HORN OK PLEASE

Jeg ser mange maerkelige ting i Indien, men maerkelige i den forstand at de er anderledes fra hvordan det er i DK.

F.eks staar der bag paa de fleste biler "HORN OK PLEASE" Og det tager de alle sammen saa serioest at de dytter paa livet loes. De dytter for at goere opmaerksom paa sig selv, paa at de nu koerer indenom, koerer i modsatte retning, vil forbi, eller bare hvis der er blevet groent for et semi sekund siden og ingen har flyttet sig endnu.

Jeg er meget glad for, at jeg ikke skal koere hernede, og kan kun give rejseboegerne ret.
Hvis du overvejer at koere bil hernede, lad vaere!

Der er godt nok trafik regler, men ingen syntes at foelge dem.
Hvis der er et lyskryds, saa kan alle lysene i det vaere taendt paa samme tid. Med baade pile den ene og den anden vej, samt det roede lys der blinker muntert...

Blev hentet igaar af Niyati. Det var Zoya's foedselsdag, hun blev 17. Ja de er alle skraekkeligt unge, men meget underholdende...
Vi koerte afsted til noget der bliver kaldt et "mega mall".
Auto rickshaw chauffoeren mente bestemt han vidste hvor det var, og for saa selv vild. Han maatte spoerge to andre chauffoerer om vej, inden vi endelig kom i den rigtige retning. Men jeg var glad, for saa fik jeg set mere af Mumbai, og igaar var det saa en masse baggyder med hunde, katte - ja har endelig set katte hernede - og en masse mennesker der lever deres liv saa alle kan se det.

Naar man koerer forbi fortorvene, ser man mange bylter liggende overalt, eller lagt op i traerne. Det er fortorvs folket, der har hele deres liv deroppe. Deres liv syntes elendigt, og alligevel ser man mange smaa boern der render rundt og leger og har det sjovt. Sikkert inden de bliver store nok til at gaa ud og tigge blandt de hurtigt koerende biler, rickshaws, motorcykler osv.

Talte med Niyati om det, og hendes mening er at de slet ikke har lyst til at faa et arbejde, eller til at arbejde for pengene. Hun sagde at hvis man tilbyder dem, at de kan komme og lave et stykke arbejde for en, og saa vil man betale dem for det, saa siger de nej tak. Hvis de bliver flyttet ind i et hus af regeringen, saa saelger de huset, tager pengene og flytter ud paa gaderne igen. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men det giver et godt billede af hvordan middelklassen ser paa dem.

Vi lavede ikke meget i det mega mall, vi kiggede paa vinduer, fandt en McDonalds - som de er helt i svime over hernede og kalder sund mad?! Og sad i en times tid og snakkede. Vi havde fundet to af hendes venner som der holdt os med selskab.

Jeg fik dem overtalt til at vi skulle ned i bunden af stedet, for da vi var kommet ind havde jeg set en butik som JEG ville ind i "Costa's" en kaffe cafe, med RIGTIG kaffe. Saa jeg bestilte den stoerste kop kaffe de havde og brugte lang tid paa at drikke den, mens de stadig snakkede loes paa Hindi.
Jeg forstaar ikke saa forfaerdelig meget, men til tider kan jeg laese deres kropssprog og saa smider de engelske ord ind ogsaa. Saa som regel har jeg en god ide om hvad der foregaar.

Der var oven i koebet en Vero Moda / Jack & Jones butik. Saa Danmark bliver da repraesenteret hernede. Og det lyder som om jeg ikke har set flere danske produkter og det har jeg bestemt. Oven i koebet en reklame for Grundfos paa siden af en bus...

Efter vi havde brugt 3 timer paa at sidde og snakke - og drikke kaffe - koerte vi afsted for at moedes med Zoya.

Undervejs stoppede vi ved et kryds eller noget og auto rickshaw'en blev omringet af boern. To paa hver side, der alle rakte armene ind for at tigge om penge og roere ved os. Jeg fik verfet nogle af haenderne vaek, da de skulle til at roere mig i ansigtet. Men ikke alle sammen. Det er ikke altid lige nemt at ignorere dem. Men jeg kunne heller ikke lade vaere med at grine til dem inden vi koerte videre og haaber ikke det blev opfattet arrogant.

Zoya havde valgt at vi skulle fejre hendes dag, et sted hvor "hookah" er in. Det er naermest som et diskotek, med DJ og meget daempet lys og i dette her specielle sted, var der saekkestole rundt omkring nogle meget lave borde, hvor vandpiben blev placeret saa alle kunne komme til.

Paa doeren ind, havde jeg bidt maerke i at man skal vaere 18 for at vaere der, men det lod ikke til at bekymre nogle af dem, og jeg tvivler paa at nogle af dem er over 18... Men det var meget hyggeligt, vi fik roeget lidt - nej de andre gjorde - jeg sad og kiggede paa dem og rokkede med til musikken og grinede af dem, da de alle skulle roere ved mit haar... "Det er bare saa bloedt...!" Vi kom oven i koebet ud og danse lidt. Og ja jeg foelte mig lidt som en kegle, men man kommer langt med at grine af sig selv.

Vi blev der til kl 20.20 og saa koerte vi over til Niyati's lejligheds kompleks, hvor hun og jeg ventede et stykke tid paa Naman.

Naman havde vaeret til en screen test igaar og det var gaaet ret godt iflg ham selv. Han var ihvertfald i maegtig godt humoer. Det er en screen test til en film der skal indspilles engang i Maj, saa han skal naa at finde nogle muskler frem i traeningscentret inden da - fyren vejer omkring 50 kg og er lidt hoejere end mig...! Men altsaa rollen som han er i betragtning til er som tredie hovedrolle. Og de andre to der er tale om, er nogle af de stoerre skuespillere i Indien.