
Man kunne tydeligt se at byen nede ved havnd var meget mere velholdt og velbygget, end den fattige del af Mumbai som jeg bor i. Og det selvom mit hotel faktisk er smukt, og ville vaere fantastisk, hvis der blev gjort mere ud af velligeholdelsen.
Mit badevaerelse er holdt i groen og beige granit, doeren derud har en smuk glasrude med et aetset moenster i og hvis de skiftede den halvraadne traeramme ud, der bestemt ikke holder meget, ville det hjaelpe meget. Men jeg taenker at det ogsaa har meget med vejret at goere. Der er nok ikke mange der har raad til at fjerne skimmel svamp - eller hvad det er, der loeber ned af alle ydre vaegge - hele tiden og det er et meget fugtigt klima. Men har set flere huse hvor jeg gerne ville have penge til at goere dem i stand for, for blandt beton blokkene, og blik skurene, er der nogle faa smukke bygningsvaerker imellem.
Vi gik efter en halv times tid og proevede at finde bilen igen. Naman spurgte mig om jeg havde proevet sukkerroers saft, jeg svarede nej og inden jeg fik tilfoejet at jeg heller ikke havde lyst. Stod han med et glas foran mig. Pokkers, saa blev jeg noedt til at proeve det. Jeg havde mine tvivl om glassets renlighed og ja indholdets... men drak lidt og fandt det alt for soedt. Saa undskyldte mig og sagde at det ikke lige var min smag. Hvilket muligvis var uhoefligt af mig, men jeg havde jo ikke sagt jeg gerne ville have det.
Der ligger hjemloese hunde overalt og de er saa meget en del af mit billede af Indien at jeg undrede mig foerste gang jeg saa en ged der laa og var en meget stor hund. Har ogsaa set en del koer, men flest geder og hunde. Overfor hvor jeg bor, er der en sort hane der spankulerer rundt og loeber ud mellem bilerne paa gaden som en traenet proffessionel. Det ser vildt ud, specielt fordi jeg stadig kigger mig godt for, inden jeg proever noget lignende. Naman har en tendens til at gribe fat i min arm og traekke mig med sig over. Det er dog ikke saerlig noedvendigt laengere. Jeg har godt selv oplevet at de, for det meste, koerer udenom folk. Og ellers stopper de 2 cm fra dem og dytter vildt med hornet.
Fortovene er en helt anden sag. Jeg tror ikke Inderne ved hvad de er der for. De bruger dem ihvertfald ikke, de gaar for det meste ude paa vejen og ser undrende paa mig naar jeg gar derinde.
Har lige opdaget at der sidder et par svenskere bag mig i cafeen, dejligt! Saa er jeg ikke den eneste blonde person i dette omraade. Har faktisk oplevet at nogle unger stillede sig op og tog billeder af mig med deres mobiler. Saa inderne har ikke noget at lade os hoere for, og hvis jeg havde vidst det med stenene, ville jeg muligvis have... nej jeg ville ikke. Som det var nu, lavede jeg ansigter af dem og sendte dem et stort grin inden jeg gik videre.
Jeg tvivler paa at jeg kommer til at se ret meget til Bollywood. Jeg fik afvide af Mangal at naar det nu bliver min foedselsdag, er det mig der skal bestemme hvad jeg vil lave og ikke Naman. Saa jeg sagde prompte at saa ville jeg hilse paa Salman. De griner meget over at jeg godt kan lide ham, men jeg tror det er mere fordi jeg er fremmed, for de er ogsaa selv ret begejstrede for ham. Mangal har indroemmet at han desuden er vild med Katrina Kaif, og vi har meget hurtig aftalt at han faar hende og saa faar jeg Salman. Men om den holder i virkeligheden - tvivler. Har forresten tiltusket mig Salmans mobilnummer, men ved ikke om jeg kan faa mig selv til at bruge det. Han jeg har det fra, ville nok faa en del problemer naar det viste sig at det var ham jeg havde snubbet det fra. Jep, jeg opdagede det da jeg skulle tjekke noget for ham paa hans mobil. Ikke hans navn, men en foeselsdags hilsen... Der passede meget fint paa den dato der er Salmans.
Fnis! Hvor besynderlig et afsnit er dette her lige. Og hvor mange har faaet noget ud af den, eller rettere det ud af den som det var meningen.
Ja ja I ved jo godt alle sammen at jeg ER lettere besynderlig. Lige nu overvejer jeg hvordan jeg bedst kan tage kontakt til hende der sidder bag mig og skriver loes ogsaa. Tror jeg vil vente i naerheden til hun er faerdig og saa spoerge hende hvor de bor henne. Kunne vaere sjovt hvis de er i naerheden og jeg kunne joine dem lidt...?
Saturday, 1 January 2011
Godt Nytaar
Saa nytaar i Indien er en lidt tam afaerde, ikke ret mange raketter blev skudt af, og jo der var da mennesker paa gaden men ikke saa mange som jeg forventede...
Larmen var lige saa enorm som saedvanlig, men da jeg sover med oerepropper er det ikke noget stoerre problem.
Jeg tilbragte det meste af nytaarsaften sammen med Naman. Det var heldigt for ham at han var kommet med oel til mig, ellers havde jeg smidt ham ud igen. Han bestilte ikke meget andet end at ligge paa min seng, surmule og forpeste mit vaerelse med roeg. Hver gang jeg beder ham lufte ud, aske i askebaegeret eller bare lade vaere med at ryge. Hoerer han efter meget kort, og forsvinder saa ind i sen selvmedlidende verden igen.
Ham og Niyati havde jo et vaeldigt opgoer paa mit vaerelse, og jeg fandt mig fanget i midten. Ikke et sted jeg ynder at vaere. Saa jeg var glad for, at jeg ikke forstod det hele og derved kunne slippe for at vaelge side. Men hvor er jeg dog glad for at jeg er en del mere moden end dem, taenk hvis jeg ogsaa skulle igennem alt det lort som de smider i hovedet paa hinanden.
Har planer om at bruge min frustration over ham, til at finde mit mod frem. Gaa ind i det rejsebureau ved siden af hotellet og spoerge hvad de kan foreslaa af tours. Det maa vaere muligt at komme lidt vaek herfra uden at skulle bruge en kaempe formue.
I terorien skal vi i almindelig kirke i morgen, og senere ud paa en turist tur til Gateway of India - hvis de altsaa har slaekket lidt paa sikkerheden. For pga de seneste terror trusler har de fleste steder vaeret lukket for de fleste og politi har gjort det ret svaert at komme ind ret mange steder.
Faktisk er der checkpoints mange steder og metal detektorer der tjekker alle der gaar ind og ud af store pladser. Meget betryggende, hvis det ikke lige var fordi at jeg lidt for nemt gik lige forbi en igaar. Uden at der var nogen der protesterede.
Eneste stof jeg har fundet til nu, er i det Mall, vi var i igaar, og det var i Kurta pakninger, mener her at det var til sy selv kurtas, tunikaer, med bukser og toerklaeder. Stoffet er der til det, men man skal selv sy. Det er ogsaa fint med mig, ville bare gerne have mere at vaelge imellem. En desideret stof butik. Har faaet afvide at der ER stofbutikker, men ingen syntes at vide hvor. I en by med 17 mio mennesker, har jeg ikke lyst til at skulle spoerge mig frem. Mor foreslaar at jeg spoerger i receptionen, og det vil jeg proeve naar jeg gaar tilbage til hottellet her snart.
Jeg vil sige at mit primaere maal med turen, var at proeve at leve mellem indere, bare vaere til. Og det har jeg proevet i en saadan grad at jeg nu er ved at faa pip. Saa skal finde paa et andet maal der kan underholde mig en del bedre end det jeg til nu har foretaget mig. Selvom det har givet mig et meget specielt indblik i unge inders verden og deres syn paa ting, saa foeler jeg ogsaa at jeg skal see andet og maaske endda se nogle andre turister saa jeg har nogen at tale med om alt det jeg oplever. For jeg HAR oplevet meget allerede, mest om kulturen og deres aabenbare nysgerrighed, de unge menneskers dobblet liv, den vanvids koersel der sker i gaderne og elendigheden der dukker frem alle steder man kigger.
Vil nu gaa og tale med fyren i receptionen, faa hotel personalet til at sende mad op og vente paa om Naman kommer forbi som lovet.
Til vi skrives igen, Irene
Larmen var lige saa enorm som saedvanlig, men da jeg sover med oerepropper er det ikke noget stoerre problem.
Jeg tilbragte det meste af nytaarsaften sammen med Naman. Det var heldigt for ham at han var kommet med oel til mig, ellers havde jeg smidt ham ud igen. Han bestilte ikke meget andet end at ligge paa min seng, surmule og forpeste mit vaerelse med roeg. Hver gang jeg beder ham lufte ud, aske i askebaegeret eller bare lade vaere med at ryge. Hoerer han efter meget kort, og forsvinder saa ind i sen selvmedlidende verden igen.
Ham og Niyati havde jo et vaeldigt opgoer paa mit vaerelse, og jeg fandt mig fanget i midten. Ikke et sted jeg ynder at vaere. Saa jeg var glad for, at jeg ikke forstod det hele og derved kunne slippe for at vaelge side. Men hvor er jeg dog glad for at jeg er en del mere moden end dem, taenk hvis jeg ogsaa skulle igennem alt det lort som de smider i hovedet paa hinanden.
Har planer om at bruge min frustration over ham, til at finde mit mod frem. Gaa ind i det rejsebureau ved siden af hotellet og spoerge hvad de kan foreslaa af tours. Det maa vaere muligt at komme lidt vaek herfra uden at skulle bruge en kaempe formue.
I terorien skal vi i almindelig kirke i morgen, og senere ud paa en turist tur til Gateway of India - hvis de altsaa har slaekket lidt paa sikkerheden. For pga de seneste terror trusler har de fleste steder vaeret lukket for de fleste og politi har gjort det ret svaert at komme ind ret mange steder.
Faktisk er der checkpoints mange steder og metal detektorer der tjekker alle der gaar ind og ud af store pladser. Meget betryggende, hvis det ikke lige var fordi at jeg lidt for nemt gik lige forbi en igaar. Uden at der var nogen der protesterede.
Eneste stof jeg har fundet til nu, er i det Mall, vi var i igaar, og det var i Kurta pakninger, mener her at det var til sy selv kurtas, tunikaer, med bukser og toerklaeder. Stoffet er der til det, men man skal selv sy. Det er ogsaa fint med mig, ville bare gerne have mere at vaelge imellem. En desideret stof butik. Har faaet afvide at der ER stofbutikker, men ingen syntes at vide hvor. I en by med 17 mio mennesker, har jeg ikke lyst til at skulle spoerge mig frem. Mor foreslaar at jeg spoerger i receptionen, og det vil jeg proeve naar jeg gaar tilbage til hottellet her snart.
Jeg vil sige at mit primaere maal med turen, var at proeve at leve mellem indere, bare vaere til. Og det har jeg proevet i en saadan grad at jeg nu er ved at faa pip. Saa skal finde paa et andet maal der kan underholde mig en del bedre end det jeg til nu har foretaget mig. Selvom det har givet mig et meget specielt indblik i unge inders verden og deres syn paa ting, saa foeler jeg ogsaa at jeg skal see andet og maaske endda se nogle andre turister saa jeg har nogen at tale med om alt det jeg oplever. For jeg HAR oplevet meget allerede, mest om kulturen og deres aabenbare nysgerrighed, de unge menneskers dobblet liv, den vanvids koersel der sker i gaderne og elendigheden der dukker frem alle steder man kigger.
Vil nu gaa og tale med fyren i receptionen, faa hotel personalet til at sende mad op og vente paa om Naman kommer forbi som lovet.
Til vi skrives igen, Irene
Subscribe to:
Posts (Atom)