Så jeg er flyttet til Odense og er lidt efter lidt ved at finde mig til rette.
Jeg render stadig rundt om mig selv når jeg skal ud og lede efter steder, men har været omkring Turist informationen efter et kort. Så allieret med det, min mobil og instrukser.
Ja så går det faktisk ret okay med at finde rundt...
Wednesday, 6 February 2013
Sunday, 10 June 2012
Loppemarked
Sidder på min seng, omgivet af bøger.
Desværre er det ikke bøger som jeg lige har købt, men bøger som jeg arbejder på at komme af med.
Jeg har holdt loppemarked for familie, venner og veninder og deres venner.
Det blev ikke helt så stort som jeg havde håbet på, men jeg havde også afholdt mig fra at gøre det så offentligt at der kom fremmede mennesker - selvom min nysgerrige overbo dukkede op.
Så da jeg kunne se at der nok ikke ville komme flere, fandt jeg mit kamera frem og begyndte at tage billeder af alle de bøger jeg vil af med.
Jeg skabte en side inde på Facebook, hvor man skulle kunne lægge ting og sager op, uanset hvem man er. Lad os så se om det virker?!
Mine middelalder bøger smuttede ret hurtigt, men jeg har også fået samlet mig en del gennem de sidste 10 år. Og selvom jeg siger farvel til mange (som næsten er familie) så beholder jeg nu de bedste selv.
Hvorfor er det lige at ting er så stor en del af ens eksistens? Det er mærkeligt ikke?!
Men jeg bliver forbundet med de mange bøger jeg har, de rækker af stof der fylder i min stue, de middelalder kjoler jeg har lavet eller de mange billeder jeg har hængt op i glas og ramme af mine lækre mænd...
Nu har jeg så brug for at der sker noget andet, så jeg har sagt min lejlighed op (panik panik...)
I teorien skulle det være sådan at hvis man sender noget ud i universet, så får man noget tilbage.
Så jeg har sendt "opbrud og ny start" ud og håber på et job i USA i Hollywood (selvfølgelig, ikke?!)
Jeg arbejder på at samle nok penge sammen til at kunne starte forfra, eller ihvertfald kunne betale for mig selv de første tre måneder - hvis det viser sig at jeg skal bevise mit kunnen inden jeg kan få et reelt job...
Desværre er det ikke bøger som jeg lige har købt, men bøger som jeg arbejder på at komme af med.
Jeg har holdt loppemarked for familie, venner og veninder og deres venner.
Det blev ikke helt så stort som jeg havde håbet på, men jeg havde også afholdt mig fra at gøre det så offentligt at der kom fremmede mennesker - selvom min nysgerrige overbo dukkede op.
Så da jeg kunne se at der nok ikke ville komme flere, fandt jeg mit kamera frem og begyndte at tage billeder af alle de bøger jeg vil af med.
Jeg skabte en side inde på Facebook, hvor man skulle kunne lægge ting og sager op, uanset hvem man er. Lad os så se om det virker?!
Mine middelalder bøger smuttede ret hurtigt, men jeg har også fået samlet mig en del gennem de sidste 10 år. Og selvom jeg siger farvel til mange (som næsten er familie) så beholder jeg nu de bedste selv.
Hvorfor er det lige at ting er så stor en del af ens eksistens? Det er mærkeligt ikke?!
Men jeg bliver forbundet med de mange bøger jeg har, de rækker af stof der fylder i min stue, de middelalder kjoler jeg har lavet eller de mange billeder jeg har hængt op i glas og ramme af mine lækre mænd...
Nu har jeg så brug for at der sker noget andet, så jeg har sagt min lejlighed op (panik panik...)
I teorien skulle det være sådan at hvis man sender noget ud i universet, så får man noget tilbage.
Så jeg har sendt "opbrud og ny start" ud og håber på et job i USA i Hollywood (selvfølgelig, ikke?!)
Jeg arbejder på at samle nok penge sammen til at kunne starte forfra, eller ihvertfald kunne betale for mig selv de første tre måneder - hvis det viser sig at jeg skal bevise mit kunnen inden jeg kan få et reelt job...
Monday, 30 April 2012
Battle of the Nations
Sidder og griner af kærlige mænd der krammer hinanden.
Det gælder nok ikke helt som kram - men det ser kærligt ud?
Nogle middelalder venner er taget til Polen, for at deltage i Battle of the Nations, et slags VM i middelalder kamp i fuldrustning.
Det første jeg så, var meget gule kontrollører - hvilket fik mig til at tænke på "Glow-sticks".
"Glow in the dark Knights"?
Skal man også knække dem her på midten for at få dem til at lyse?
For ser du, det ville forklare alle de kram de kæmpende uddeler!
De lægger kælent hovederne sammen og prøver så at smække armene om hinanden
- sværd og skjold kommer i vejen og dem prøver de ihærdigt at komme af med, men de sidder fast og derfor slår de lidt på hinanden i "kramme" forsøget.
Jeg håber at det kommer til at virke mere seriøst senere hen, når det bliver "vores" drenge der skal ind på slagmarken. Men når de kan vinde pga en panserhandske der er gået lidt i et led og ikke fordi de har fået så mange bank at de ikke kan stå op længere - ja så går lidt af glansen af... For mig...
Jeg er sikker på at der er mange der er helt oppe og køre over teknikkerne der bliver lagt i og tidsalderen på rustningen osv...
Mit beklædnings blik fandt straks Rus-bukser og vikinge kjortler... Og officielle damer i jeans.
Om jeg er lidt kritisk? Ja, når de slår det stort op, så skal det helst i min verden være så korrekt som muligt.
Specielt når kravet for deltagelse var, at man har et komplet sæt middelalder tøj.
(Vikinge tøj og middelalder tøj er ikke det samme.)
Men for mig var det heller aldrig kampene det kom an på.
For mig var det stemningen på pladsen - specielt når publikum var gået hjem.
Den fornemmelse af sammenhold, os mod resten af verdenen, plads til de mærkeligere af os, plads til alle...
Og så er det forresten fløjtende ligegyldigt, hvad folk har på af tøj, eller ej...
Bare de har det sjovt.
Det gælder nok ikke helt som kram - men det ser kærligt ud?
Nogle middelalder venner er taget til Polen, for at deltage i Battle of the Nations, et slags VM i middelalder kamp i fuldrustning.
Det første jeg så, var meget gule kontrollører - hvilket fik mig til at tænke på "Glow-sticks".
"Glow in the dark Knights"?
Skal man også knække dem her på midten for at få dem til at lyse?
For ser du, det ville forklare alle de kram de kæmpende uddeler!
De lægger kælent hovederne sammen og prøver så at smække armene om hinanden
- sværd og skjold kommer i vejen og dem prøver de ihærdigt at komme af med, men de sidder fast og derfor slår de lidt på hinanden i "kramme" forsøget.
Jeg håber at det kommer til at virke mere seriøst senere hen, når det bliver "vores" drenge der skal ind på slagmarken. Men når de kan vinde pga en panserhandske der er gået lidt i et led og ikke fordi de har fået så mange bank at de ikke kan stå op længere - ja så går lidt af glansen af... For mig...
Jeg er sikker på at der er mange der er helt oppe og køre over teknikkerne der bliver lagt i og tidsalderen på rustningen osv...
Mit beklædnings blik fandt straks Rus-bukser og vikinge kjortler... Og officielle damer i jeans.
Om jeg er lidt kritisk? Ja, når de slår det stort op, så skal det helst i min verden være så korrekt som muligt.
Specielt når kravet for deltagelse var, at man har et komplet sæt middelalder tøj.
(Vikinge tøj og middelalder tøj er ikke det samme.)
Men for mig var det heller aldrig kampene det kom an på.
For mig var det stemningen på pladsen - specielt når publikum var gået hjem.
Den fornemmelse af sammenhold, os mod resten af verdenen, plads til de mærkeligere af os, plads til alle...
Og så er det forresten fløjtende ligegyldigt, hvad folk har på af tøj, eller ej...
Bare de har det sjovt.
Wednesday, 18 April 2012
Lede mig...
Eller...
Jeg blev ringet op af personalet på Fars plejehjem idag. En dame der spurgte om jeg ville køre far til Neurolog i morgen.
Jeg har sovet virkelig dårligt i nat, så jeg kunne slet ikke overskue at skulle ud og "være på" allerede, så jeg sagde nej tak. At jeg desværre ikke kunne, fordi der havde været en meget kort frist fra deres side.
Det havde været meningen at han skulle til neurolog d.10 april, men det havde de lavet om, uden at sige noget til mig, og den dato havde jeg været klar...
Istedet har jeg planer om at besøge ham, når jeg alligevel skal passe hund og bil for mor i weekenden. Så kan han få et besøg af en meget emsig teenage hund der larmer når hun ikke får sin vilje.
Godt hun er skøn, ellers ville man blive skør af hende.
Jeg må desværre indrømme at jeg har dårlig samvittighed over at have sagt nej, men på den anden side så har jeg vel egentlig lov til at have et liv der ikke involverer ham.
Så jeg har besluttet mig for at det var okay, at vælge mig selv, fremfor min far...
Jeg blev ringet op af personalet på Fars plejehjem idag. En dame der spurgte om jeg ville køre far til Neurolog i morgen.
Jeg har sovet virkelig dårligt i nat, så jeg kunne slet ikke overskue at skulle ud og "være på" allerede, så jeg sagde nej tak. At jeg desværre ikke kunne, fordi der havde været en meget kort frist fra deres side.
Det havde været meningen at han skulle til neurolog d.10 april, men det havde de lavet om, uden at sige noget til mig, og den dato havde jeg været klar...
Istedet har jeg planer om at besøge ham, når jeg alligevel skal passe hund og bil for mor i weekenden. Så kan han få et besøg af en meget emsig teenage hund der larmer når hun ikke får sin vilje.
Godt hun er skøn, ellers ville man blive skør af hende.
Jeg må desværre indrømme at jeg har dårlig samvittighed over at have sagt nej, men på den anden side så har jeg vel egentlig lov til at have et liv der ikke involverer ham.
Så jeg har besluttet mig for at det var okay, at vælge mig selv, fremfor min far...
Tuesday, 14 February 2012
Fantasy drøm d.14 februar
Tre venner bliver fanget, to unge kvinder og en ung mand.
De bliver brugt i et spil af nogen man ikke ser, bagmændene, bliver de kaldt og alle frygter dem nok til at gøre som de dikterer.
De unge mennesker, plus en mere, bliver sendt ind i en gladiator ring, gennem et stormasket metalnet foroven, som sådan et man havde ude i køkkenet i gamle dage til tørring af krydderurter, det fylder hele loftet, og er den eneste vej ud for dem.
Fire gummireb bliver sat fast i et bredt læderbælte bundet om dem og sidder fast i midten af nettet. Da de får ordren til at løbe, løber de i hver sin retning og vælger det hul i risten/nettet som de vil hoppe ned gennem. De skal lande på 4 tykke pæle, der stikker 10 meter op over jorden.
Nede på jorden står en flok banditter der alle gerne vil overtage gummirebet, da det er måden man kommer væk på.
Så de skal slå banditter ihjel og sikre sig at ingen overtager pælen og derved kan komme op og skære resten af rebene over.
Det eneste de ved om hvordan de kommer ud,er at de skal tilbage igen, op gennem nettet. Og så sker der et eller andet derefter.
De fire unge mennesker lander alle sammen mere eller mindre sikkert på pælene, en af dem vakler og en anden, når lige at få fat om pælen og toppen og kan kravle op igen.
De er ikke mere end lige landet før en fabriks fløjte blæser slaget i gang og banditterne begynder at sværme op af stammerne.
Et enkelt sted er nogle af dem i gang med at bruge økser på pælen og det ser virkelig ud til at de unge mennesker får deres sag for.
De unge mennesker er blevet udstyret med korte sværd, samme størrelse som banditternes.
Problemet bliver at ramme nogle af dem, da banditterne kan gå efter benene og børnene bliver nødt til at bukke sig ned. Den unge mand springer ned fra pælen, bruger sit gummireb, der heldigvis har den rette længde, til at tage afsæt fra jorden og bruger derved sin krop og fremdrift til af verfe banditter ned fra pælene.
Da den ene af pigerne ser ud til at være i problemer, springer han over og hjælper, ved at snuppe hende om livet og flytte hende af vejen, mens banditten bliver sparket i hovedet.
Han får hende til at vikle gummirebet om sit læderbælte et par gange og hun springer ud fra pælen igen, og får så meget afsæt fra jorden, at hun kommer op til nettet og får fat med hænderne, nedefra.
Den anden pige har set dem gøre det og gør det samme, mens den unge mand fjerner nogle flere banditter. Et højt hyl lyder og en splintrende lyd kommer fra pælen, og den fjerde unge mand, der ellers har kæmpet godt for at holde banditter væk, falder ned blandt ventende banditter. Hans stemme forstummer brat, mens de andre tre ser på i forfærdelse.
Den sidste unge mand får taget sig sammen til at foretage det sidste farlige hop. For nu ved banditterne at når han gør det, lander han på jorden og så kan de få fat i ham der. Han når lige akkurat at komme væk, inden de fanger ham.
I slåskampen der gik i gang over det sidste reb, er der nu en vinder, der er i gang med at kravle op af rebet.
De unge mennesker kommer igennem nettet, efter de lige har hjulpet den yngste, der blev såret af banditterne.
Oppe på nettet, bruger den unge mand sværdet til at skære igennem rebene, ved den store knude og hver især vikler deres om sig, til senere brug.
Det sidste reb, når han at skære halvt over inden den ene af pigerne beder ham lade være.
Han ser på hende og nikker. De ser sig omkring og løber så hurtigt de kan over mod den eneste lem der er i væggen.
Rebet, hvor der startede med at være en mand på, får flere og flere, som banditterne opdager at de kommer længere ved samarbejde. Så rebet er levende af menneske kroppe.
Lyden, da det endelig går midt over og de falder ned til gulvet igen, drukner næsten i klapsalver og jubel. Nede på arena gulvet, ligger banditterne i en rodet bunke.
Nogle er næsten okay, andre har brækkede lemmer og nogle er døde.
Et meget højt hyl lyder, en næsten menneskelig lyd, men så høj at den gør ondt i ørerne på banditterne, der tager sig om hovederne og krummer sig sammen.
En faldlem åbnes og et grimt hoved dukker op fra gulvet... Et forhistorisk uhyre der nu slippes løs på de tilbageværende. Den er hurtig, omend ikke så god til vendinger, så den tager hurtigt et par stykker og bider i stykker inden den begynder jagten på de andre.
Da valget nu er at dø eller stå sammen, vælger banditterne at stå så meget sammen, som de nu kan finde ud af. Selvfølgelig er der nogle af dem der spænder ben for de andre, som dyret kommer for tæt på og det er dem eller de andre. Og det virker også, men dyret er et grundigt bæst, og det dræber for sin fornøjelses skyld og ikke pga. sult, så det begynder at tynde kraftigt ud i flokken af banditter.
En af banditterne er klogere end de andre, og han ser den udløser til faldlemmen som er bag dyret. Han får de andre til at tage nogle sårede mænd og smide dem i den modsatte retning og deres forpinte skrig får dyret til at følge efter dem, et instinkt for sårede væsner, der er nemt bytte.
De resterende mænd spæner over til udløseren og får i fællesskab lemmen til at gå op, de fleste når at komme ned igennem. Et par stykker bliver snuppet af dyret, der gerne vil med. Nede i dybet skærer den førende bandit det reb over, der holder faldlemmen og dyrets rasende hyl, da det ser dem forsvinde, stopper brat da lemmen klapper i.
De ser sig omkring og finder så den næsten skjulte lem der fører dem videre.
Der var noget mere med et labyrint system, med rør til at gemme sig i, og åbne steder hvor bæstet kunne få fat i dem, hvis de ikke var hurtige nok.
Der skulle samles nogle bestemte ting sammen, inden de kunne komme videre i ”legen”.
Steder hvor de skulle højt op på bjælker og balancere over med et snappende bæst under dem.
Et bæst der efterhånden, som de blev nødt til at gøre de samme ting flere gange, lærte hvor de ville komme ud næste gang, og derfor ventede på dem.
Lettere irriteret da jeg vågnede, for jeg var lige ved at komme videre til næste niveau.
Friday, 9 December 2011
Stormvejr
"Blæsten rusker og rykker.
Tager i håret så det rejser sig op og hvirvler rundt om hovedet.
Griber fat i jakken og prøver at trække den anden vej.
Du smiler og ler, da vinden blæser håret ind i ansigtet på dig og tvinger dig til at stå stille og nyde det.
Frisk luft, blæst lige ind i hovedet og op under skørterne."
Jeg elsker blæsevejr! Jo vildere jo bedre.
Hvis det blæser og jeg skal sove, kan jeg ligge i timevis og følge "bølgerne" op og ned, ud og ind.
Når jeg går ude i vejret, er det med et stort smil på og ekstrem nydelse i blodårerne.
I min barndom var jeg lidt mere ekstrem.
Når det stormede, kunne min mor altid finde mig oppe i det gamle elmetræ.
Højt oppe og helt ude i de tynde grene. Hvor jeg hujede og lo højt. Lige ind imod blæsten.
Med fingre der var forkrampede og kolde af at holde fast så stormen ikke skubbede mig ned.
Og ben der var viklet rundt om den gren jeg nu havde valgt som holdepunkt.
Af en eller anden årsag kan min mor ikke lide blæsevejr...
Tager i håret så det rejser sig op og hvirvler rundt om hovedet.
Griber fat i jakken og prøver at trække den anden vej.
Du smiler og ler, da vinden blæser håret ind i ansigtet på dig og tvinger dig til at stå stille og nyde det.
Frisk luft, blæst lige ind i hovedet og op under skørterne."
Jeg elsker blæsevejr! Jo vildere jo bedre.
Hvis det blæser og jeg skal sove, kan jeg ligge i timevis og følge "bølgerne" op og ned, ud og ind.
Når jeg går ude i vejret, er det med et stort smil på og ekstrem nydelse i blodårerne.
I min barndom var jeg lidt mere ekstrem.
Når det stormede, kunne min mor altid finde mig oppe i det gamle elmetræ.
Højt oppe og helt ude i de tynde grene. Hvor jeg hujede og lo højt. Lige ind imod blæsten.
Med fingre der var forkrampede og kolde af at holde fast så stormen ikke skubbede mig ned.
Og ben der var viklet rundt om den gren jeg nu havde valgt som holdepunkt.
Af en eller anden årsag kan min mor ikke lide blæsevejr...
Monday, 5 December 2011
Händels "Messias"
Det har været et livslangt ønske, at komme til at synge Halleluja koret fra Händels "Messias" !!!
Nu hvor vi er halvvejs gennem prøverne, må jeg indrømme, at den er så smuk at engle burde blive sunget ned fra himlen. Men jeg er mindst ligeså begejstret for de andre kordele vi synger fra "Messias".
At det lige er Halleluja koret, der bliver trukket frem hver gang, er næsten synd for resten, og ved I hvad? Halleluja, er ikke engang slutningen på det hele?! Se, det troede jeg jo i min uskyldighed...
Men nej, den er ca lidt efter midten...
Da brevet lå i postkassen, med noder og oplysninger om hvornår jeg skulle møde til korprøver, stod jeg nærmest og hoppede op og ned udenfor.
Der var ihvertfald et meget stort grin på mit ansigt!
Jeg var SÅ begejstret for at jeg endelig kunne komme til at synge den, og ja bare komme til at synge igen. Jeg har sunget i kor i mange år og det er et sus uden lige, at stå ved siden af basserne og fysisk mærke deres stemmer gå ind og vibrere i ens egen krop.
Min næste handling var logisk, når man tænker, det var mig der udførte den. Jeg lavede research. Gik på biblioteket og bestilte alle de udgaver af "Messias" som jeg kunne komme i nærheden af - det var ikke mange, desværre kun 3, men det gav et ret nuanceret billede.
Vidste du at der ikke er en "rigtig" udgave? Händel lavede den rask væk om, alt efter hvilket slags kor han havde at arbejde med.
Derfor er Dublin udgaven ikke ligesom London udgaven - Dublin havde vist ikke helt de samme talenter som London på det tidspunkt.
Men der skulle være lavet minimum 10 udgaver, som han selv omarrangerede.
Det giver det jo et meget menneskeligt træk, syntes jeg!
Ved sidste prøve havde vi den "rigtige" dirigent til at lede os.
Giancarlo Andretta har været chefdirigent i Århus symfoniorkester siden 2003 og har en meget tydelig passion for sit arbejde. Jeg har endnu ikke oplevet ham gnaven eller i dårligt humør, tværtimod har han med humor præsteret at få tenorer og basser til at kikke op, mens de læser noder... Nu mangler alle vi andre bare. Hans syn på musik smitter af, og jeg sad det meste af prøven og virkelig anstrengte mig for, at læse noderne perfekt og få dem ud i den rigtige timing - til trods for at jeg synger efter gehør og ikke kan læse noder, andet end se når det går op eller ned... Jeg sad også og ønskede, at jeg var så dygtig at jeg kunne kontakte ham og bede om enetimer, for jeg tror han ville kunne udøve mirakler.
Sidder lige nu og irriterer mine naboer. For der findes en hjemmeside, hvor man kan få afspillet den stemme man skal synge - og det har jeg gjort på repeat siden jeg kom hjem, for 2 timer siden. (http://www.cyberbass.com/)
Men ih hvor jeg glæder mig til at komme til kor i aften. Der er altid nye mennesker at sidde ved siden af, og interessante historier at høre - når vi altså ikke synger. For det er jo det, vi primært kommer efter.
Det bliver også super fantastisk når der kommer orkester på, men det sker desværre først på selve koncertdagen. Heldigvis får vi lige lov til at øve en generalprøve først, inden publikum bliver lukket ind.
Det er nok meget godt!
Nu hvor vi er halvvejs gennem prøverne, må jeg indrømme, at den er så smuk at engle burde blive sunget ned fra himlen. Men jeg er mindst ligeså begejstret for de andre kordele vi synger fra "Messias".
At det lige er Halleluja koret, der bliver trukket frem hver gang, er næsten synd for resten, og ved I hvad? Halleluja, er ikke engang slutningen på det hele?! Se, det troede jeg jo i min uskyldighed...
Men nej, den er ca lidt efter midten...
Da brevet lå i postkassen, med noder og oplysninger om hvornår jeg skulle møde til korprøver, stod jeg nærmest og hoppede op og ned udenfor.
Der var ihvertfald et meget stort grin på mit ansigt!
Jeg var SÅ begejstret for at jeg endelig kunne komme til at synge den, og ja bare komme til at synge igen. Jeg har sunget i kor i mange år og det er et sus uden lige, at stå ved siden af basserne og fysisk mærke deres stemmer gå ind og vibrere i ens egen krop.
Min næste handling var logisk, når man tænker, det var mig der udførte den. Jeg lavede research. Gik på biblioteket og bestilte alle de udgaver af "Messias" som jeg kunne komme i nærheden af - det var ikke mange, desværre kun 3, men det gav et ret nuanceret billede.
Vidste du at der ikke er en "rigtig" udgave? Händel lavede den rask væk om, alt efter hvilket slags kor han havde at arbejde med.
Derfor er Dublin udgaven ikke ligesom London udgaven - Dublin havde vist ikke helt de samme talenter som London på det tidspunkt.
Men der skulle være lavet minimum 10 udgaver, som han selv omarrangerede.
Det giver det jo et meget menneskeligt træk, syntes jeg!
Ved sidste prøve havde vi den "rigtige" dirigent til at lede os.
Giancarlo Andretta har været chefdirigent i Århus symfoniorkester siden 2003 og har en meget tydelig passion for sit arbejde. Jeg har endnu ikke oplevet ham gnaven eller i dårligt humør, tværtimod har han med humor præsteret at få tenorer og basser til at kikke op, mens de læser noder... Nu mangler alle vi andre bare. Hans syn på musik smitter af, og jeg sad det meste af prøven og virkelig anstrengte mig for, at læse noderne perfekt og få dem ud i den rigtige timing - til trods for at jeg synger efter gehør og ikke kan læse noder, andet end se når det går op eller ned... Jeg sad også og ønskede, at jeg var så dygtig at jeg kunne kontakte ham og bede om enetimer, for jeg tror han ville kunne udøve mirakler.
Sidder lige nu og irriterer mine naboer. For der findes en hjemmeside, hvor man kan få afspillet den stemme man skal synge - og det har jeg gjort på repeat siden jeg kom hjem, for 2 timer siden. (http://www.cyberbass.com/)
Men ih hvor jeg glæder mig til at komme til kor i aften. Der er altid nye mennesker at sidde ved siden af, og interessante historier at høre - når vi altså ikke synger. For det er jo det, vi primært kommer efter.
Det bliver også super fantastisk når der kommer orkester på, men det sker desværre først på selve koncertdagen. Heldigvis får vi lige lov til at øve en generalprøve først, inden publikum bliver lukket ind.
Det er nok meget godt!
Thursday, 1 December 2011
"Dage du ikke glemmer..."
Kender du de dage du bare ikke glemmer?
Dage der går ind i din hukommelsesbank som nogle af dem der kan trækkes frem på kolde grå vinterdage?
Mine er blandt andet fra Indien, hvor jeg for engangs skyld kunne holde varmen.
Farverne der dominerer overalt, sarier og kulørte tunikaer.
Jeg elsker at huske på farverne der var overalt og fik mig i godt humør så snart jeg trak gardinerne fra om morgenen. Jeg hang tit ud af vinduet inden jeg gik ned til morgenmad. Udsigtet var skøn - samtidig med at den var rigtig forfærdelig.
På den ene side af vejen lå hotellet, et beboelseskvarter og boder langs vejen med alt - og jeg mener alt: der var levende kyllinger, gamle bøger i stakke, kulørte armbånd og plastik smykker i bunker, frugt stablet op i flotte tårne, en gadeskrædder der sad med en træde symaskine osv... På den anden side var der en enkelt række med boder og små butikker og bagved det lå slummen.
Gråt, beskidt, larmende... og alligevel var det kontrasten mellem de to sider af vejen der gav det hele et helt specielt liv.
Bilerne brugte hornet hele tiden, så larmen var enorm. Tit holdt det hele stille mens nogle få utålmodige sjæle prøvede at væve sig ind og ud mellem auto-rickshaws, taxaer, biler, motorcykler, scotere, almindelige cykler og rigtig mange fodgængere.
Det eneste tidspunkt der var cirka stille, var fra kl 01-06. Men det gjorde intet, for det var integreret med det at være i Indien, at det ville have været mærkeligt hvis der var stille.
(Nu boede jeg også i en del af Mumbai der ikke normalt ser turister, så det at trafikken stod stille? Måske noget med en blondine der hang ud af et vindue fra 2 sal og kiggede på folk?)
Maam, maam, can I get you anything, maam? You smell nice, maam. What are you using? (soap?!) Can I carry your bags maam? Where are you from maam? Denmark? where is that maam?
En dreng - der sikkert i hans verden var en mand, fulgte mig troligt fra jeg kom ned fra mit værelse og ind til restauranten - Han stoppede udenfor og snakkede med vagten til hotellet mens jeg spiste og var så klar til at hjælpe mig med alt muligt når jeg kom ud igen.
I get you rickshaw maam? Where you go next, maam? To Internet café maam? You need help maam?
Det var ikke altid jeg behøvede at svare ham, selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne. Men han var i reglen bare glad for at kunne grine stort til de andre ung-tjenere over at han turde snakke med mig.
Jeg fik flere gange mulighed for at bruge hans assistance så jeg kunne komme til at stikke ham nogle drikkepenge, jeg tror ikke de fik en særlig god betaling fra hotellet. Men det er vel heller ikke nødvendigt når der officielt er 17 mio indbyggere i Mumbai og Gud ved hvor mange flere, hvis man tæller slumstormerne og fortorvs folket med...
Gud hvor jeg savner at rejse, at møde nye mennesker, se nye ting, spise ny mad, tjekke facts, LÆRE...
Det perfekte for mig ville være at få det seneste job jeg har søgt, hvor en stor del er at skulle rejse og se en masse af de ting præcis jeg lægger mærke til. De ting der giver en lidt anden vinkel på det hele, humoren i at en 15 årig flirter med en der kunne være hans mor... Se, det grinede jeg jo meget af, og gav lidt flere drikkepenge...
Dage der går ind i din hukommelsesbank som nogle af dem der kan trækkes frem på kolde grå vinterdage?
Mine er blandt andet fra Indien, hvor jeg for engangs skyld kunne holde varmen.
Farverne der dominerer overalt, sarier og kulørte tunikaer.
Jeg elsker at huske på farverne der var overalt og fik mig i godt humør så snart jeg trak gardinerne fra om morgenen. Jeg hang tit ud af vinduet inden jeg gik ned til morgenmad. Udsigtet var skøn - samtidig med at den var rigtig forfærdelig.
På den ene side af vejen lå hotellet, et beboelseskvarter og boder langs vejen med alt - og jeg mener alt: der var levende kyllinger, gamle bøger i stakke, kulørte armbånd og plastik smykker i bunker, frugt stablet op i flotte tårne, en gadeskrædder der sad med en træde symaskine osv... På den anden side var der en enkelt række med boder og små butikker og bagved det lå slummen.
Gråt, beskidt, larmende... og alligevel var det kontrasten mellem de to sider af vejen der gav det hele et helt specielt liv.
Bilerne brugte hornet hele tiden, så larmen var enorm. Tit holdt det hele stille mens nogle få utålmodige sjæle prøvede at væve sig ind og ud mellem auto-rickshaws, taxaer, biler, motorcykler, scotere, almindelige cykler og rigtig mange fodgængere.
Det eneste tidspunkt der var cirka stille, var fra kl 01-06. Men det gjorde intet, for det var integreret med det at være i Indien, at det ville have været mærkeligt hvis der var stille.
(Nu boede jeg også i en del af Mumbai der ikke normalt ser turister, så det at trafikken stod stille? Måske noget med en blondine der hang ud af et vindue fra 2 sal og kiggede på folk?)
Maam, maam, can I get you anything, maam? You smell nice, maam. What are you using? (soap?!) Can I carry your bags maam? Where are you from maam? Denmark? where is that maam?
En dreng - der sikkert i hans verden var en mand, fulgte mig troligt fra jeg kom ned fra mit værelse og ind til restauranten - Han stoppede udenfor og snakkede med vagten til hotellet mens jeg spiste og var så klar til at hjælpe mig med alt muligt når jeg kom ud igen.
I get you rickshaw maam? Where you go next, maam? To Internet café maam? You need help maam?
Det var ikke altid jeg behøvede at svare ham, selvom jeg selvfølgelig gjorde hvad jeg kunne. Men han var i reglen bare glad for at kunne grine stort til de andre ung-tjenere over at han turde snakke med mig.
Jeg fik flere gange mulighed for at bruge hans assistance så jeg kunne komme til at stikke ham nogle drikkepenge, jeg tror ikke de fik en særlig god betaling fra hotellet. Men det er vel heller ikke nødvendigt når der officielt er 17 mio indbyggere i Mumbai og Gud ved hvor mange flere, hvis man tæller slumstormerne og fortorvs folket med...
Gud hvor jeg savner at rejse, at møde nye mennesker, se nye ting, spise ny mad, tjekke facts, LÆRE...
Det perfekte for mig ville være at få det seneste job jeg har søgt, hvor en stor del er at skulle rejse og se en masse af de ting præcis jeg lægger mærke til. De ting der giver en lidt anden vinkel på det hele, humoren i at en 15 årig flirter med en der kunne være hans mor... Se, det grinede jeg jo meget af, og gav lidt flere drikkepenge...
Tuesday, 29 November 2011
Den der ven fra "Engang"
Jeg havde en ven, en jeg var rigtig glad for. Vi groede lidt fra hinanden og det blev ikke så tit vi sås.
Jeg var dybt chokeret!
- Som jeg er sikker på at de fleste ville blive.
Som det nu vil være for enhver der oplever det, var det noget af et chok for mig, da jeg fik beskeden: At han var blevet taget med fingrene i kagedåsen...
Han havde taget nøgenbilleder af nogle venners børn...
Jeg var dybt chokeret!
- Som jeg er sikker på at de fleste ville blive.
Hvordan kunne min ven, en fyr der var sød, rar, og utroligt mærkelig på den fede måde, være så langt ude?
Hans mekanik og baggrunde kender jeg ikke... Jeg er ikke sikker på at han selv gør det.
Men jeg kan da ikke lade være med at spekulere på hvorfor?
Om det er noget der ligger genetisk i en, eller en teknisk hjernefejl?
Hvad får lige en ellers sund og rask fyr til at finde billeder af nøgne børn seksuelt ophidsende?
Jeg ved der er meget der får skylden for disse sager, som regel den populære ting fra 80'erne: Ens arv eller miljø, til tider begge dele eller en helt tredje ting.
Hans baggrund var meget af det jeg tænkte på, om der kunne være en forklaring i den et sted?
- Mest fordi jeg gerne vil have at der er en forklaring udefra, og ikke inde fra ham selv...
Hvis jeg fik lov, ville jeg jo gerne skyde noget af skylden på hans mor.
Jeg var engang med hjemme og blive præsenteret. Moderen, der måske vejede 45 kg, kiggede grundigt på mig, tog mig tilside og sagde noget i retningen af: Du er sød nok, men du trænger nu til at tabe dig... Hvis jeg nu ikke havde været bagstiv og med begyndende tømmermænd, ville jeg måske havde husket min teenage usikkerhed, taget hende seriøst og troet på at hun da helt sikkert havde ret.
Som det nu var, kiggede jeg på hende, op, ned og op igen, mens jeg overvejede om jeg skulle kaste op på hende og spurgte til sidst med et sødt smil om hun havde en hovedpine pille.Da jeg fik det med nøgenbillederne af vide, havde jeg allerede mistet kontakten til ham. Og jeg er ikke sikker på hvordan jeg ville have det med at se ham igen.
Der var jo engang...
Men hvordan kan man se forbi den altoverskyggende hæslighed og se det venskab der var "dengang".
Jeg håber selvfølgelig at han fik hjælp på et professionelt plan og at det aldrig nogensinde vil ske igen. Men med den slags vil der altid være spøgelset tilbage – vil det ske igen? Vil der ske andet og mere? Hvad hvis han får børn selv? Hvor stopper det?
Det er en skrækkelig tanke, men jeg kan ikke stoppe den, og det giver et lille gib i mig hvis jeg ser en der ligner ham i bussen, på gaden eller i en butik. Jeg har lyst til at gå ud, væk, skynde mig. Og det er jo egentlig skrækkeligt, for tænk nu hvis han har gjort et kæmpe arbejde, har fundet ud af hvad det var der fik ham til det. Aldrig nogensinde vil gøre det igen og måske endda har undskyldt overfor dem der var involveret.
Fortjener han så ikke en chance mere?
Den del af mig der er fair, siger jo...
Den meget personlige del af mig der er et barn, skriger nej...Så spørgsmålet er: Hvem man skal lytte til?
Thursday, 17 November 2011
Jeg er måske lidt ond, men jeg åbnede en flaske champagne og skålede med en tidligere kollega og veninde, da jeg hørte at min tidligere arbejdsgiver var gået konkurs.
Det er ikke fordi jeg normalt er i den slags humør, men denne her arbejdsgiver har givet mig så mange problemer, at jeg bare er glad for at der ikke er andre der nu bliver udsat for samme lort.
Det hele startede da jeg gik ned med stress, det i sig selv er ikke spor sjovt, specielt ikke når alle syntes at min arbejdsgiver da var SÅ sød og forstående... Og ja det var han sikkert også, vel og mærke overfor alle de rette personer (sagsbehandlere osv...) Hans etiske sans var bestemt ikke veludviklet da han udbasunerede i butikken at jeg var kommet på medikation. Det ville jeg nok gerne selv bestemme hvem skulle vide.
Jeg rystede over hele kroppen hvis jeg skulle til møde med ham - men som den person jeg nu engang er, dukkede jeg op selvom jeg vidste at det ville give mig ekstra dage lukket inde i min lejlighed, gemt under dynen. Han formåede at få mig til at føle at det var mig der var noget i vejen med, at der bestemt ikke var noget i vejen med måden han styrede sine butikker på og at jeg bare skulle tage mig sammen.
Det gyser stadig i mig når jeg skal forbi en af butikkerne, og da de ligger ret centralt, var det ret tit...
Selvfølgelig kunne jeg ikke komme tilbage til det, så efter 120 dages sygdom blev jeg fyret. Og nu skulle man tro at mine besværligheder var ovre - det troede jeg ihvertfald. Jeg havde lige en kort kontrovers med en sagsbehandler der skrev et brev til mig og fortalte at hun havde raskmeldt mig dagen efter min fyring, med den begrundelse at jeg havde været i godt humør til vores sidste møde?! Men da jeg ikke kunne overskue at fortsætte kampen med den ... gav jeg mig, og blev nu rigtig ledig.
Feriepenge burde være rimelig simpelt, og det har jeg altid troet at de var, men nu da jeg var blevet "rask" ville jeg holde lidt ferie og kontaktede min gamle chef for at høre hvordan jeg skulle bære mig ad. For jeg havde jo ikke fået en feriekort fra ham da jeg stoppede.
Det tog 3 mails til ham, før jeg fik et svar og flere måneders kamp for at få ham til at hoste op med pengene. Det der endte med at skulle til, var en trussel om en politianmeldelse, hvis pengene ikke stod på min konto en bestemt dag, på et bestemt klokkeslet.
Det var sidste års feriepenge, nu skulle jeg så bruge dette års... Jeg gruede for at skulle til i kamp med ham igen, og valgte med vilje en dato hvor jeg ville få 5 ugers dagpenge ud i stedet for 4, så jeg ville kunne gemme dem, i stedet for de penge jeg bare vidste at jeg skulle vente på, og slås for igen...
Jeg gik ind med mit feriekort, lagde det på hans bord og hørte så ikke mere...
Da jeg havde skrevet 2 rykkere pr mail, fik jeg endelig svar at han var gået konkurs og at jeg nu skulle kontakte Lønmodtagernes Garantifond... Oookay...? Udfyldte og kopierede en masse papirer til dem og fik det sendt. Fik ret hurtigt svar om at de havde en ekspeditionstid på 10 uger - hvilket fik mig til at grine lettere hysterisk, for humoren var ret klar for mig. Det var sikkert samme tid som det ville tage for mig at få pengene fra den tidligere chef alligevel, så hvad helvede...
Jeg er til nu blevet kastet rundt i systemet og er endt hos Dansk Erhverv, som jeg håber er hurtigere end alle de andre, men jeg har lært min lektie og forventer bestemt ikke noget!
Det sjoveste var da jeg læste en artikel i den lokale avis om hans konkurs. Han gav skylden videre til bankerne og tog intet på sig selv. Min tanke er at hvis han nu havde overvejet sin politik, købt mindre ind, så han kunne betale sine regninger - så kunderne kunne have fået deres bestillinger og derfor ikke var gået til andre forhandlere eller helt var blevet væk. Eller bare på det basale havde behandlet sit personale ordentligt - så det ikke endte med at 4 af dem gik ned med stress, så ville det nok have været et bedre sted med en bedre stemning. Og måske... måske... ville han stadig have en butik eller 5...
Det er ikke fordi jeg normalt er i den slags humør, men denne her arbejdsgiver har givet mig så mange problemer, at jeg bare er glad for at der ikke er andre der nu bliver udsat for samme lort.
Det hele startede da jeg gik ned med stress, det i sig selv er ikke spor sjovt, specielt ikke når alle syntes at min arbejdsgiver da var SÅ sød og forstående... Og ja det var han sikkert også, vel og mærke overfor alle de rette personer (sagsbehandlere osv...) Hans etiske sans var bestemt ikke veludviklet da han udbasunerede i butikken at jeg var kommet på medikation. Det ville jeg nok gerne selv bestemme hvem skulle vide.
Jeg rystede over hele kroppen hvis jeg skulle til møde med ham - men som den person jeg nu engang er, dukkede jeg op selvom jeg vidste at det ville give mig ekstra dage lukket inde i min lejlighed, gemt under dynen. Han formåede at få mig til at føle at det var mig der var noget i vejen med, at der bestemt ikke var noget i vejen med måden han styrede sine butikker på og at jeg bare skulle tage mig sammen.
Det gyser stadig i mig når jeg skal forbi en af butikkerne, og da de ligger ret centralt, var det ret tit...
Selvfølgelig kunne jeg ikke komme tilbage til det, så efter 120 dages sygdom blev jeg fyret. Og nu skulle man tro at mine besværligheder var ovre - det troede jeg ihvertfald. Jeg havde lige en kort kontrovers med en sagsbehandler der skrev et brev til mig og fortalte at hun havde raskmeldt mig dagen efter min fyring, med den begrundelse at jeg havde været i godt humør til vores sidste møde?! Men da jeg ikke kunne overskue at fortsætte kampen med den ... gav jeg mig, og blev nu rigtig ledig.
Feriepenge burde være rimelig simpelt, og det har jeg altid troet at de var, men nu da jeg var blevet "rask" ville jeg holde lidt ferie og kontaktede min gamle chef for at høre hvordan jeg skulle bære mig ad. For jeg havde jo ikke fået en feriekort fra ham da jeg stoppede.
Det tog 3 mails til ham, før jeg fik et svar og flere måneders kamp for at få ham til at hoste op med pengene. Det der endte med at skulle til, var en trussel om en politianmeldelse, hvis pengene ikke stod på min konto en bestemt dag, på et bestemt klokkeslet.
Det var sidste års feriepenge, nu skulle jeg så bruge dette års... Jeg gruede for at skulle til i kamp med ham igen, og valgte med vilje en dato hvor jeg ville få 5 ugers dagpenge ud i stedet for 4, så jeg ville kunne gemme dem, i stedet for de penge jeg bare vidste at jeg skulle vente på, og slås for igen...
Jeg gik ind med mit feriekort, lagde det på hans bord og hørte så ikke mere...
Da jeg havde skrevet 2 rykkere pr mail, fik jeg endelig svar at han var gået konkurs og at jeg nu skulle kontakte Lønmodtagernes Garantifond... Oookay...? Udfyldte og kopierede en masse papirer til dem og fik det sendt. Fik ret hurtigt svar om at de havde en ekspeditionstid på 10 uger - hvilket fik mig til at grine lettere hysterisk, for humoren var ret klar for mig. Det var sikkert samme tid som det ville tage for mig at få pengene fra den tidligere chef alligevel, så hvad helvede...
Jeg er til nu blevet kastet rundt i systemet og er endt hos Dansk Erhverv, som jeg håber er hurtigere end alle de andre, men jeg har lært min lektie og forventer bestemt ikke noget!
Det sjoveste var da jeg læste en artikel i den lokale avis om hans konkurs. Han gav skylden videre til bankerne og tog intet på sig selv. Min tanke er at hvis han nu havde overvejet sin politik, købt mindre ind, så han kunne betale sine regninger - så kunderne kunne have fået deres bestillinger og derfor ikke var gået til andre forhandlere eller helt var blevet væk. Eller bare på det basale havde behandlet sit personale ordentligt - så det ikke endte med at 4 af dem gik ned med stress, så ville det nok have været et bedre sted med en bedre stemning. Og måske... måske... ville han stadig have en butik eller 5...
Tuesday, 16 August 2011
Hvad jeg laver når jeg skal distraheres...
Fandt nogle nye mænd at lege med - ja ikke i virkeligheden, men billeder af de mænd der interesserer mig i filmens verden. Har en skrækkelig tendens til at finde billeder af dem og gemme dem i en mappe "mappe med pæne mænd".
En lettere overfladisk behandling af dem, men hvad... De gør det samme med os, så det er vel kun fair.
Jeg bruger dem når jeg sidder og skriver historier, så finder jeg "dagens mand" og væver en historie omkring ham og mine ideer om hvordan han er. Sjovt - eller, det syntes jeg det er. Har ingen planer om at lade andre end nogle få udvalgte læse dem, da de er vildt pinlige og af en eller anden årsag næsten altid har helten der redder heltinden. Jeg ved godt at vi kvinder bliver hjernevasket fra vi er børn, men det er alligevel lidt frustrerende at starte ud med en historie og så skal "man" reddes undervejs...?
Prøver gang på gang at det er omvendt, men alligevel så vil min heltinde holdes tæt og glemmer alt om at hun er et meget selvstændigt væsen der ellers nok plejer at kunne klare paragrafferne selv... Irriterende!
Men når man så hører at det kun er en brøkdel af film der rent faktisk viser kvinder som nogle der godt kan selv, så er det vel ikke så utroligt mere. Jeg mener, hvordan med Brødrene Grimm? Der var ikke mange kvinder i deres historier der "kunne" selv...
Så det bliver min opgave næste gang, at prøve at skrive en historie hvor kvinden måske redder ham istedet, eller i det mindste ikke har brug for at blive reddet...
Bare som en side bemærkning:
Patrick Dempsey, Bradley Cooper, Eric Dane, Alan Rickman, Ami James, Clive Owen, Ioan Gruffudd, Mads Mikkelsen, Gerard Butler, Colin Firth, Julian McMahon, Jason Issacs, Jason Statham, Jeffrey Dean Morgan, Hrithik Roshan, Heath Ledger, Goran Visnijc, Jude Law, Robert Downey Jr, Johnny Depp, Simon Baker, Vin Diesel, Hugh Jackman, Gary Cooper, Cary Grant, David James Elliott, David Boreanaz, Antonio Banderas, Viggo Mortensen...
Need I say more?
En lettere overfladisk behandling af dem, men hvad... De gør det samme med os, så det er vel kun fair.
Jeg bruger dem når jeg sidder og skriver historier, så finder jeg "dagens mand" og væver en historie omkring ham og mine ideer om hvordan han er. Sjovt - eller, det syntes jeg det er. Har ingen planer om at lade andre end nogle få udvalgte læse dem, da de er vildt pinlige og af en eller anden årsag næsten altid har helten der redder heltinden. Jeg ved godt at vi kvinder bliver hjernevasket fra vi er børn, men det er alligevel lidt frustrerende at starte ud med en historie og så skal "man" reddes undervejs...?
Prøver gang på gang at det er omvendt, men alligevel så vil min heltinde holdes tæt og glemmer alt om at hun er et meget selvstændigt væsen der ellers nok plejer at kunne klare paragrafferne selv... Irriterende!
Men når man så hører at det kun er en brøkdel af film der rent faktisk viser kvinder som nogle der godt kan selv, så er det vel ikke så utroligt mere. Jeg mener, hvordan med Brødrene Grimm? Der var ikke mange kvinder i deres historier der "kunne" selv...
Så det bliver min opgave næste gang, at prøve at skrive en historie hvor kvinden måske redder ham istedet, eller i det mindste ikke har brug for at blive reddet...
Bare som en side bemærkning:
Patrick Dempsey, Bradley Cooper, Eric Dane, Alan Rickman, Ami James, Clive Owen, Ioan Gruffudd, Mads Mikkelsen, Gerard Butler, Colin Firth, Julian McMahon, Jason Issacs, Jason Statham, Jeffrey Dean Morgan, Hrithik Roshan, Heath Ledger, Goran Visnijc, Jude Law, Robert Downey Jr, Johnny Depp, Simon Baker, Vin Diesel, Hugh Jackman, Gary Cooper, Cary Grant, David James Elliott, David Boreanaz, Antonio Banderas, Viggo Mortensen...
Need I say more?
Thursday, 4 August 2011
Besøg i skoven
Vågnede med en trang til at komme i skoven, og da jeg har flottet mig og købt et månedskort, var der relativ kort mellem tanke og handling...
Jeg var i Moesgård skov med Ann Lina - en kær veninde - sidste weekend. Og der blev jeg mindet om hvor meget jeg egentlig savner at komme ud i naturen.
Jeg kan godt mærke at jeg er vokset op på landet, eller måske er det mere at jeg bare har brug for mere ro end andre? Jeg elsker ihvertfald at komme udenfor byen og finde et sted uden alt for mange mennesker hvor jeg kan genfinde en brøkdel af den ro som jeg engang har haft.
Skoven var lige så dejlig som i sidste weekend. Det blæste og var en smule overskyet så vejret var også med mig. Jeg elsker når det blæser! Kan stadig huske det træ jeg altid kravlede op i når det stormede hjemme. Der var ikke meget bedre end at hænge der og kæmpe for at holde sig fast mens man råbte højt af jubel.
Idag kunne jeg høre vinden suse i trætoppene, og da det er meget store bøgetræer var der ikke meget der nåede ned til mig, men fantastisk var det nu alligevel! Jeg fandt mit yndlingssted inde ved åen, der løber igennem skoven. Der er en træstamme der ligger tværs hen over åen, så man kan bruge den som bro. Jeg bruger den til at sidde på og lytter til hvad åen har at fortælle. Idag var den lidt mere vågen end i weekenden. Den pludrede løs og kunne næsten overdøve vinden i træerne. Jeg tror den var glad for selskabet?
En sølvgrå hejre fløj forbi mig hen over stien, da jeg gik videre gennem skoven, ned mod stranden.
Jeg fik husket hvordan det er at klatre i træer, da jeg kom forbi en gren der hang hen over stien, MÅTTE jeg bare op på den. Tror ikke mine bukser bliver de samme igen, men det var det værd. Jeg sad sidelæns på den, mens jeg kiggede ud over den mark der ligger midt i det hele. Fik en del mærkelige blikke fra forældre med børn, der kom forbi mens jeg sad der. Men jeg tror det mere var fordi børnene også ville prøve.
Bølgerne kunne høres tydeligt ned gennem skoven. Det lød som et kæmpe dyrs åndedræt, og i mit hoved var bølgerne meget store. Så jeg blev lidt skuffet da jeg kom derned og de ikke var mere end en halv meter høje. Men vejret var stadig dejlig overskyet så jeg kunne finde mig et sted i relativ læ og så sidde og bare lytte til bevægelserne omkring mig.
Lavede også lidt tingfinderi mens jeg gik rundt der. Der var jo vikinger på Moesgård i sidste weekend, og jeg tænkte på alle de ting de kunne have tabt, så jeg følte mig kun lidt fjollet da jeg samlede en stump rensdyr skind op. Dog var der en hel teltbadun oppe på marken, pænt pakket sammen og lige ved siden af en pløk - tror der var nogen der havde travlt med at pakke og komme hjem, siden de havde glemt den...
Lod den ligge i tilfælde af at de kom i tanke om den
Gik tilbage gennem skoven og hjalp en lille frø med at komme fra den store mark og over til skyggen ved åen. Bagefter kom jeg til at tænke på om den sad og bandede, for tænk hvis den skulle have været i den anden retning? Eller havde en kaffe aftale og nu ikke kunne finde tilbage?
Nåede bussen 3 timer efter jeg var kommet derud, og kunne allerede i bussen mærke hvordan man tænker og handler anderledes fordi man nu skal ind til byen igen.
Prøvede så også at køre over målstregen i bybus... Der skal åbenbart være cykelløb inde i Århus og bussen skulle gennem dens rute, så vi kørte forbi tribuner, tilskuere, og masser af officielt udseende mennesker.
Besynderligt... Forstår ikke hvad fornøjelsen er ved at se på det? Hvis man blinker på det forkerte tidspunkt så har man forgæves stået i kø i mange timer?!
Jeg var i Moesgård skov med Ann Lina - en kær veninde - sidste weekend. Og der blev jeg mindet om hvor meget jeg egentlig savner at komme ud i naturen.
Jeg kan godt mærke at jeg er vokset op på landet, eller måske er det mere at jeg bare har brug for mere ro end andre? Jeg elsker ihvertfald at komme udenfor byen og finde et sted uden alt for mange mennesker hvor jeg kan genfinde en brøkdel af den ro som jeg engang har haft.
Skoven var lige så dejlig som i sidste weekend. Det blæste og var en smule overskyet så vejret var også med mig. Jeg elsker når det blæser! Kan stadig huske det træ jeg altid kravlede op i når det stormede hjemme. Der var ikke meget bedre end at hænge der og kæmpe for at holde sig fast mens man råbte højt af jubel.
Idag kunne jeg høre vinden suse i trætoppene, og da det er meget store bøgetræer var der ikke meget der nåede ned til mig, men fantastisk var det nu alligevel! Jeg fandt mit yndlingssted inde ved åen, der løber igennem skoven. Der er en træstamme der ligger tværs hen over åen, så man kan bruge den som bro. Jeg bruger den til at sidde på og lytter til hvad åen har at fortælle. Idag var den lidt mere vågen end i weekenden. Den pludrede løs og kunne næsten overdøve vinden i træerne. Jeg tror den var glad for selskabet?
En sølvgrå hejre fløj forbi mig hen over stien, da jeg gik videre gennem skoven, ned mod stranden.
Jeg fik husket hvordan det er at klatre i træer, da jeg kom forbi en gren der hang hen over stien, MÅTTE jeg bare op på den. Tror ikke mine bukser bliver de samme igen, men det var det værd. Jeg sad sidelæns på den, mens jeg kiggede ud over den mark der ligger midt i det hele. Fik en del mærkelige blikke fra forældre med børn, der kom forbi mens jeg sad der. Men jeg tror det mere var fordi børnene også ville prøve.
Bølgerne kunne høres tydeligt ned gennem skoven. Det lød som et kæmpe dyrs åndedræt, og i mit hoved var bølgerne meget store. Så jeg blev lidt skuffet da jeg kom derned og de ikke var mere end en halv meter høje. Men vejret var stadig dejlig overskyet så jeg kunne finde mig et sted i relativ læ og så sidde og bare lytte til bevægelserne omkring mig.
Lavede også lidt tingfinderi mens jeg gik rundt der. Der var jo vikinger på Moesgård i sidste weekend, og jeg tænkte på alle de ting de kunne have tabt, så jeg følte mig kun lidt fjollet da jeg samlede en stump rensdyr skind op. Dog var der en hel teltbadun oppe på marken, pænt pakket sammen og lige ved siden af en pløk - tror der var nogen der havde travlt med at pakke og komme hjem, siden de havde glemt den...
Lod den ligge i tilfælde af at de kom i tanke om den
Gik tilbage gennem skoven og hjalp en lille frø med at komme fra den store mark og over til skyggen ved åen. Bagefter kom jeg til at tænke på om den sad og bandede, for tænk hvis den skulle have været i den anden retning? Eller havde en kaffe aftale og nu ikke kunne finde tilbage?
Nåede bussen 3 timer efter jeg var kommet derud, og kunne allerede i bussen mærke hvordan man tænker og handler anderledes fordi man nu skal ind til byen igen.
Prøvede så også at køre over målstregen i bybus... Der skal åbenbart være cykelløb inde i Århus og bussen skulle gennem dens rute, så vi kørte forbi tribuner, tilskuere, og masser af officielt udseende mennesker.
Besynderligt... Forstår ikke hvad fornøjelsen er ved at se på det? Hvis man blinker på det forkerte tidspunkt så har man forgæves stået i kø i mange timer?!
Monday, 7 February 2011
Rejsen hjem
Sidder ved min mini computer, lille Eve - som Cilje har døbt den.
Mit fly hjem blev med Turkish Airlines istedet for Jet Airways som det først var planen... Men som jeg har skrevet om meget, mistede jeg jo flyturen pga det snekaos der var på vejen ned.
Så efter mange dage på nettet for at komme i forbindelse med mit rejseselskab - og ikke have megen succes med det - fik jeg endelig en flyrejse med Turkish Airlines til omkring 3000 kr med stop i Istanbul. Jeg blev desværre nødt til at korte min rejse af med en dag og rejste hjem Torsdag.
Så jeg skulle rejse natten mellem Onsdag og Torsdag og da de havde skrevet i aviserne at pga terror truslerne mod Indien, skulle man møde 3 timer før afgang for at være sikker på, at komme igennem de mange security områder. Efter at have hængt ud på hotelværelset til kl 1.20 gik vi ned og steg ind i en lettere ramponeret bil, der tilhørte en af tjenerne der tilfældigvis havde fået tjansen at køre mig til lufthavnen. (Jeg gav ham 100 Rs i drikkepenge og fik et stort smil til gengæld)
Lufthavnen i Mumbai er sådan indrettet at hvert flyselskab, har hver deres indgang. Så man skal vise gyldig billet og pas for overhovedet at komme indenfor. Gæster og pårørende kommer ikke indenfor. Så jeg fik Naman til at vente udenfor til jeg tar sikker på at de godkendte min fjollede papirbillet. Tænk hvis de havde afvist den?!
Men nej, det gjorde de ikke og servicen indenfor var uvirkelig. Fra jeg kom igennem nåleøjet, var der nogen til at hjælpe mig videre.
Først skulle min kuffert røngtenfotograferes og forsegles. Så skulle jeg stå i kø til at få et rigtig boardingpas og sende min kuffert afsted. Her måtte jeg takke min skaber for at jeg kan se ret så ynkelig ud, hvis det gælder. Min kuffert vejede 34 kg !!!
Han kiggede bestemt på mig og fortalte at kufferter må højest veje 32 kg stykket og at jeg egentlig skulle have købt en kuffert mere og delt rovet over i to. Han sagde med et sødt smil, at han ville lade mig slippe for denne gang og så skulle jeg bare huske det til en anden gang. Og så blev der skrevet 32 kg på den lille slip der blev sat på kufferten.
Jeg fik også sat en slip på min håndbagage så de kunne se at det var den jeg var kommet med. Så op og stå i kø til security, hvor jeg fik et stempel på både håndbagage og boardingpas. Hele tiden var der uniformeret lufthavnspersonale der viste mig videre, næsten inden jeg nåede at se lost ud. Jeg skulle igennem 3 securitychecks inden jeg var i afgangshallen og kunne se frem til 2 timers ventetid inden min flyafgang.
Jeg brugte tiden vel, jeg gik ind i en boghandel og købte lidt flere film og to bøger. Fik afvide ved kassen at jeg selv kunne ligne Katrina kaif - en Bollewood stjerne der er meget hvid i huden. Jeg smilede høfligt og grinede indvendigt højt, for jeg ligner bestemt ikke Katrina Kaif! Men meget sjovt at se, hvordan de flirter med en dernede, bare fordi jeg er hvid i huden.
Jeg gik også forbi et massagested og fik en halv times ryg og nakke massage som hjalp rigtig meget på mit præ-flystress. Efter endnu en omgang securitycheck kom vi endelig ombord på flyveren.
Jeg vil sige at jeg har stor respekt for Turkish Airlines, deres service i flyet var superb. Der var individuel skærm til hvert sæde og der var nok mellem 45-60 film at vælge mellem og lige så mange, hvis ikke flere musik og spil filer. hvis man havde lyst - og råd - kunne man gå på internettet.
Jeg kunne ikke sove, selvom jeg nok burde have prøvet mere ihærdigt... Vi ankom til Istanbul lufthavn kl 12 og jeg var efterhånden ret mærkelig i hovedet. Der skal lige lægges 4,5 timer oven i, fra tidsforskellen. Et securitycheck for at komme ind i lufthavnen fra flyet og så ellers lede efter et sted at sidde ned - det er ikke bænke der er flest af, i Istanbul lufthavn...
Gik rundt på må og få mens jeg prøvede at holde mig vågen og fik læst lidt i en af de bøger jeg havde købt i Mumbai lufthavn.
Da det endelig var tid til at gå ud til gaten, var jeg godt smadret og så skulle vi stille op til endnu en omgang security... Jeg var næsten derhenne, da en uniformeret lufthavns medarbejder spurgte om jeg var gravid...? Jeg svarede at nej, jeg var bare fed. Jeg kunne tydeligt høre de overraskede fnis der kom fra de andre i køen bag mig, men var ret ligeglad og kiggede ham bare lige i øjnene. Han verfede mig hurtigt hen til metaldetektoren og jeg kom igennem uden noget. Flyveturen var nogenlunde hurtigt overstået og jeg ankom til Kastrup Lufthavn.
Jeg skulle heldigvis ikke vente alt for længe på min kuffert, og kunne uden besvær gå gennem told osv. Fik købt en pladsbillet og billet til toget hjem og kunne endelig føle at jeg var ordentlig på vej hjem.
Dorthe kom og hentede mig på banegårdspladsen og smed mig i en taxa. Jeg sloges lidt med min kuffert, for at få den op ad trappen til min lejlighed. Faktisk var den blevet så tung at jeg måtte stille den på hvert trin for at få den op. Men jeg var også ret så træt på daværende tidspunkt.
Beundrede min tomme, rene lejlighed og tog et hurtigt bad inden jeg gik i seng.
Jeg havde været vågen i 43 timer...
Mit fly hjem blev med Turkish Airlines istedet for Jet Airways som det først var planen... Men som jeg har skrevet om meget, mistede jeg jo flyturen pga det snekaos der var på vejen ned.
Så efter mange dage på nettet for at komme i forbindelse med mit rejseselskab - og ikke have megen succes med det - fik jeg endelig en flyrejse med Turkish Airlines til omkring 3000 kr med stop i Istanbul. Jeg blev desværre nødt til at korte min rejse af med en dag og rejste hjem Torsdag.
Så jeg skulle rejse natten mellem Onsdag og Torsdag og da de havde skrevet i aviserne at pga terror truslerne mod Indien, skulle man møde 3 timer før afgang for at være sikker på, at komme igennem de mange security områder. Efter at have hængt ud på hotelværelset til kl 1.20 gik vi ned og steg ind i en lettere ramponeret bil, der tilhørte en af tjenerne der tilfældigvis havde fået tjansen at køre mig til lufthavnen. (Jeg gav ham 100 Rs i drikkepenge og fik et stort smil til gengæld)
Lufthavnen i Mumbai er sådan indrettet at hvert flyselskab, har hver deres indgang. Så man skal vise gyldig billet og pas for overhovedet at komme indenfor. Gæster og pårørende kommer ikke indenfor. Så jeg fik Naman til at vente udenfor til jeg tar sikker på at de godkendte min fjollede papirbillet. Tænk hvis de havde afvist den?!
Men nej, det gjorde de ikke og servicen indenfor var uvirkelig. Fra jeg kom igennem nåleøjet, var der nogen til at hjælpe mig videre.
Først skulle min kuffert røngtenfotograferes og forsegles. Så skulle jeg stå i kø til at få et rigtig boardingpas og sende min kuffert afsted. Her måtte jeg takke min skaber for at jeg kan se ret så ynkelig ud, hvis det gælder. Min kuffert vejede 34 kg !!!
Han kiggede bestemt på mig og fortalte at kufferter må højest veje 32 kg stykket og at jeg egentlig skulle have købt en kuffert mere og delt rovet over i to. Han sagde med et sødt smil, at han ville lade mig slippe for denne gang og så skulle jeg bare huske det til en anden gang. Og så blev der skrevet 32 kg på den lille slip der blev sat på kufferten.
Jeg fik også sat en slip på min håndbagage så de kunne se at det var den jeg var kommet med. Så op og stå i kø til security, hvor jeg fik et stempel på både håndbagage og boardingpas. Hele tiden var der uniformeret lufthavnspersonale der viste mig videre, næsten inden jeg nåede at se lost ud. Jeg skulle igennem 3 securitychecks inden jeg var i afgangshallen og kunne se frem til 2 timers ventetid inden min flyafgang.
Jeg brugte tiden vel, jeg gik ind i en boghandel og købte lidt flere film og to bøger. Fik afvide ved kassen at jeg selv kunne ligne Katrina kaif - en Bollewood stjerne der er meget hvid i huden. Jeg smilede høfligt og grinede indvendigt højt, for jeg ligner bestemt ikke Katrina Kaif! Men meget sjovt at se, hvordan de flirter med en dernede, bare fordi jeg er hvid i huden.
Jeg gik også forbi et massagested og fik en halv times ryg og nakke massage som hjalp rigtig meget på mit præ-flystress. Efter endnu en omgang securitycheck kom vi endelig ombord på flyveren.
Jeg vil sige at jeg har stor respekt for Turkish Airlines, deres service i flyet var superb. Der var individuel skærm til hvert sæde og der var nok mellem 45-60 film at vælge mellem og lige så mange, hvis ikke flere musik og spil filer. hvis man havde lyst - og råd - kunne man gå på internettet.
Jeg kunne ikke sove, selvom jeg nok burde have prøvet mere ihærdigt... Vi ankom til Istanbul lufthavn kl 12 og jeg var efterhånden ret mærkelig i hovedet. Der skal lige lægges 4,5 timer oven i, fra tidsforskellen. Et securitycheck for at komme ind i lufthavnen fra flyet og så ellers lede efter et sted at sidde ned - det er ikke bænke der er flest af, i Istanbul lufthavn...
Gik rundt på må og få mens jeg prøvede at holde mig vågen og fik læst lidt i en af de bøger jeg havde købt i Mumbai lufthavn.
Da det endelig var tid til at gå ud til gaten, var jeg godt smadret og så skulle vi stille op til endnu en omgang security... Jeg var næsten derhenne, da en uniformeret lufthavns medarbejder spurgte om jeg var gravid...? Jeg svarede at nej, jeg var bare fed. Jeg kunne tydeligt høre de overraskede fnis der kom fra de andre i køen bag mig, men var ret ligeglad og kiggede ham bare lige i øjnene. Han verfede mig hurtigt hen til metaldetektoren og jeg kom igennem uden noget. Flyveturen var nogenlunde hurtigt overstået og jeg ankom til Kastrup Lufthavn.
Jeg skulle heldigvis ikke vente alt for længe på min kuffert, og kunne uden besvær gå gennem told osv. Fik købt en pladsbillet og billet til toget hjem og kunne endelig føle at jeg var ordentlig på vej hjem.
Dorthe kom og hentede mig på banegårdspladsen og smed mig i en taxa. Jeg sloges lidt med min kuffert, for at få den op ad trappen til min lejlighed. Faktisk var den blevet så tung at jeg måtte stille den på hvert trin for at få den op. Men jeg var også ret så træt på daværende tidspunkt.
Beundrede min tomme, rene lejlighed og tog et hurtigt bad inden jeg gik i seng.
Jeg havde været vågen i 43 timer...
Thursday, 3 February 2011
Svigersøn, svoger osv
NEJ, det var kun en vittighed...
Mit besøg hos Namans familie var en god oplevelse og han fik mange ord med på vejen fra dem, da de opdagede at jeg havde været i Mumbai i en måned og først blev inviteret med hjem, den aller sidste dag jeg var der.
Men han havde ret i at han bor ret kort fra hotellet, det tog måske 10 minutter i auto rickshaw at komme derhen. Det var et meget tydeligt boligkvarter og hans mor havde sneget sig ud på altanen, for at se mig mens vi gik ind på området.
Deres indgangspartier er bestemt ikke nemme at genkende, jeg ville umiddelbart tro at man går helt forkert. Men mest fordi det hele ser så nusset ud.
De boede på 1.sal og man kom direkte ind i deres stue. Ingen gang. Så jeg satte skoene samme sted som Naman og gik med ind og hilste på. Lejligheden var en to-værelses lejlighed. Et soveværelse hvor børnene sover og en stue hvor forældrene sover. Et køkken og en gang der forbinder det hele. Så aldrig om de havde et badeværelse også.
Hilste på en meget genert mor, der skyndte sig ud i køkkenet efter jeg var blevet hilst på med den traditionelle "namaste" hilsen. Hans kusine kom ind i lokalet og rakte mig et glas vand. Jeg var den eneste der fik et glas og alle sad så og kiggede på mig, mens jeg lidt genert drak af vandet.
Vi kom heldigvis igang med at snakke og jeg fik fortalt at kusinen var kommet samme dag, efter at have rejst med sin mor i bus i mange timer. Så mange at de gså havde sovet i den.
Hun var naturligvis meget træt og tydeligvis genert.
Men søsteren, der er et par år ældre end Naman talte heldigvis ret meget.
Så hun og jeg fik talt om mit ophold, hvor jeg havde været, hvad jeg havde set, hvem jeg havde besøgt. Alle var enige om at jeg havde betalt alt for meget for min sari og at jeg skulle have haft dem med ud istedet, for de ville have hjulpet mig meget bedre end Niyati og Zoya.
Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forsvare dem, og fik skudt ind at eftersom de var de eneste piger jeg havde mødt, så var det jo logisk nok at det var deres steder jeg havde været for at shoppe.
Her kiggede alle på Naman der heldigvis rødmede lidt og det var så første gang hvor han fik afvide af familien, at han skulle have taget mig med hjem tidligere, så de kunne have mødt mig, for de kunne godt lide mig og ville gerne have lært mig bedre at kende.
Fik frokost hos dem, en tallerken kom ind med chapati på - brød - og en masse små retter i mindre skåle. Alt på samme tallerken. Den fik jeg og så og kunne balancerede med, mens jeg ventede på at andre også fik noget. Naman fik også en tallerken og alle bad mig gå igang med at spise. Jeg kludrede lidt i det som altid og endte med at sætte mig på min venstre hånd, for ikke at komme til at bruge den. Efterhånden som vi blev færdige fik andre også noget at spise og moderen spiste til allersidst.
Meget mærkelig oplevelse, men maden var god og jeg fik også komplimenteret hende for den mange gange.
En nabodame kom ind efter frokosten, meget tydeligt for at se på giraffen og alle morede sig over hendes nysgerrighed der var blevet vendt til chok, da hun fik min alder og singlestatus at vide. Jeg havde været ret hurtig til at fortælle dem min alder i starten, for at de ikke troede på Naman der jo havde drillet dem med at han ville giftes med mig.
Da hun gik ud igen lo hele bunken og fortalte at nu havde damen noget at tale om de næste mange dage. Hun er åbenbart sådan en der kommer uanmeldt og stikker næsen i alt.
Faderen fik endelig lov til at vise mig sin import/eksport forretning. Hvilket var et skab med poser - han hentede den ene ting efter den anden og satte på sofaen, så jeg kunne beundre dem. Det var en masse ler ting, askebærer, krukker, klokker, skåle, figurer osv. Moderen lavede lys og dem fik jeg også at se.
Alle var ret spændte på min reaktion og jeg kunne mærke på dem, at Naman havde overdrevet en anelse med, at jeg gerne vil have en butik selv en dag...!
Jeg fik afvide at jeg bare kunne vælge lige hvad jeg gerne ville have, så måtte jeg FÅ det. Jeg kunne heldigvis sige at jeg ikke havde plads til så meget, og det begrænsede heldigvis deres gavmildhed en anelse. Men fik en masse under alle omstændigheder og tog en masse billeder af alt sammen, så jeg har noget konkret på hvad det var.
Jeg har lovet at jeg vil fortælle videre om det, så der måske kan blive en import ting ud af det, til Danmark også. Har siden fået afvide at der er en anti dumpings told på indiske varer på 62,5 % hvilket er helt vanvittigt. Men vil bestemt gøre hvad jeg kan for at fortælle videre om hans ting og priserne.
Blev inviteret til aftensmad og sagde ja tak, da jeg godt kunne lide dem og ikke vidste hvad vi ellers skulle lave resten af aftenen. Vi tog tilbage til hotellet og jeg fik pakket det sidste ned i kufferten med stort besvær og mange overvejelser om hvor meget den mon vejede efterhånden?!
Blev på hotellet det meste af tiden, med et smut eller tre forbi den lille skrædder der enten havde glemt det tøj jeg havde fået lovning på var færdigt, eller også ikke var færdig endnu. Efter 3 besøg hos ham, havde han endelig fået det "hentet" og jeg kunne få og betale det. Han var heldigvis ret rimelig med prisen og det blev ikke mere end vi havde aftalt mundtligt tidligere.
Fik også det pakket ned og var glad for at kufferten kunne udvides og håbede på at lynlåsen holdt til den store tur hjem.
Det bankede på døren om aftenen og en tjener kom ind med en pakke til mig. Det viste sig at være en gave fra Nirmala Row - damen fra skrædderbutikken, hvor jeg havde købt sarien. Hun havde sendt mig en kurta i hvid med de fineste broderier og hæklede kanter. Jeg ringede hende op og takkede hende overstrømmende. Og lovede at jeg nok skulle sende en sms til hende, når jeg var nået sikkert hjem til Danmark.
Da vi tog afsted til aftensmaden, havde jeg nok forventet at vi skulle mødes alle sammen. Og blev noget overrasket da vi for det første kørte til et hotel, og derefter var det kun de to piger der kom. De havde bestemt at det ville være kedeligt for mig at komme hjem til dem og spise, da det bare ville blive noget af det samme som til frokosten. Men vi hyggede da alligevel og pigerne var ved at dø af grin da vi efter maden gik over til en stand og Naman købte "mundfriskere" til os alle.
Det er bananblade med forskellig smag indeni. En lille pakke af krydderier, sukker og parfume. Jeg tog en bid og skulle overtales ret meget for overhovedet at tage en mere. De andre puttede det dirrekte i munden og tyggede glade på det. Jeg var ved at kaste op. Smed resten ud til stor morskab for alle andre ved vejen og tog afsked med pigerne oog kørte tilbage til hotellet for at vente på at klokken skulle blive 1.20 om natten.
Mit besøg hos Namans familie var en god oplevelse og han fik mange ord med på vejen fra dem, da de opdagede at jeg havde været i Mumbai i en måned og først blev inviteret med hjem, den aller sidste dag jeg var der.
Men han havde ret i at han bor ret kort fra hotellet, det tog måske 10 minutter i auto rickshaw at komme derhen. Det var et meget tydeligt boligkvarter og hans mor havde sneget sig ud på altanen, for at se mig mens vi gik ind på området.
Deres indgangspartier er bestemt ikke nemme at genkende, jeg ville umiddelbart tro at man går helt forkert. Men mest fordi det hele ser så nusset ud.
De boede på 1.sal og man kom direkte ind i deres stue. Ingen gang. Så jeg satte skoene samme sted som Naman og gik med ind og hilste på. Lejligheden var en to-værelses lejlighed. Et soveværelse hvor børnene sover og en stue hvor forældrene sover. Et køkken og en gang der forbinder det hele. Så aldrig om de havde et badeværelse også.
Hilste på en meget genert mor, der skyndte sig ud i køkkenet efter jeg var blevet hilst på med den traditionelle "namaste" hilsen. Hans kusine kom ind i lokalet og rakte mig et glas vand. Jeg var den eneste der fik et glas og alle sad så og kiggede på mig, mens jeg lidt genert drak af vandet.
Vi kom heldigvis igang med at snakke og jeg fik fortalt at kusinen var kommet samme dag, efter at have rejst med sin mor i bus i mange timer. Så mange at de gså havde sovet i den.
Hun var naturligvis meget træt og tydeligvis genert.
Men søsteren, der er et par år ældre end Naman talte heldigvis ret meget.
Så hun og jeg fik talt om mit ophold, hvor jeg havde været, hvad jeg havde set, hvem jeg havde besøgt. Alle var enige om at jeg havde betalt alt for meget for min sari og at jeg skulle have haft dem med ud istedet, for de ville have hjulpet mig meget bedre end Niyati og Zoya.
Jeg gjorde hvad jeg kunne for at forsvare dem, og fik skudt ind at eftersom de var de eneste piger jeg havde mødt, så var det jo logisk nok at det var deres steder jeg havde været for at shoppe.
Her kiggede alle på Naman der heldigvis rødmede lidt og det var så første gang hvor han fik afvide af familien, at han skulle have taget mig med hjem tidligere, så de kunne have mødt mig, for de kunne godt lide mig og ville gerne have lært mig bedre at kende.
Fik frokost hos dem, en tallerken kom ind med chapati på - brød - og en masse små retter i mindre skåle. Alt på samme tallerken. Den fik jeg og så og kunne balancerede med, mens jeg ventede på at andre også fik noget. Naman fik også en tallerken og alle bad mig gå igang med at spise. Jeg kludrede lidt i det som altid og endte med at sætte mig på min venstre hånd, for ikke at komme til at bruge den. Efterhånden som vi blev færdige fik andre også noget at spise og moderen spiste til allersidst.
Meget mærkelig oplevelse, men maden var god og jeg fik også komplimenteret hende for den mange gange.
En nabodame kom ind efter frokosten, meget tydeligt for at se på giraffen og alle morede sig over hendes nysgerrighed der var blevet vendt til chok, da hun fik min alder og singlestatus at vide. Jeg havde været ret hurtig til at fortælle dem min alder i starten, for at de ikke troede på Naman der jo havde drillet dem med at han ville giftes med mig.
Da hun gik ud igen lo hele bunken og fortalte at nu havde damen noget at tale om de næste mange dage. Hun er åbenbart sådan en der kommer uanmeldt og stikker næsen i alt.
Faderen fik endelig lov til at vise mig sin import/eksport forretning. Hvilket var et skab med poser - han hentede den ene ting efter den anden og satte på sofaen, så jeg kunne beundre dem. Det var en masse ler ting, askebærer, krukker, klokker, skåle, figurer osv. Moderen lavede lys og dem fik jeg også at se.
Alle var ret spændte på min reaktion og jeg kunne mærke på dem, at Naman havde overdrevet en anelse med, at jeg gerne vil have en butik selv en dag...!
Jeg fik afvide at jeg bare kunne vælge lige hvad jeg gerne ville have, så måtte jeg FÅ det. Jeg kunne heldigvis sige at jeg ikke havde plads til så meget, og det begrænsede heldigvis deres gavmildhed en anelse. Men fik en masse under alle omstændigheder og tog en masse billeder af alt sammen, så jeg har noget konkret på hvad det var.
Jeg har lovet at jeg vil fortælle videre om det, så der måske kan blive en import ting ud af det, til Danmark også. Har siden fået afvide at der er en anti dumpings told på indiske varer på 62,5 % hvilket er helt vanvittigt. Men vil bestemt gøre hvad jeg kan for at fortælle videre om hans ting og priserne.
Blev inviteret til aftensmad og sagde ja tak, da jeg godt kunne lide dem og ikke vidste hvad vi ellers skulle lave resten af aftenen. Vi tog tilbage til hotellet og jeg fik pakket det sidste ned i kufferten med stort besvær og mange overvejelser om hvor meget den mon vejede efterhånden?!
Blev på hotellet det meste af tiden, med et smut eller tre forbi den lille skrædder der enten havde glemt det tøj jeg havde fået lovning på var færdigt, eller også ikke var færdig endnu. Efter 3 besøg hos ham, havde han endelig fået det "hentet" og jeg kunne få og betale det. Han var heldigvis ret rimelig med prisen og det blev ikke mere end vi havde aftalt mundtligt tidligere.
Fik også det pakket ned og var glad for at kufferten kunne udvides og håbede på at lynlåsen holdt til den store tur hjem.
Det bankede på døren om aftenen og en tjener kom ind med en pakke til mig. Det viste sig at være en gave fra Nirmala Row - damen fra skrædderbutikken, hvor jeg havde købt sarien. Hun havde sendt mig en kurta i hvid med de fineste broderier og hæklede kanter. Jeg ringede hende op og takkede hende overstrømmende. Og lovede at jeg nok skulle sende en sms til hende, når jeg var nået sikkert hjem til Danmark.
Da vi tog afsted til aftensmaden, havde jeg nok forventet at vi skulle mødes alle sammen. Og blev noget overrasket da vi for det første kørte til et hotel, og derefter var det kun de to piger der kom. De havde bestemt at det ville være kedeligt for mig at komme hjem til dem og spise, da det bare ville blive noget af det samme som til frokosten. Men vi hyggede da alligevel og pigerne var ved at dø af grin da vi efter maden gik over til en stand og Naman købte "mundfriskere" til os alle.
Det er bananblade med forskellig smag indeni. En lille pakke af krydderier, sukker og parfume. Jeg tog en bid og skulle overtales ret meget for overhovedet at tage en mere. De andre puttede det dirrekte i munden og tyggede glade på det. Jeg var ved at kaste op. Smed resten ud til stor morskab for alle andre ved vejen og tog afsked med pigerne oog kørte tilbage til hotellet for at vente på at klokken skulle blive 1.20 om natten.
Tuesday, 18 January 2011
Overraskelse?!
Hmmm... Ja okay...
Foerst og fremmest saa er mit moede med Namans foraeldre blevet udskudt til i morgen, fordi hans foraeldre lige skulle noget i aften. Derudover fik jeg lige afvide at han har sagt til sin mor at jeg er en potentiel svigerdatter?! Bare for at forklare hvorfor han inviterer mig hjem?!!!!!! HVA BE HVA?!
Jeg kunne ikke lade vaere med at grine, for jeg er SAA langt fra at vaere en svigerdatter som noget, for det foerste er jeg 15 aar aeldre end ham, og for det andet Nej Tak... Der er andre hernede som er MEGET mere interessante end ham. For at sige det paent - hm, var det paent?
Men han grinede mens han sagde det, saa jeg tror, og haaber, at han tager pis paa sin mor og at hun er klar over det... I min verden skal man ikke have en undskyldning for at invitere en ven eller veninde med hjem, men det skal man maaske her?
Som de nu goer det bedst, saa er hverken skraedderen med polo'er til mor faerdig, eller min egen sari - ja okay tror nok at min sari er faerdig, men fruen var der ikke, hun ville komme i morgen og hjaelpe mig med den der. Saa jeg skulle gerne faa mine sidste ting da, og naa at pakke dem ned i min efterhaanden overbelastede kuffert. Vil gerne have taget en del billeder af hvordan den skal saettes fast paa mig, saa jeg ved det til en anden gang...
Niyati og Zoya kom forbi idag og vi gik op paa restauranten paa oeverste etage for at spise, hygge og saa de kunne ryge hookah. Vi havde det ret sjovt og jeg fik taget lidt billeder af dem, som jeg nok skal laegge op naar jeg engang kommer i naerheden af noget ordentligt internet, der vil samarbejde med min mobil... Suk...
Men derudover saa er jeg ved at vaere klar til at skulle ud og have en drink for sidste gang her i Mumbai - for denne gang - Saa vidt jeg ved, saa bliver vi: Atit, Mangal, Naman og mig... Saa bare fordi jeg kan, saa vil jeg tage paent toej paa og have saa meget sjov som jeg kan. De er alle blevet nogle venner som jeg gerne vil holde kontakten med naar jeg kommer hjem.
Har foresten faaet skrevet en ret god artikkel paa engelsk om det at vaere her i Mumbai som single, meget hvid kvinde og om alle de forskelle der er. Saa skal bare have kopieret den over paa en pind og sendt den til de aviser som jeg har faaet en mailadresse paa.
Irene Mathiasen
Freelance journalist...
Foerst og fremmest saa er mit moede med Namans foraeldre blevet udskudt til i morgen, fordi hans foraeldre lige skulle noget i aften. Derudover fik jeg lige afvide at han har sagt til sin mor at jeg er en potentiel svigerdatter?! Bare for at forklare hvorfor han inviterer mig hjem?!!!!!! HVA BE HVA?!
Jeg kunne ikke lade vaere med at grine, for jeg er SAA langt fra at vaere en svigerdatter som noget, for det foerste er jeg 15 aar aeldre end ham, og for det andet Nej Tak... Der er andre hernede som er MEGET mere interessante end ham. For at sige det paent - hm, var det paent?
Men han grinede mens han sagde det, saa jeg tror, og haaber, at han tager pis paa sin mor og at hun er klar over det... I min verden skal man ikke have en undskyldning for at invitere en ven eller veninde med hjem, men det skal man maaske her?
Som de nu goer det bedst, saa er hverken skraedderen med polo'er til mor faerdig, eller min egen sari - ja okay tror nok at min sari er faerdig, men fruen var der ikke, hun ville komme i morgen og hjaelpe mig med den der. Saa jeg skulle gerne faa mine sidste ting da, og naa at pakke dem ned i min efterhaanden overbelastede kuffert. Vil gerne have taget en del billeder af hvordan den skal saettes fast paa mig, saa jeg ved det til en anden gang...
Niyati og Zoya kom forbi idag og vi gik op paa restauranten paa oeverste etage for at spise, hygge og saa de kunne ryge hookah. Vi havde det ret sjovt og jeg fik taget lidt billeder af dem, som jeg nok skal laegge op naar jeg engang kommer i naerheden af noget ordentligt internet, der vil samarbejde med min mobil... Suk...
Men derudover saa er jeg ved at vaere klar til at skulle ud og have en drink for sidste gang her i Mumbai - for denne gang - Saa vidt jeg ved, saa bliver vi: Atit, Mangal, Naman og mig... Saa bare fordi jeg kan, saa vil jeg tage paent toej paa og have saa meget sjov som jeg kan. De er alle blevet nogle venner som jeg gerne vil holde kontakten med naar jeg kommer hjem.
Har foresten faaet skrevet en ret god artikkel paa engelsk om det at vaere her i Mumbai som single, meget hvid kvinde og om alle de forskelle der er. Saa skal bare have kopieret den over paa en pind og sendt den til de aviser som jeg har faaet en mailadresse paa.
Irene Mathiasen
Freelance journalist...
Monday, 17 January 2011
To dage endnu
Saa jeg er saa smaat begyndt at pakke min kuffert igen. Iflg mine papirer fra Turkish Airlines, saa kan jeg have op til 30 kg med i flyet - hm, tror bestemt der er mere...
Jeg flyver hjem paa torsdag, torsdag morgen for at vaere praecis. Flyver kl 05.25 og lufthavnen har oeget sikkerheden saa de beder om at man skal komme 3 timer foer afgang, saa vi tager fra hotellet kl 01.45. Det giver lidt tid til at diskutere prisen paa ekstra bagage...
Var ude og koebe film igaar - og mere stof - saa jeg skal til at vaere kreativ for at smide rundt med kufferten.
Det skal nok blive sjovt at tage med toget fra Kbh til Aarhus. Har allerede bestemt mig for at jeg gerne maa tage en taxa hjem i Aarhus.
Men fandt noget rigtig laekkert stof igaar og senere idag skal jeg forbi min skraedder og proeve min sari, med bluse og underskoert. Saa har de lige en dag til at rette i, hvis det ikke er helt perfekt. Glaeder mig til at proeve den paa, for den er virkelig smuk! Fruen til ejeren har lovet at vise mig hvordan man saetter den rigtigt.
Bliver noedt til at hoppe af igen, har lidt travlt idag, skal hjem til Namans foraeldre og hilse paa i aften og se hvad det er de importerer og eksporterer. Spaendende, Naman har lovet at jeg maa koebe noget af det, hvis jeg falder for nogle af tingene.
Jeg flyver hjem paa torsdag, torsdag morgen for at vaere praecis. Flyver kl 05.25 og lufthavnen har oeget sikkerheden saa de beder om at man skal komme 3 timer foer afgang, saa vi tager fra hotellet kl 01.45. Det giver lidt tid til at diskutere prisen paa ekstra bagage...
Var ude og koebe film igaar - og mere stof - saa jeg skal til at vaere kreativ for at smide rundt med kufferten.
Det skal nok blive sjovt at tage med toget fra Kbh til Aarhus. Har allerede bestemt mig for at jeg gerne maa tage en taxa hjem i Aarhus.
Men fandt noget rigtig laekkert stof igaar og senere idag skal jeg forbi min skraedder og proeve min sari, med bluse og underskoert. Saa har de lige en dag til at rette i, hvis det ikke er helt perfekt. Glaeder mig til at proeve den paa, for den er virkelig smuk! Fruen til ejeren har lovet at vise mig hvordan man saetter den rigtigt.
Bliver noedt til at hoppe af igen, har lidt travlt idag, skal hjem til Namans foraeldre og hilse paa i aften og se hvad det er de importerer og eksporterer. Spaendende, Naman har lovet at jeg maa koebe noget af det, hvis jeg falder for nogle af tingene.
Sunday, 16 January 2011
Manglende gen
Jeg har vaeret ude til frokost idag, blev inviteret af en soed butiksejer og hans frue. Rigtig soede mennesker!
Som jeg altid goer, tog jeg afsted i god tid. Hvilket jeg er rigtig glad for, for selvom Deepak lavede et fint lille kort til mig, med pile, gadenavne og et stort kryds hvor deres bygning... Ja, jeg gik vild... Eller rettere, jeg gik for langt og maatte gaa tilbage og spoerge alle jeg moedte paa min vej om jeg gik i den rigtige retning. Men det er jo ogsaa en maade at moede mennesker paa.
De boede paa 6 sal og fjollede mig gik op af alle trapperne til 4.sal hvor jeg moedte en mand der tog mig med i elevatoren og bankede paa den rigtige doer for mig. De grinede meget af min fantastiske evne til at fare vild, paa trods af et kort og meget kort vej derhen... men det var okay, for jeg grinede ogsaa - kan jeg andet?!
Jeg er meget glad for at jeg havde taget noget af det haandvaerk med fra dk til dem. Jeg havde to broderede poser til at opbevare ting i, og en akvarel af en del af den gamle by. De blev meget glade for det og jeg var glad for at kunne give det til dem. Jeg ville ikke have kunnet lide at komme uden noget. Det er ret uhoefligt, syntes jeg, naar man kommer et sted for foerste gang.
Vi fik en rigtig hyggelig frokost, der var 4 retter paa bordet. Fisk, kylling, en groen ret med linser og en roed ret med linser og boenner. Dertil chapati broed og ris. Jeg var rigtig dygtig og spiste kun med hoejre haand. Men jeg kunne nemt se at de er meget bedre til det end jeg. Jeg fik ikke rigtig det hele med, og maatte koncentrere mig for ikke at ende med mad i hele hovedet.
Efter maden sad vi i deres sofa og sludrede igen, de forklarede lidt om hinduisme og de fire kaster der er. Fandt ogsaa ud af at min vaert var fra kriger kasten og nedstammer fra konger. Midt i det hele ringede en niece og de gik paa Skype for at sludre, jeg blev praesenteret og hele samtalen foregik paa engelsk saa jeg ogsaa kunne vaere med. Dejligt. Det viste sig at fruen i huset kender et par journalister saa hun ringede hurtigt til dem og spurgte om de ikke kunne give mig et par mail adresser, naar jeg nu skriver saa meget om mine oplevelser, saa de ogsaa kunne laese om det i deres aviser. Dem skulle jeg gerne faa i morgen...
Spaendende ikke?!
Som jeg altid goer, tog jeg afsted i god tid. Hvilket jeg er rigtig glad for, for selvom Deepak lavede et fint lille kort til mig, med pile, gadenavne og et stort kryds hvor deres bygning... Ja, jeg gik vild... Eller rettere, jeg gik for langt og maatte gaa tilbage og spoerge alle jeg moedte paa min vej om jeg gik i den rigtige retning. Men det er jo ogsaa en maade at moede mennesker paa.
De boede paa 6 sal og fjollede mig gik op af alle trapperne til 4.sal hvor jeg moedte en mand der tog mig med i elevatoren og bankede paa den rigtige doer for mig. De grinede meget af min fantastiske evne til at fare vild, paa trods af et kort og meget kort vej derhen... men det var okay, for jeg grinede ogsaa - kan jeg andet?!
Jeg er meget glad for at jeg havde taget noget af det haandvaerk med fra dk til dem. Jeg havde to broderede poser til at opbevare ting i, og en akvarel af en del af den gamle by. De blev meget glade for det og jeg var glad for at kunne give det til dem. Jeg ville ikke have kunnet lide at komme uden noget. Det er ret uhoefligt, syntes jeg, naar man kommer et sted for foerste gang.
Vi fik en rigtig hyggelig frokost, der var 4 retter paa bordet. Fisk, kylling, en groen ret med linser og en roed ret med linser og boenner. Dertil chapati broed og ris. Jeg var rigtig dygtig og spiste kun med hoejre haand. Men jeg kunne nemt se at de er meget bedre til det end jeg. Jeg fik ikke rigtig det hele med, og maatte koncentrere mig for ikke at ende med mad i hele hovedet.
Efter maden sad vi i deres sofa og sludrede igen, de forklarede lidt om hinduisme og de fire kaster der er. Fandt ogsaa ud af at min vaert var fra kriger kasten og nedstammer fra konger. Midt i det hele ringede en niece og de gik paa Skype for at sludre, jeg blev praesenteret og hele samtalen foregik paa engelsk saa jeg ogsaa kunne vaere med. Dejligt. Det viste sig at fruen i huset kender et par journalister saa hun ringede hurtigt til dem og spurgte om de ikke kunne give mig et par mail adresser, naar jeg nu skriver saa meget om mine oplevelser, saa de ogsaa kunne laese om det i deres aviser. Dem skulle jeg gerne faa i morgen...
Spaendende ikke?!
Saturday, 15 January 2011
Wellness dag... Mmmmmmmmm
Saa endelig fik jeg taget mig sammen til at holde en spa dag, sammen med Niyati og Zoya. De kom og hentede mig omkring kl 13, vi gik ned i restauranten i stueetagen og fik frokost inden vi tog afsted mod Juhu. Ja, det hedder omraadet... Vi startede med at finde et vekselbureau, saa jeg kunne faa vekslet min medbragte valuta. Det var rart at det var blevet gjort, for det gav mig lige til 10 dages hotel, spa turen og en vildt flot sari, men mere om det senere.
Vi fandt spa stedet, det laa ovenpaa en beroemt haarsalon og man skulle klemme sig ind i den mindste elevator som jeg nogen sinde har set! Stedet var meget moerkt, med taendte stearinlys og en kraftig duft af roegelse. Naar oejnene lige havde vaennet sig til det, ar det ret rart. Vi fik en rundtur og blev spurgt hvad vi havde lyst til. Vi valgte en omgang massage, manicure og pedicure.
Jeg startede ud med massage, fantastisk! Jeg glemmer altid hvor anspaendt jeg er, indtil nogen tager fat i mine muskler. Det burde vaere noget som man bare fik hver maaned eller oftere!
Efter en dejlig omgang massage, gik jeg ud hvor Niyati sad og fik ordnet foedder og haender. Hun grinede af mit meget afslappede udtryk. Da hun var faerdig, blev det min tur. En mand sad ved mine foedder og en kvinde ordnede mine haender. Mine foedder har aldrig foelt sig mere forkaelede! Det hele tog omkring 3 timer og jeg elskede det! Jeg er gaaet derfra med pink neglelak paa taerne, dejlig bloed hud! Mine fingre, haender og underarme har aldrig foeltes saadan! Jeg fandt det meget nemt at sidde og bare nyde hele seancen.
Jeg fik en fransk manicure paa fingerne, og det var manden der lavede det. Han brugte maaske 5 minutter ialt paa begge haender. Og jeg har aldrig set noget mere praecist. Hold da op!!! Hans haender rystede slet ikke da han uden skabelon lagde den hvide tip paa.
Bagefter blev jeg hentet af Naman, der var i en tilstand af surmuleri.
Han havde ment at jeg skulle have ladet vaere med at invitere pigerne med mig i spa, fordi han ikke mente at de fortjente det. Saa han surmulede over at jeg selv tog en beslutning. Jeg kiggede paa ham, som jeg bedst goer det, tog min Ipod frem og hoerte musik hele vejen hjem, mens jeg saa ud paa de menneskelige myrer, med enorme bylter paa hovederne...
Inden vi ankom til hotellet, spurgte han mig, hvor jeg tog ham hen senere - vi skulle have vaeret ud og danse - jeg kiggede paa ham med loeftede oejenbryn og spurgte om vi snakkede igen? Da han skulle til at fortaelle mig hvordan jeg skal bruge mine penge en gang til, affaerdigede jeg ham og sagde at vi ikke skulle nogen steder, for jeg havde ikke lyst mere.
Jeg hoppede ud af auto rickshaw'en ved hotellet og gik ind alene.
Jeg var dygtig og fik betalt for hotellet frem til igaar, saa nu mangler jeg kun at betale for de sidste 5 dage, hvilket jeg goer inden jeg tjekker ud onsdag aften/nat. Jeg er meget glad for at de stiller en bil til raadighed fra hotellet!
Oppe paa vaerelset blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad sidde inde, saa jeg tog min taske og gik ud igen. Fandt om bag nogle bygninger - hvor jeg tidligere havde set en butik med stof - og gik ind. Det var det naest bedste jeg har gjort paa hele min tur hernede!
Der var en hyggelig mand derinde, som talte et godt engelsk, han viste mig en masse smukke sari stoffer og jeg endte med at bruge en mindre formue paa en sari, hvor de saa syr blusen og underskoertet til den. Jeg skal proeve den paa tirsdag. Han tilboed ogsaa at hans frue ville vise mig hvordan den skal saettes, saa jeg ved hvordan man goer, inden jeg tager hjem. Fruen kom ogsaa, og var lige saa venlig og vi endte med at sidde og tale i 2 timer.
De har inviteret mig til frokost senere idag og jeg har fundet nogle af de danske ting frem, som jeg vil give som vaertinde gave. Fruen gav mig en masse fine ting igaar. Hun gav mig 4 stykker sesam slik kugler, en kegle med uraffineret roersukker, en kasse roegelse og en smuk gul blomst der duftede saa dejligt - den ligger nu paa mit natbord og dufter. Jeg glaeder mig til at komme forbi dem og se hvordan et indisk hjem ser ud indefra. Og til at proeve at vaere gaest paa en anden maade.
Da jeg gik hjem, gik jeg ind omkring BaskinRobbins - et is sted - og bestilte chokolade og mango is. Tog det med hjem til hotellet og sad og spiste det, da Naman og hans ven bankede paa. De kom ind med store smil paa og sagde at de ville tage mig med ud og spise aftensmad. Jeg insisterede paa at jeg foerst ville spise min is - skraekkeligt spild ellers, og det er kun anden gang jeg har faaet is hernede...
Vi tog afsted i en rickshaw og koerte kort, til vi kom til det hotel, vi har spist forkost paa mange gange foer. Hans ven tog videre og det var kun Naman og jeg der spiste aftensmad. Jeg har ham mistaenkt for at have planlagt det, saa vi kunne tale ud om sagerne. Hvilket vi ogsaa gjorde. Jeg fik forklaret ham at jeg er en voksen kvinde, det er mine penge og at jeg nok selv skulle bestemme hvad og hvem jeg bruger dem paa! Han bakkede en anelse ud og kom med en lam undskyldning om at han da ville have fundet nogle mere vaerdige piger som jeg kunne have taget med. Jeg loeftede oejenbrynet igen, og han stoppede... Tror muligvis at min kropssprog lovede ham bank, hvis han blev ved...?! Saa vi er vist blevet venner igen. Han vil stadig gerne invitere mig hjem til sine foraeldre, saa jeg kan se hvad faderen saelger af kunsthaandvaerk - haaber vi naar det.
Vi fandt spa stedet, det laa ovenpaa en beroemt haarsalon og man skulle klemme sig ind i den mindste elevator som jeg nogen sinde har set! Stedet var meget moerkt, med taendte stearinlys og en kraftig duft af roegelse. Naar oejnene lige havde vaennet sig til det, ar det ret rart. Vi fik en rundtur og blev spurgt hvad vi havde lyst til. Vi valgte en omgang massage, manicure og pedicure.
Jeg startede ud med massage, fantastisk! Jeg glemmer altid hvor anspaendt jeg er, indtil nogen tager fat i mine muskler. Det burde vaere noget som man bare fik hver maaned eller oftere!
Efter en dejlig omgang massage, gik jeg ud hvor Niyati sad og fik ordnet foedder og haender. Hun grinede af mit meget afslappede udtryk. Da hun var faerdig, blev det min tur. En mand sad ved mine foedder og en kvinde ordnede mine haender. Mine foedder har aldrig foelt sig mere forkaelede! Det hele tog omkring 3 timer og jeg elskede det! Jeg er gaaet derfra med pink neglelak paa taerne, dejlig bloed hud! Mine fingre, haender og underarme har aldrig foeltes saadan! Jeg fandt det meget nemt at sidde og bare nyde hele seancen.
Jeg fik en fransk manicure paa fingerne, og det var manden der lavede det. Han brugte maaske 5 minutter ialt paa begge haender. Og jeg har aldrig set noget mere praecist. Hold da op!!! Hans haender rystede slet ikke da han uden skabelon lagde den hvide tip paa.
Bagefter blev jeg hentet af Naman, der var i en tilstand af surmuleri.
Han havde ment at jeg skulle have ladet vaere med at invitere pigerne med mig i spa, fordi han ikke mente at de fortjente det. Saa han surmulede over at jeg selv tog en beslutning. Jeg kiggede paa ham, som jeg bedst goer det, tog min Ipod frem og hoerte musik hele vejen hjem, mens jeg saa ud paa de menneskelige myrer, med enorme bylter paa hovederne...
Inden vi ankom til hotellet, spurgte han mig, hvor jeg tog ham hen senere - vi skulle have vaeret ud og danse - jeg kiggede paa ham med loeftede oejenbryn og spurgte om vi snakkede igen? Da han skulle til at fortaelle mig hvordan jeg skal bruge mine penge en gang til, affaerdigede jeg ham og sagde at vi ikke skulle nogen steder, for jeg havde ikke lyst mere.
Jeg hoppede ud af auto rickshaw'en ved hotellet og gik ind alene.
Jeg var dygtig og fik betalt for hotellet frem til igaar, saa nu mangler jeg kun at betale for de sidste 5 dage, hvilket jeg goer inden jeg tjekker ud onsdag aften/nat. Jeg er meget glad for at de stiller en bil til raadighed fra hotellet!
Oppe paa vaerelset blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad sidde inde, saa jeg tog min taske og gik ud igen. Fandt om bag nogle bygninger - hvor jeg tidligere havde set en butik med stof - og gik ind. Det var det naest bedste jeg har gjort paa hele min tur hernede!
Der var en hyggelig mand derinde, som talte et godt engelsk, han viste mig en masse smukke sari stoffer og jeg endte med at bruge en mindre formue paa en sari, hvor de saa syr blusen og underskoertet til den. Jeg skal proeve den paa tirsdag. Han tilboed ogsaa at hans frue ville vise mig hvordan den skal saettes, saa jeg ved hvordan man goer, inden jeg tager hjem. Fruen kom ogsaa, og var lige saa venlig og vi endte med at sidde og tale i 2 timer.
De har inviteret mig til frokost senere idag og jeg har fundet nogle af de danske ting frem, som jeg vil give som vaertinde gave. Fruen gav mig en masse fine ting igaar. Hun gav mig 4 stykker sesam slik kugler, en kegle med uraffineret roersukker, en kasse roegelse og en smuk gul blomst der duftede saa dejligt - den ligger nu paa mit natbord og dufter. Jeg glaeder mig til at komme forbi dem og se hvordan et indisk hjem ser ud indefra. Og til at proeve at vaere gaest paa en anden maade.
Da jeg gik hjem, gik jeg ind omkring BaskinRobbins - et is sted - og bestilte chokolade og mango is. Tog det med hjem til hotellet og sad og spiste det, da Naman og hans ven bankede paa. De kom ind med store smil paa og sagde at de ville tage mig med ud og spise aftensmad. Jeg insisterede paa at jeg foerst ville spise min is - skraekkeligt spild ellers, og det er kun anden gang jeg har faaet is hernede...
Vi tog afsted i en rickshaw og koerte kort, til vi kom til det hotel, vi har spist forkost paa mange gange foer. Hans ven tog videre og det var kun Naman og jeg der spiste aftensmad. Jeg har ham mistaenkt for at have planlagt det, saa vi kunne tale ud om sagerne. Hvilket vi ogsaa gjorde. Jeg fik forklaret ham at jeg er en voksen kvinde, det er mine penge og at jeg nok selv skulle bestemme hvad og hvem jeg bruger dem paa! Han bakkede en anelse ud og kom med en lam undskyldning om at han da ville have fundet nogle mere vaerdige piger som jeg kunne have taget med. Jeg loeftede oejenbrynet igen, og han stoppede... Tror muligvis at min kropssprog lovede ham bank, hvis han blev ved...?! Saa vi er vist blevet venner igen. Han vil stadig gerne invitere mig hjem til sine foraeldre, saa jeg kan se hvad faderen saelger af kunsthaandvaerk - haaber vi naar det.
Thursday, 13 January 2011
Pokkers maade at vaagne paa
Saa jeg blev vaekket kl 6.50 i morges, ved at nogen proevede at komme ind i mit hotelvaerelse, kunne hoere en noegle og at haandtaget blev forsoegt trykket ned...
Da personen blev ved, stod jeg op og gik over til doeren og spurgte hvem det var?! Intet svar, men personen forsoegte igen at aabne doeren, jeg raabte at jeg altsaa ikke delte vaerelse med nogen og hvem helvede det var, stadig intet svar. Personen opgav efter 2-3 minutter og da var jeg endelig vaagen nok til at have taget toej paa og overveje hvad jeg lige skulle goere. Da der havde vaeret stille lidt, aabnede jeg doeren og der var selvfoelgelig ingen derude.
Ringede ned til receptionen og spurgte om de havde sendt nogen op til mig, efter jeg havde skulle forklare at Nej, jeg ville IKKE have sendt nogen op, men at jeg ville vide om DE havde sendt nogen op. Proevede han at fortaelle mig at det sikkert var drengen med aviserne. Men det vidste jeg godt at det ikke var, for han larmer ikke og der kom foerst aviser efter jeg havde lagt paa.
Men jeg var blevet ret forskraekket og det var foerst efter, at jeg kom til at taenke paa hvad jeg kunne bruge som vaaben i tilfaelde af at nogen rent faktisk kommer ind i mit vaerelse. Jeg har en gaffel liggende ovenpaa koeleskabet, men den kommer man ikke langt med, jo det goer ondt at faa den jaget i haanden - bare spoerg Jan - men ville det vaere nok.
Fandt min parfume frem saa nu staar den ogsaa saa den er nem at faa fat i, og jeg VED at den goer ondt at faa i oejnene, for det har jeg engang proevet ved et uheld.
Saa har indtil nu vaeret lettere urolig, og irriteret over at jeg ikke bare aabnede doeren og gav personen et meget hoejt moegfald. Men samtidig kan jeg ikke lade vaere med at huske paa at jeg trods alt er fremmed, enlig og derfor et nemmere bytte, end hvis jeg havde vaeret sammen med en anden.
Da personen blev ved, stod jeg op og gik over til doeren og spurgte hvem det var?! Intet svar, men personen forsoegte igen at aabne doeren, jeg raabte at jeg altsaa ikke delte vaerelse med nogen og hvem helvede det var, stadig intet svar. Personen opgav efter 2-3 minutter og da var jeg endelig vaagen nok til at have taget toej paa og overveje hvad jeg lige skulle goere. Da der havde vaeret stille lidt, aabnede jeg doeren og der var selvfoelgelig ingen derude.
Ringede ned til receptionen og spurgte om de havde sendt nogen op til mig, efter jeg havde skulle forklare at Nej, jeg ville IKKE have sendt nogen op, men at jeg ville vide om DE havde sendt nogen op. Proevede han at fortaelle mig at det sikkert var drengen med aviserne. Men det vidste jeg godt at det ikke var, for han larmer ikke og der kom foerst aviser efter jeg havde lagt paa.
Men jeg var blevet ret forskraekket og det var foerst efter, at jeg kom til at taenke paa hvad jeg kunne bruge som vaaben i tilfaelde af at nogen rent faktisk kommer ind i mit vaerelse. Jeg har en gaffel liggende ovenpaa koeleskabet, men den kommer man ikke langt med, jo det goer ondt at faa den jaget i haanden - bare spoerg Jan - men ville det vaere nok.
Fandt min parfume frem saa nu staar den ogsaa saa den er nem at faa fat i, og jeg VED at den goer ondt at faa i oejnene, for det har jeg engang proevet ved et uheld.
Saa har indtil nu vaeret lettere urolig, og irriteret over at jeg ikke bare aabnede doeren og gav personen et meget hoejt moegfald. Men samtidig kan jeg ikke lade vaere med at huske paa at jeg trods alt er fremmed, enlig og derfor et nemmere bytte, end hvis jeg havde vaeret sammen med en anden.
Wednesday, 12 January 2011
En uge tilbage
Saa jeg har en uge tilbage af mit Indiens eventyr og jeg vil gerne indroemme at jeg ikke har set ret mange turist steder, men jeg har til gengaeld faaet et meget unikt indblik i deres hverdag hernede. Jeg har set alle deres mange farver, baade de triste og de straalende. Jeg er blevet roert ved af tiggende boern og voksne. Jeg har koert i den forkerte vejbane mere end en gang, og her mener jeg ikke kun at de koerer i hoejre side, men ogsaa at de koerer i venstre hvis de mener de skal fremad hurtigere end alle andre.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
Jeg har laert at toejle min frygt for transport, min frygt for mennesker og almen uro. Eller ogsaa har jeg laert at leve med det. For jeg er kommet dertil hvor jeg kan sove om natten, uden oerepropper i og uden lyset taendt.
Jeg vaagnede forleden morgen kl 5 ved at den naertliggende moske kaldte til boen og jeg laa halvt sovende og noed det. Det var en meget smuk oplevelse, for ham der gjorde det, havde en meget smuk stemme, istedet for de der skrattende hoejtalere der forvraenger det hele. Nu har jeg paa intet tidspunkt vaeret irriteret over lyden, men paa det tidspunkt var der stille ude paa vejen, ingen biler der dyttede for at komme rundt om de andre, eller forbi folk der gik paa gaden. Saa det eneste jeg kunne hoere var manden der kaldte til boen.
For et par dage siden blev jeg invaderet af Zoya og Niyati, der kom og fortalte mig at vi skulle ud og drikke... (?)
Det var okay med mig, jeg kan sagtens drikke en enkelt oel, om ikke andet, saa for at komme udenfor, men jeg kunne ogsaa undre mig over at de ville drikke paa en almindelig tirsdag.
Inden vi tog afsted, viste Zoya mig hvordan man tager en sari paa. Hun er hoejere end mig og vejer maaske 50 kg. Saa paa hendes krop, saa sarien ganske fantastisk ud.
Der skal vaere en underskoert under, saa man har noget at saette sarien fast i. Den bliver sat fast hele vejen rundt, startende fra hoejre side og over mod venstre. Saa tager man fat i den anden ende af sarien, og laver nogle fine, glatte folder og smider den op over venstre skulder. Fanger resten af sarien, laver folder med venstre haand og ender med at have en masse laeg der folder mod hoejre og ender praecis midt foran. Alt skal ligge praecist, og stramt, og man skal bruge 3-4 naale til at holde det hele paa plads med.
Jeg proevede selv og endte med at se meget sjusket ud - til pigernes store morskab - selvom de insisterede paa at det skam klaedte mig. Jeg er meget spaendt paa om jeg selv kan finde ud af det, eller om jeg faar et hysterisk tilfaelde af at smide rundt med 6 meter stof der bestemt ikke har lyst til at samarbejde naar man selv skal tage sarien paa. De foreslog at man skulle vaere to om det, da det kan vaere lidt svaert. Kan vaere?! Jo tak... Men ogsaa meget underholdende... Har taenkt mig at finde et klip paa youtube og oeve mig...
Vi tog afsted efter det, og koerte et sted hen for at moedes med Naman. Det virkede paa mig som om alle var paa taerne, altsaa der var noget underliggende galt - andet end at Naman og Niyati proever at vaere venner igen, og ikke rigtig lykkedes helt...
Men vi fandt ham, og fandt to auto rickshaws til at koere os - i teorien maa man kun vaere 3 mennesker i en, har dog set hele familier med mange boern i dem ogsaa... Det var meningen at vi skulle foelge efter den, som Naman og Zoya sad i, men vores chauffoer havde et lille vaeddeloeb koerende med sig selv og koerte som doed og helvede. Over i den anden side, indenom, op paa fortorvet, imens han dyttede vredt af alle der havde den fraekhed at koere foran ham, eller proeve at krydse vejen... Saa vi maatte ringe et par gange til Naman, for at faa af vide hvor vi egentlig skulle hen og sige det videre til chauffoeren... Spaendende!
Vi ankom til noget der lignede et industrikvarter. bygningen var med en masse firmaer indeni, og aller bagerst og oeverst, var der en bar der hedder Pop Tate's. Den var vores destination. Vi bestilte en oel til deling, Naman og jeg, og Niyati betilte tequila shots... Der var bestemt noget i vejen, specielt med den hastighed hvormed hun kylede dem ned. Hun blev ved med at bede Naman om at bestille flere, og gik over til vodka da han sagde nej til tequila - for det er jo SAA meget bedre...
Hun endte selvfoelgelig med at blive saa fuld at hun ikke rigtig kunne staa paa egne ben, endsige gaa... Nu er de indiske familier ikke ret begejstret for at deres boern drikker, faktisk saa faar de ikke lov hvis de er en "ordentlig" familie med gode vaerdier. Saa da vi tog derfra igen, koerte vi tre tilbage til mit hotel. Vi fik hende til at drikke en masse vand, noget lime soda med sukker og fik hende til at kaste op. Hun brugte en time paa at kaste op og jeg var meget glad for at Naman insisterede paa at tage sig af hende.
Der var heller ikke ret meget jeg kunne goere, for hun talte paa hindi og ville helst sove. Men Naman blev ved med at holde hende vaagen og haelde paa hende og mit fornemmeste job, var at ringe til Room Service og bestille vand, lime soda osv. De tog afsted omkring kl 19.30. For Niyati skulle vaere hjemme kl 20. Meget spaendt paa om hendes foraeldre opdagede noget, for da hun gik - eller hvad man skal kalde det - var hendes oejne meget roede, og jeg var ikke i tvivl om at hun havde vaeret ude at drikke.
Saa vidt jeg kunne forstaa, saa var problemet at hun har fundet sin mor... En masse af de historier som Naman fortaeller mig om Niyati er ret utrolige. Og han er ogsaa selv i tvivl om hvorvidt han skal tro hende. Men en af dem er at hun blev adopteret da hun var 10 og at hun nu leder efter sine rigtige foraeldre. Det der skulle have slaaet hende ud, var at hun nu har fundet sin mor. Jeg er ikke sikker paa at jeg tror paa den, men mest fordi Naman fortalte at han ikke tror paa den og at hun og Zoya har kendt hinanden siden de gik i 1 klasse. Det skulle aabenbart ikke kunne lade sig goere hvis hun er adopteret... Jeg ved ikke om det holder vand, men det er heller ikke min opgave at holde styr paa. Jeg skal observere og vaere der, hvis hun skulle faa brug for det. Men resten af tiden, jeg er her, vil jeg sige nej til at tage hende med ud at drikke... Det er ikke det, hun har brug for.
Subscribe to:
Posts (Atom)