Loppemarked

Sidder på min seng, omgivet af bøger.

Desværre er det ikke bøger som jeg lige har købt, men bøger som jeg arbejder på at komme af med.
Jeg har holdt loppemarked for familie, venner og veninder og deres venner.

Det blev ikke helt så stort som jeg havde håbet på, men jeg havde også afholdt mig fra at gøre det så offentligt at der kom fremmede mennesker - selvom min nysgerrige overbo dukkede op.

Så da jeg kunne se at der nok ikke ville komme flere, fandt jeg mit kamera frem og begyndte at tage billeder af alle de bøger jeg vil af med.
Jeg skabte en side inde på Facebook, hvor man skulle kunne lægge ting og sager op, uanset hvem man er. Lad os så se om det virker?!
Mine middelalder bøger smuttede ret hurtigt, men jeg har også fået samlet mig en del gennem de sidste 10 år. Og selvom jeg siger farvel til mange (som næsten er familie) så beholder jeg nu de bedste selv.

Hvorfor er det lige at ting er så stor en del af ens eksistens? Det er mærkeligt ikke?!
Men jeg bliver forbundet med de mange bøger jeg har, de rækker af stof der fylder i min stue, de middelalder kjoler jeg har lavet eller de mange billeder jeg har hængt op i glas og ramme af mine lækre mænd...

Nu har jeg så brug for at der sker noget andet, så jeg har sagt min lejlighed op (panik panik...)
I teorien skulle det være sådan at hvis man sender noget ud i universet, så får man noget tilbage.
Så jeg har sendt "opbrud og ny start" ud og håber på et job i USA i Hollywood (selvfølgelig, ikke?!)

Jeg arbejder på at samle nok penge sammen til at kunne starte forfra, eller ihvertfald kunne betale for mig selv de første tre måneder - hvis det viser sig at jeg skal bevise mit kunnen inden jeg kan få et reelt job...

Battle of the Nations

Sidder og griner af kærlige mænd der krammer hinanden.
Det gælder nok ikke helt som kram - men det ser kærligt ud?

Nogle middelalder venner er taget til Polen, for at deltage i Battle of the Nations, et slags VM i middelalder kamp i fuldrustning.

Det første jeg så, var meget gule kontrollører - hvilket fik mig til at tænke på "Glow-sticks".
"Glow in the dark Knights"?
Skal man også knække dem her på midten for at få dem til at lyse?
For ser du, det ville forklare alle de kram de kæmpende uddeler!
De lægger kælent hovederne sammen og prøver så at smække armene om hinanden
- sværd og skjold kommer i vejen og dem prøver de ihærdigt at komme af med, men de sidder fast og derfor slår de lidt på hinanden i "kramme" forsøget.

Jeg håber at det kommer til at virke mere seriøst senere hen, når det bliver "vores" drenge der skal ind på slagmarken. Men når de kan vinde pga en panserhandske der er gået lidt i et led og ikke fordi de har fået så mange bank at de ikke kan stå op længere - ja så går lidt af glansen af... For mig...

Jeg er sikker på at der er mange der er helt oppe og køre over teknikkerne der bliver lagt i og tidsalderen på rustningen osv...

Mit beklædnings blik fandt straks Rus-bukser og vikinge kjortler... Og officielle damer i jeans.
Om jeg er lidt kritisk? Ja, når de slår det stort op, så skal det helst i min verden være så korrekt som muligt.
Specielt når kravet for deltagelse var, at man har et komplet sæt middelalder tøj.
(Vikinge tøj og middelalder tøj er ikke det samme.)

Men for mig var det heller aldrig kampene det kom an på.
For mig var det stemningen på pladsen - specielt når publikum var gået hjem.
Den fornemmelse af sammenhold, os mod resten af verdenen, plads til de mærkeligere af os, plads til alle...

Og så er det forresten fløjtende ligegyldigt, hvad folk har på af tøj, eller ej...
Bare de har det sjovt.

Lede mig...

Eller...

Jeg blev ringet op af personalet på Fars plejehjem idag. En dame der spurgte om jeg ville køre far til Neurolog i morgen.
Jeg har sovet virkelig dårligt i nat, så jeg kunne slet ikke overskue at skulle ud og "være på" allerede, så jeg sagde nej tak. At jeg desværre ikke kunne, fordi der havde været en meget kort frist fra deres side.
Det havde været meningen at han skulle til neurolog d.10 april, men det havde de lavet om, uden at sige noget til mig, og den dato havde jeg været klar...

Istedet har jeg planer om at besøge ham, når jeg alligevel skal passe hund og bil for mor i weekenden. Så kan han få et besøg af en meget emsig teenage hund der larmer når hun ikke får sin vilje.
Godt hun er skøn, ellers ville man blive skør af hende.

Jeg må desværre indrømme at jeg har dårlig samvittighed over at have sagt nej, men på den anden side så har jeg vel egentlig lov til at have et liv der ikke involverer ham.
Så jeg har besluttet mig for at det var okay, at vælge mig selv, fremfor min far...

Fantasy drøm d.14 februar

Tre venner bliver fanget, to unge kvinder og en ung mand.

De bliver brugt i et spil af nogen man ikke ser, bagmændene, bliver de kaldt og alle frygter dem nok til at gøre som de dikterer.

De unge mennesker, plus en mere, bliver sendt ind i en gladiator ring, gennem et stormasket metalnet foroven, som sådan et man havde ude i køkkenet i gamle dage til tørring af krydderurter, det fylder hele loftet, og er den eneste vej ud for dem.

Fire gummireb bliver sat fast i et bredt læderbælte bundet om dem og sidder fast i midten af nettet. Da de får ordren til at løbe, løber de i hver sin retning og vælger det hul i risten/nettet som de vil hoppe ned gennem. De skal lande på 4 tykke pæle, der stikker 10 meter op over jorden.

Nede på jorden står en flok banditter der alle gerne vil overtage gummirebet, da det er måden man kommer væk på.

Så de skal slå banditter ihjel og sikre sig at ingen overtager pælen og derved kan komme op og skære resten af rebene over.

Det eneste de ved om hvordan de kommer ud,er at de skal tilbage igen, op gennem nettet. Og så sker der et eller andet derefter.

De fire unge mennesker lander alle sammen mere eller mindre sikkert på pælene, en af dem vakler og en anden, når lige at få fat om pælen og toppen og kan kravle op igen.

De er ikke mere end lige landet før en fabriks fløjte blæser slaget i gang og banditterne begynder at sværme op af stammerne.

Et enkelt sted er nogle af dem i gang med at bruge økser på pælen og det ser virkelig ud til at de unge mennesker får deres sag for.

De unge mennesker er blevet udstyret med korte sværd, samme størrelse som banditternes.

Problemet bliver at ramme nogle af dem, da banditterne kan gå efter benene og børnene bliver nødt til at bukke sig ned. Den unge mand springer ned fra pælen, bruger sit gummireb, der heldigvis har den rette længde, til at tage afsæt fra jorden og bruger derved sin krop og fremdrift til af verfe banditter ned fra pælene.

Da den ene af pigerne ser ud til at være i problemer, springer han over og hjælper, ved at snuppe hende om livet og flytte hende af vejen, mens banditten bliver sparket i hovedet.

Han får hende til at vikle gummirebet om sit læderbælte et par gange og hun springer ud fra pælen igen, og får så meget afsæt fra jorden, at hun kommer op til nettet og får fat med hænderne, nedefra.

Den anden pige har set dem gøre det og gør det samme, mens den unge mand fjerner nogle flere banditter. Et højt hyl lyder og en splintrende lyd kommer fra pælen, og den fjerde unge mand, der ellers har kæmpet godt for at holde banditter væk, falder ned blandt ventende banditter. Hans stemme forstummer brat, mens de andre tre ser på i forfærdelse.

Den sidste unge mand får taget sig sammen til at foretage det sidste farlige hop. For nu ved banditterne at når han gør det, lander han på jorden og så kan de få fat i ham der. Han når lige akkurat at komme væk, inden de fanger ham.

I slåskampen der gik i gang over det sidste reb, er der nu en vinder, der er i gang med at kravle op af rebet.

De unge mennesker kommer igennem nettet, efter de lige har hjulpet den yngste, der blev såret af banditterne.

Oppe på nettet, bruger den unge mand sværdet til at skære igennem rebene, ved den store knude og hver især vikler deres om sig, til senere brug.

Det sidste reb, når han at skære halvt over inden den ene af pigerne beder ham lade være.

Han ser på hende og nikker. De ser sig omkring og løber så hurtigt de kan over mod den eneste lem der er i væggen.

Rebet, hvor der startede med at være en mand på, får flere og flere, som banditterne opdager at de kommer længere ved samarbejde. Så rebet er levende af menneske kroppe.

Lyden, da det endelig går midt over og de falder ned til gulvet igen, drukner næsten i klapsalver og jubel. Nede på arena gulvet, ligger banditterne i en rodet bunke.

Nogle er næsten okay, andre har brækkede lemmer og nogle er døde.

Et meget højt hyl lyder, en næsten menneskelig lyd, men så høj at den gør ondt i ørerne på banditterne, der tager sig om hovederne og krummer sig sammen.

En faldlem åbnes og et grimt hoved dukker op fra gulvet... Et forhistorisk uhyre der nu slippes løs på de tilbageværende. Den er hurtig, omend ikke så god til vendinger, så den tager hurtigt et par stykker og bider i stykker inden den begynder jagten på de andre.

Da valget nu er at dø eller stå sammen, vælger banditterne at stå så meget sammen, som de nu kan finde ud af. Selvfølgelig er der nogle af dem der spænder ben for de andre, som dyret kommer for tæt på og det er dem eller de andre. Og det virker også, men dyret er et grundigt bæst, og det dræber for sin fornøjelses skyld og ikke pga. sult, så det begynder at tynde kraftigt ud i flokken af banditter.

En af banditterne er klogere end de andre, og han ser den udløser til faldlemmen som er bag dyret. Han får de andre til at tage nogle sårede mænd og smide dem i den modsatte retning og deres forpinte skrig får dyret til at følge efter dem, et instinkt for sårede væsner, der er nemt bytte.

De resterende mænd spæner over til udløseren og får i fællesskab lemmen til at gå op, de fleste når at komme ned igennem. Et par stykker bliver snuppet af dyret, der gerne vil med. Nede i dybet skærer den førende bandit det reb over, der holder faldlemmen og dyrets rasende hyl, da det ser dem forsvinde, stopper brat da lemmen klapper i.

De ser sig omkring og finder så den næsten skjulte lem der fører dem videre.

Der var noget mere med et labyrint system, med rør til at gemme sig i, og åbne steder hvor bæstet kunne få fat i dem, hvis de ikke var hurtige nok.

Der skulle samles nogle bestemte ting sammen, inden de kunne komme videre i ”legen”.

Steder hvor de skulle højt op på bjælker og balancere over med et snappende bæst under dem.

Et bæst der efterhånden, som de blev nødt til at gøre de samme ting flere gange, lærte hvor de ville komme ud næste gang, og derfor ventede på dem.

Lettere irriteret da jeg vågnede, for jeg var lige ved at komme videre til næste niveau.